Matr Foods rejser 300 mio. kr. til at skalere produktion og eksporten af økologiske plantebøffer
Med investeringer fra EIFO og Novo Holdings og et lån fra Den Europæiske Investeringsbank skal Matr Foods udvide produktionen på en ny fabrik i Sønderjylland og introducere deres plantebaserede kødalternativer på det tyske og schweiziske marked.

Mare Foods, der fremstiller plantebaserede bøffer og hakket kødalternativ ved hjælp af svampefermentering af økologiske grøntsager, har gennemført en finansieringsrunde på 40 mio. euro (knapt 300 mio. kr.), hvoraf 20 mio. euro er fra Novo Holdings og EIFO, mens 20 mio. euro er lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB).
Den store millionindsprøjtning skal blandt andet bruges til at etablere et nyt produktionsanlæg i Ansager ved Varde, der kan øge Matrs produktion til 4.000 ton årligt. Den nye produktionslinje forventes at være klar til drift i begyndelsen af 2027, hvilket vil skabe ca. 60 nye arbejdspladser i Ansager.

Med finansiering kan Matr imødekomme efterspørgsel
Randi Wahlsten, administrerende direktør og medstifter i Matr, ser frem til at kunne imødekomme den voksende efterspørgsel i ind- og udland:
”Vi er utroligt glade for den store opbakning fra førende investorer og finansieringspartnere som Novo Holdings, EIFO og EIB. De gør det endeligt muligt for os at skalere produktionen. Vi ser meget frem til at kunne imødekomme efterspørgslen fra de mange kunder og kokke, der har bakket op om og glædet sig til en større tilgængelighed af Matrs produkter. Det er virkelig overvældende at opleve så stor støtte og efterspørgsel,” siger direktøren, der har en fortid hos Arla.
Hun har tidligere hentet store beløb til den ambitiøse planteiværksættervirksomhed, som nu for alvor har udsigt til at bevæge sig ud på eksportmarkedet, hvor selskabet især har fokus på DACH-regionen, men også er åben for mulighederne på andre europæiske markeder.
Genvej til øget eksport til DACH-regionen
Den melding er godt nyt for Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening, som er projektleder for DACH-projektet, som netop arbejder på at øge eksporten af plantebaserede produkter til DACH-landene Tyskland, Schweiz og Østrig, hvor Matr er en af deltagerne.
”Vi skal inspirere de professionelle køkkener i DACH-regionen til at bruge flere plantebaserede produkter, og med etableringen af den nye fabrik får Matr Foods mulighed for at servicere flere større kunder, end andre af de eksisterende producenter af økologiske alternativer til kød er i stand til,” siger Dennis Hvam til Økologisk Nu.
Thomas Grotkjær, Partner i Planetary Health Investments, Novo Holdings, glæder sig over at kunne hjælpe en dansk frontløber ud over landets grænser med velsmagende og klimavenlige planteprodukter:
”Som årets største foodtech-investering i Danmark afspejler denne finansiering ikke bare tillid til Matrs økologiske, fermenterede produkter, men også anerkendelsen af, at Matr imødekommer forbrugernes længsel efter fødevarer, der har en positiv indflydelse på sundhed, klima og miljø – alle vigtige områder for Novo Holdings - uden at man behøver at gå på kompromis med smagen,” siger Thomas Grotkjær.
Svampefermentering giver bid og umami-smag
Ifølge Lasse Truels Köhler, der er Investment Manager i EIFOs Green Transition Team, understreger Matr den danske styrkeposition indenfor bæredygtige fødevarer:
"Matrs særlige teknologi muliggør produktion af plantebaserede kødalternativer med et bemærkelsesværdigt lavt CO2-aftryk og høj kulinarisk kvalitet til en konkurrencedygtig pris, og investeringen styrker Danmarks position inden for udviklingen af bæredygtige fødevarer med stort eksportpotentiale.”
Kort om Matr Foods
-
Matr blev grundlagt af Randi Wahlsten og Claus Meyer i 2021 og har specialiseret sig i at udvikle innovative, økologiske plantebaserede kødalternativer ved hjælp af svampefermentering.
-
Matr forvandler lokalt dyrkede råvarer som havre, flækærter, lupiner, rødbeder og kartofler til næringsrige produkter med saftig tekstur og kødfuld umami-smag, som ifølge selskabet har modtaget rosende omtale fra flere toneangivende kokke og madanmeldere.
-
Selskabet kom ud af det seneste regnskbsår med et underskud på 10,7 mio. kr. efter skat.