Annonce
Annonce
Samarbejdet med Gram Slot er en medvirkende årsag til, at Rema 1000 er ved at indhente Nettos position som landets vigtigste salgskanal for økologiske fødevarer, men Netto agter ikke at aflevere førertrøjen. Foto: Rema 1000
Der er skærpet kamp om Danmarks økologiske førertrøje
Efter flere turbulente år i dansk dagligvarehandel med Covid nedlukninger og høje inflationsrater, samt lukning af butikskæder, viser nye paneltal fra Kauza, at kampen om den økologiske førertrøje spidser til.
Netto har historisk set haft førerpositionen, når det kommer til økologisk markedsandel, men i 1. halvår 2024 lægger Rema 1000 sig op ad samme niveau som Nettos økologiske markedsandel, som Kauza opgør til 17 procent.
Dermed er Remas markedsandel vokset med næsten to procentpoint i forhold til 1. halvår 2023. Det fremgik af et webinar, hvor Økologisk Landsforening onsdag satte fokus på den økologiske markedsudvikling i 1.halvår af 2024.
Det skete primært med afsæt i Kauza-tal, der er baseret på indkøbsdata i form af digitale kvitteringer fra 10.000 danske husstande, og tallene viser, at Rema 1000 er tæt på at stjæle den økologiske førertrøje fra Netto.
Som landets to største og hurtigst voksende dagligvarekæder kæmper de i stigende grad, både på generelt dagligvareniveau og især på økologien, og Birgitte Jørgensen, markedschef for detail i Økologisk Landsforening, sagde på Webinariet, at det ser ud til, at kampen om den økologiske førertrøje spidser til.
I Salling Group, som driver Netto, mener man dog ikke, at et trøjeskift står lige for døren.
Salling Group: Netto er stadig størst
Henrik Vinther Olesen, direktør for kommunikation, bæredygtighed og public affairs i Salling Group erkender, at Rema 1000 via købet af en stor del af Aldi-kædens butiksnet og konvertering af en stribe butikker til Rema-konceptet har købt sig til en voksende andel af økologimarkedet, men han er ikke i tvivl om, at Netto stadig er indehaver af den økologiske førertrøje:
"Vi har stor respekt for vores konkurrenter, også når det gælder salget af økologiske varer, og vi følger naturligvis udviklingen tæt. Når det er sagt, kan vi ikke genkende Kauzas tal, men kan med stor sindsro sige, at Netto fortsat har den største andel af det økologiske salg herhjemme," siger Henrik Vinther Olesen.
Han pointerer samtidig, at Netto har ambitioner om og er godt rustet til at forsvare sin position som økologisk markedsleder.
"Netto har et bredt udvalg af økologiske varer til gode priser og høj kvalitet, som vi blandt andet sælger under Nettos eget mærke Øgo – og som helt aktuelt fylder flere sider i Nettos tilbudsavis," siger han.
Kapløb om butikkerne
Kauza-tallene viser desuden, at økologiske fødevarer handles oftere end tidligere, og at det især er discountkæderne, som driver væksten.
Det er en spændende udvikling, og vi håber, at den voksende konkurrence vil motivere flere kæder til at komme ind i kampen og opgradere deres økologiske sortiment.
— Birgitte Jørgensen, markedschef for detail, Økologisk Landsforening
En væsentlig del af væksten hos Rema 1000 bliver drevet af en stribe butiksåbninger i nedlagte Aldi-butikker, som har fået den norske discountkæde til at fylde mere i butikslandskabet, men også Netto er præget af vækstambitioner, og kæden er stadig markant størst målt i antal butikker.
Ifølge Dagligvarehandlen.dk ser det ud til, at Netto-kæden i løbet af 2024 vil vokse til ca. 550 butikker, mens Rema når op på 430 butikker.
Kunder støtter fælles økologisk rejse
Umiddelbart er Anders René Jensen, salgs- og marketingdirektør hos Rema 1000 godt tilfreds med udviklingen i kædens økologiske salg, som han bl.a. tilskriver nogle meget loyale kunder, og for Rema 1000 er det vigtigere at have tilfredse kunder end at vide, hvem der er størst på økologi.
"Først og fremmest er vi rigtig glade og ydmyge over, at vores kunder fortsat bakker op omkring vores fælles økologiske rejse. Vi har hele tiden holdt fast i at drive vores økologiske salg, selvom der jo har været et par bump på vejen pga. inflation m.v.," siger Anders René Jensen, som har flere bud på årsagen til Rema voksende øko-salg.
"Jeg tror, at det skyldes vores vedholdende fokus på hele tiden at forbedre vores økologiske sortiment og sikre spændende partivarer og gode tilbud – samt hele tiden at markedsføre og kommunikere omkring økologien."
Anders René Jensen peger desuden på Remas engagement omkring Gram Slot som en medvirkende årsag til fremgangen i det økologiske salg.
"Kombinationen af, at du kan besøge Danmarks største økologiske jordbrug og se både køerne og markerne og møde ildsjælene på Gram slot – og derefter finde deres gode produkter i din lokale Rema-butik – giver vores kunderne mulighed for at forstå, hvad det kræver at kunne købe disse produkter," siger han.
Mindre fokus på pris
I Økologisk Landsforening ser Birgitte Jørgensen interessante perspektiver i den skærpede konkurrence om den økologiske førertrøje:
"Det er en spændende udvikling, og vi håber, at den voksende konkurrence vil motivere flere kæder til at komme ind i kampen og opgradere deres økologiske sortiment," siger markedschefen, som samtidig opfordrer både kæder og producenter til at blive bedre til at fortælle kunderne om, hvad økologi betyder i forhold til øget biodiversitet, bedre dyrevelfærd og rent drikkevand.
Ifølge Camilla Vinther, kundedirektør i Kauza, er der formentlig udsigt til mere medvind for økologien, da danskerne igen har fået fokus på andre elementer end pris.
"Eksempelvis fylder kvalitet og økologi i stigende grad, når der skal vælges butik. For kæderne er det en oplagt mulighed at arbejde med det økologiske sortiment, og udviklingen bliver spændende at følge i den kommende tid," siger Camilla Vinther.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.