Hanegal-familien får en ny kødglad kusine

Online-slagteren Grisogko skal i fremtiden fungere som underleverandør for Hanegal og Future Food Invest.

05. august 2020
Læsetid: 2 minutter
oksebøf
Ifølge de nye ejere skal Grisogko, Future Food Invest og Hanegal fremover fungere som en trestrenget forretning med hver deres selvstændige liv. Foto: Colourbox

I sidste uge opkøbte Hanegal den økologiske producent af færdigretter Fairdig, og nu oplyser ejerne af Future Food Invest ApS, Søren Kenneth Hansen og Michael Vadgaard Jørgensen til FødevareWatch, at de overtager online-slagteren Grisogko.

Future Food Invest overtog sidste år 60 pct. af aktierne i Hanegal, og ifølge de nye ejere skal Grisogko, Future Food Invest og Hanegal fremover fungere som en trestrenget forretning, der kan supplere hinanden med bl.a. sortimentsudvikling og opnå stordriftsfordele ved eksempelvis fælles emballageindkøb.

"Det er vigtigt at understrege, at virksomhederne kommer til at leve deres eget selvstændige liv, men kan fungere som underleverandør for hinanden. Vi gør det for at få en bred markedsposition," siger Søren Kenneth Hansen, til FødevareWatch, hvor han betegner de tre virksomheder som "kusiner og fætre" i en familie, som også omfatter Top Food.

Hovedparten af sortimentet hos Grisogko er konventionelt, men selskabet sælger både økologisk kød og ost, men Søren Kenneth Hansen oplyser til Økologisk Nu, at det seneste opkøb ikke ændrer ved, at Hanegal fortsat udelukkende skal producere økologiske fødevarer.