Annonce
Annonce
Medstifter af Fresh.Land, Mathilde Jakobsen, og Emmerys adm. direktør Shahriar Bakhshpour kom i kontakt med hinanden under coronakrisen, og de så begge fordele i at etablere et samarbejde. PR-foto: Fresh.Land
Fresh.Land laver samarbejde med Emmerys
Begge parter ser potentiale i onlinebrødsalget via Fresh.Land, da kunderne ikke længere behøver at besøge de fysiske butikker, for at få fingre i friskbagt, økologisk bagværk
Brødproducenten Emmerys har indgået et samarbejde med frugtkasseleverandøren Fresh.Land, som er begyndt at levere kasser med friskbagt brød og kager direkte til kundernes døre sammen med deres økologiske frugt og grøntkasser.
Samarbejdet omtalte FødevareWatch allerede i sidste uge, og på Fresh.Lands hjemmeside kan man læse mere.
"Vi er gået sammen med Emmerys, og kan som noget helt nyt levere frisk bagværk direkte til din hoveddør. Kassen er sammensat, så den passer perfekt til en tur i sommerhus, hvor der gerne må være plads til lidt ekstra forkælelse."
Sådan præsenter Fresh.Land de første kasser med bagværk fra Emmerys, som landede hos kunderne for et par uger siden. Brødkasserne kan bl.a. indeholde rugbrød, briocheboller, foccaciabrød, kammerjunker, granola, chokorug og forskellige tærter m.m.
Indholdet af en kasse er beregnet til at dække en lille husstands behov over en uge. Lanceringen efter corona-nedlukningen af landet og midt i sommerferien, som er en stille periode, var ifølge Fresh.Land en perfekt timing, da det gav partnerne mulighed for at teste kasse-sammensætningen af og lave et 'soft launch' af konceptet. Selskabet oplyser, at kunderne har taget flot imod initiativet, og de giver positive tilkendegivelser om samarbejdet og kasserne, som hver uge er vækstet i salg.
Direktør Mathilde Jakobsen stiftede Fresh.Land sammen med kæresten Filipe Leal tilbage i 2015, og hun beskriver det nye samarbejde med Emmerys som et 'kerneværdisamarbejde'.
Ideen bag Fresh.Land bygger på, at frugter og grøntsager først bliver høstet, når varerne er bestilt. På den måde går der typisk kun fire dage fra appelsinen eller melonen er høstet, til den lander direkte hos kunden, uden at kasserne blive håndteret af fordyrende mellemled, som forlænger transporttiden. Længere transporttid er lig med længere opbevaring, som kræver ekstra nedkøling, som øger CO2-aftrykket.
Nu håber Mathilde Jakobsen, at selskabets effektive distribution kan være med til at løfte salget hos Emmerys, hvis omsætning er skrumpet en del under coronakrisen.
"Vi deler de samme kerneværdier, og vi henvender os til de samme kunder, som kommer fra hjem, hvor familien har taget aktivt stilling til, hvad de vil spise. På den måde kan vi sammen være med til at understøtte kundernes ønske om at købe flere rene og økologiske kvalitetsprodukter," siger Mathilde Jakobsen til Økologisk.Nu.
Både hun og Emmerys adm. direktør Shahriar Bakhshpour ser spændende perspektiver i at sælge friskbagte brød og kager via Fresh.Lands platform, da netop økologi og friskhed er nøgleparametre for varerne fra begge selskaber.
"Coronakrisen har været hård for alle og ligesom resten af branchen, har vi været ramt. De fleste af vores lokationer er placeret ved trafikknudepunkter, så når folk arbejder hjemme, kommer de ikke i samme grad forbi vores butikker," siger Shahriar Bakhshpour," i en kommentar om det nye samarbejde til FødevareWatch.
Jeg er imponeret over, hvordan svenskerne har taget imod vores kasser. De er overraskede over, at vi kan levere så friske varer.
— Mathilde Jakobsen, Fresh.Land
"I første omgang har vi etableret samarbejdet for at teste, om det er en god ide. Lige nu kan vi godt mærke, at mange danskere går hjemme, hvor de har god tid til selv at bage og dyrker deres egne råvarer," siger Mathilde Jakobsen, som pointerer, samarbejdet ikke kun er en fordel for Emmerys.
Der er nemlig planer om, at et lille udvalg af de mest populære kasser med frugt og grønt fra Fresh.Land skal finde vej til Emmerys butikker, og ifølge direktøren er det også tanken, at bagerikæden skal bruge nogle af selskabets friske råvarer som ingredienser i brød og kager.
Sideløbende med udviklingen af det nye brødsamarbejde har Fresh.Land benyttet sommeren til at lancere de første frugt- og grøntkasser i Sverige, og Mathilde Jakobsen glæder sig over, hvordan konceptet er blevet modtaget på den anden side af Øresund.
"I morgen sender vi det fjerde hold kasser til Sverige, og jeg er imponeret over, hvordan svenskerne har taget imod vores kasser. De er overraskede over, at vi kan levere så friske varer," siger Mathilde Jakobsen, som oplyser, at Tyskland bliver det næste mål for Fresh.Lands kasser.
"Da kasser bliver pakket ude hos producenterne, handler det bare om at droppe nogle kasser af, når vores lastbiler kører gennem Tyskland," siger direktøren.
Hun forventer at få de første tyske kunder i løbet af efteråret eller i starten af 2021.
Flere artikler fra samme sektion
Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil
Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.