Annonce

Annonce

Facade af Grøn Irma butik

Irma etablerede i 2018 en grøn Irma på Østerbrogade i København, hvor økologiprocenten lå tæt på 90, og med Irmas farvel frygter mange i branchen, at den økologiske innovationskraft mister en vigtig motor. Arkivfoto: Jakob Brandt

Producenterne håber, at andre er klar til at løfte arven efter Irma

Mange små innovative fødevareproducenter er gennem årene blevet hjulpet på vej mod butikshylderne via forskellige samarbejder med Irma, hvis lukning ifølge flere leverandører bliver en mavepuster til dansk fødevareinnovation.

Da Aldi Nord i december sidste år meddelte, at den tyske dagligvarekoncern lukkede alle sine 188 danske butikker efter 45 år i landet, blev det mødt med stor forståelse fra alle sider, da kæden aldrig havde formået at knække koden til at tjene penge på det danske marked.

Det samme var på ingen måde tilfældet, da Coop tirsdag bekendtgjorde, at dagligvarekoncernen på grund af en historisk dårlig økonomi er nødt til at lukke Irma. Coop blev i timerne efter ramt af en byge af følelsesladet kritik på de sociale medier fra både kunder og økologiske leverandører, som har vanskeligt ved at forstå, at Coop vælger at lukke landets ældste dagligvarebutik, som i årevis har været et økologisk fyrtårn i dansk dagligvarehandel.

Tre gange mere økologi end gennemsnittet

Med en økologiandel, som i 2021 krydsede 42 procent, er Irma den danske dagligvarekæde med den markant højeste økologiprocent. Økologiandelen er ca. tre gange højere end landsgennemsnittet på knap 13 pct.

Både Økologisk Landsforening og mange af foreningens virksomhedsmedlemmer betegner det bl.a. derfor som et kæmpe tab for økologien, at Coop har besluttet at lukke Irma-kæden, som gennem mange år har fungeret som rugekasse for nye producenter af økologiske fødevarer.

”På økologiens vegne synes jeg, at det er rigtig uheldigt, at Irma står foran en lukning. Kæden har betydet rigtig meget for Danmarks globale position som absolut førende inden for økologisk forbrug. Desuden har Irma været et lys i corona-mørket med en positionering, der har sikret kæden støt fremgang for de fleste økologiske varegrupper,” siger Carsten Ahrenfeldt, markedschef i Økologisk Landsforening.

Et stort tilbageslag

Dyreorganisationen World Animal Protection betegner lukningen af Irma som en katastrofe for kvalitet og dyrevelfærd. Det er et stort tilbageslag, at Coop sænker niveauet i krisetider, for det er netop i modvind, at et kooperativ skal vise sin styrke og blive ved med at gå forrest, som Irma har gjort i årtier, mener World Animal Protection, der er chokeret over, at landets fyrtårn inden for kvalitet, bæredygtighed og dyrevelfærd har fået dødsstødet.

“Vi mister et absolut fyrtårn inden for kvalitet, bæredygtighed og dyrevelfærd, når Irma ikke længere er en del af det danske landskab,” siger Pernille Fraas Johnsen, senior landbrugskonsulent i World Animal Protection Danmark.

Når Irmapigen forsvinder, frygter hun, at Danmark samtidig mister en afgørende motor, der altid har været med til at trække udviklingen i en positiv retning til fordel for både mennesker og dyr.

“At nedlægge Irma er en ualmindelig dårlig beslutning både for forbrugerne og for konkurrencen inden for detailhandelen. Og hvis vi skal helt op på den store klinge, så er det også et tab for danskernes selvforståelse som firstmover inden for erhvervskultur og det økologiske landbrug,” siger Pernille Fraas Johnsen.

Irma åbnede hylderne for os

FødevareWatch har talt med de fire økologiske fødevareproducenter Agrain, Frankly Juice, Kødbyens Is og Grød, som alle har arbejdet sammen med Irma, da de var på vej ind på markedet, og de giver alle udtryk for, at lukningen af Irma får negative konsekvenser for fødevareinnovationen.

Adm. direktør Aviaja Riemann-Andersen fra Agrain, der producerer mel af restproduktet mask fra landets bryggerier, mener, at Danmark mister en vigtig rugekasse for dansk fødevareinnovation, når Irma lukker:

”Irma var vores entre ind i markedet, og kæden åbnede hylderne for os, da vi kom med et produkt, som ingen kendte eller havde smagt eller forstod. Men det gjorde Irma. Det har været med til at forme os og en kategori, som vi mener er fremtiden inden for fødevarer og et cirkulært fødevaresystem,” siger hun til FødevareWatch.

Andre må fylde hullet efter Irma

Birgitte Jørgensen, markedschef for detail i Økologisk Landsforening betegner Irma som en ideel vej ind på dagligvaremarkedet. Det skyldes især, at kæden har købestærke kunder og et antal butikker, hvor selv ret små producenter kan være med. For at sikre innovationskraften i underskoven af små økologiske virksomheder, som skal være med til at udvikle fremtidens økologiske fødevarer, håber hun derfor, at Coop eller andre aktører i dagligvarehandlen er parat til at udfylde det vakuum, som Irma efterlader.

Kollegaen Carsten Ahrenfeldt udtrykker samtidig forståelse for de strukturelle udfordringer, der har ført til Coops beslutning om at lukke Irma efter et år, hvor energikrise og inflation har slået bunden ud af indtjeningen.

På den længere bane er jeg sikker på, at markedet vil rumme plads til masser af økologisk udbud hele vejen fra discount til high-end.

— Carsten Ahrenfeldt, markedschef, Økologisk Landsforening

”Jeg håber blot, at de tager de værdifulde erfaringer og super-stærke positioneringer fra Irmas satsning på økologi med ind i det nye Coop-koncept. Og når vi taler om strukturelle ændringer i markedet, er det også værd at bemærke, at Rema 1000 nu overtager en række Aldi-butikker; det vil helt sikkert give et løft til økologien, da Rema er klart foran Aldi på økologi-positionering og salg,” siger markedschefen fra Økologisk Landsforening, som sender en stor tak til Irma for den banebrydende indsats, kæden gennem rigtig mange år har ydet for økologien.

”På den længere bane er jeg sikker på, at markedet vil rumme plads til masser af økologisk udbud hele vejen fra discount til high-end,” siger Carsten Ahrenfeldt, som mener, at Irma har bevist, at økologien har et fortsat potentiale og en grundlæggende berettigelse, som giver løfter om, at vi i de kommende år igen vil se stigende vækstrater på det økologiske forbrug.

Søris takker for den fine rejse

Den økologiske grøntsagsproducent Jan Algren fra Søris leverede de første økologiske gulerødder til Irma i begyndelsen af 90’erne. Siden er mange andre grøntsager fuldt efter, og på Irmas Facebook-side takker han for den fine rejse og konstaterer:

”En æra er slut. Danskerne får kun de fødevarer og supermarkeder, som de fortjener. Det var der nok nogle storkøbenhavnske forbrugere med stort økonomisk råderum, som skulle have tænkt på noget før. Hvordan kunne I tro, at Irma kunne overleve ved, at I kun købte kantareller, bearnaise og god rødvin på tilbud?”

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion