Annonce

Annonce

Filpe Leal og Mathilde Jakobsen med grøntsager i hænderne

Filipe Leal og Mathilde Jakobsens platform Fresh.Land sikrer landmændene en bedre afregning og kunderne friskere varer, og nu sigter de mod det svenske marked og en samlet omsætning, der nærmer sig 50 mio. kr. i indeværende år. Foto: Keyvan Bamdej / Bamdej Communication

Frugten hænger stadig på træet, når kunder bestiller den hos Fresh.Land

Iværksættervirksomheden Fresh.Land oplever så stor vækst, at den nu sigter mod Sverige og mere end en tredobling af omsætningen i indeværende år.

Kun fire-fem dage efter, at frugter og grøntsager er høstet i Portugal eller Spanien, leverer Fresh.Land kasserne med de importerede varer ud til kunderne i Danmark.

Det betyder at de økologiske appelsiner, bær og grøntsager, har en friskhed, som supermarkederne sjældent kan hamle op med, og salget i det unge iværksætterselskab går nu så godt, at ejerne tester konceptet i Sverige.

»Vi bruger Sverige som et testmarket ifht. at ændre vores tankegang til at tænke internationalt,« siger Mathilde Jakobsen.

Hun udviklede konceptet bag Fresh.Land sammen med sin portugisiske kæreste, Filipe Leal, da de oplevede, hvordan hans far blev presset af de lokale mellemhandlere, når han skulle sælge sine appelsiner.

»Mellemhandlerne havde delt markedet mellem sig, og tidligere havde min svigerfar og de øvrige avler reelt ikke andre steder at sælge deres varer,« siger Mathilde Jakobsen.

Hverken Mathilde Jakobsen eller hendes kæreste havde baggrund i fødevareindustrien, men de valgte alligevel at opsige deres job i henholdsvis Coloplast og McKinsey og investere deres opsparing og en masse timer i etableringen af deres egen netportal.

»Vi besluttede at hjælpe ham med at opbygge en alternativ salgskanal, men vi opdagede hurtigt, at der var mange ting, som ikke fungerede. Mange varer blev overfladebehandlet med forskellige former for kemi. Det ville vi ikke lægge navn til, og hvis vi skulle skabe en bæredygtig produktion, var vi nødt til at gentænke hele fødevaredistributionskæden og sikre at der kom mere indtjening tilbage til farmerne,« siger Mathilde Jakobsen.

Hun betegner det som en systemisk fejl, at farmerne kun måtte forhandle pris med mellemhandlerne en gang om året.

»Det betød, at hvis noget gik galt i løbet af året, var der kun farmeren til at betale, men det har vi løst med vores platform, hvor vi kan sikre en høj kvalitet og en god afregning ved at overflødiggøre mellemhandlerne og følge varerne helt fra landmanden og ud til kunden i Danmark,« siger den 33-årige iværksætter, som kun sælger de produkter, som er i sæson.

Derfor har Fresh.Land hverken behov for at investere i et dansk lager eller pakkeri, og selskabet har outsourcet hele distributionen. Grundtanken er, at produkterne på intet tidspunkt står stille på et kølelager, og allerede få timer efter, at de ugentlige leverancer af frugt og grønt lander i et distributionscenter i Greve, er de første kasser omfordelt til mindre varebiler, som leverer dem ud til kunderne samme dag. 

Fresh.Land blev oprindeligt grundlagt for at hjælpe Mathilde Jakobsens portugisiske kærestes far ud af hænderne på griske mellemhandlere, når han skulle sælge sine appelsiner, men i dag handler selskabet med en bred vifte af friskhøstede frugter og grøntsager fra flere lande
Fresh.Land blev oprindeligt grundlagt for at hjælpe Mathilde Jakobsens portugisiske kærestes far ud af hænderne på griske mellemhandlere, når han skulle sælge sine appelsiner, men i dag handler selskabet med en bred vifte af friskhøstede frugter og grøntsager fra flere lande. Foto: Fresh.Land

Friskheden kan smages

»Når jeg plukkede appelsinerne lige fra træet hjemme hos min portugisiske svigerfar, havde de en hel anderledes sød og frisk smag. Når jeg køber appelsiner i et dansk supermarked, kan jeg slet ikke genkende smagen,« siger Mathilde Jakobsen om baggrunden for Fresh.Lands succes.

»Vores mission er at forkorte vejen fra jord til bord ved at springe alle unødvendige mellemhandlere over.« Den korte vej fra landmand til kunde er med til at sikre en bedre kvalitet og større friskhed, og ifølge Mathilde Jakobsen er det hovedårsagen til, at Fresh.Land har fået succes og hver uge sender ca. 10.000 kasser med primært økologisk frugt og grønt ud til private kunder i hele Danmark.

Under coronakrisen mistede vi meget af vores salg, men så ringede Mathilde fra Fresh Land, og i dag leverer vi 100 kasser med syv forskellige slag spirer, rodfrugter og mikrogrønt, så man kan godt sige, at de har reddet vores omsætning.

— Gartner Fredrik Sahlin, Godis Grønt

»Sidste år omsatte vi for 13 mio. kr. Under coronakrisen røg salget lige et ekstra gear op, og væksten fortsætter, efter at landet er åbnet op, og i år forventer vi at omsætte for tæt på 50 mio. kr.«

Selv om de begge har rundet 30 år, har de endnu ikke fået børn.

»Det er vores 'baby' at få firmaet op at flyve, og det gør det nemmere at acceptere, at vi som kærester begge investerer så megen tid i selskabet,« siger Mathilde Jakobsen.

Hovedparten af kunderne er i dag private, men da parret i 2015 stiftede Fresh.Land, var det tanken at skabe en B2B-forretning. Salget udviklede sig dog kun langsomt, og det var først, da de i 2019 ændrede strategi, at salget for alvor tog fart. De nedjusterede kassestørrelserne til typisk kun at rumme 4 kg og siden har kendskabet til den nye distributionskanal spredt sig fra mund til mund i det private segment. Hidtil har selskabet stort set ikke brugt penge på markedsføring, men med lanceringen i Sverige bliver det formentlig nødvendigt at skrue op for markedsføringen.

Godis Grønt er et lille nystartet, økologisk gartneri i Lejre, som producerer ca. 60 forskellige sorter i drivhus og på friland.

»Under coronakrisen mistede vi meget af vores salg, men så ringede Mathilde fra Fresh.Land, og i dag leverer vi 100 kasser med syv forskellige slags spirer, rodfrugter og mikrogrønt, så man kan godt sige, at de har reddet vores omsætning,« siger gartner Fredrik Sahlin, som driver gartneriet på to ha. lejet jord sammen med kollegaen Christina Viuff Sand.

De roser Fresh.Land for at være god til at videreformidle værdierne bag deres gartneri. Det gør det muligt at opnå en højere pris, og deres 100 ugentlige kasser bidrager i øjeblikket med over halvdelen af gartneriets omsætning.

Fresh.Land oplyser, at selskabet søger nye samarbejdspartnere, der mangler distribution af danske, økologiske sæsonvarer.

Flere artikler fra samme sektion

Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil

Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.

21-11-2024 4 minutter Detailhandel,   Mærkning

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.

20-11-2024 2 minutter Forbrug

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter