Det kan gøre mere skade end gavn at stigmatisere ultraforarbejdet mad

Denne kronik er oprindeligt bragt på engelsk på The Conversation d. 27. oktober

Af: Beverley O'Hara, lektor i ernæring, Leeds Beckett University

Joe Wicks’ dokumentar fra 2025 om “dræber-proteinbarer” fremhæver, hvordan selv velmente forsøg på at skabe opmærksomhed om mad nogle gange kan komme til at forsimple komplekse folkesundhedsproblemer. Programmets præmis – at udvikle og markedsføre en angiveligt “farlig”, tilsætningsstof-fyldt “ultraforarbejdet” fødevare for at presse regeringen til handling – har til formål at sætte gang i en debat om det moderne fødevaresystem.

Men når fødevarer fremstilles som iboende “farlige”, risikerer det at fordreje videnskaben og øge den offentlige forvirring om ernæring.

At puste til frygten for ultra-forarbejdede fødevarer (UPF’er) fremkalder ofte psykologisk modstand, som kan få folk til helt at ignorere sundhedsbudskaber eller – paradoksalt nok – fastholde netop den adfærd, der kritiseres. Fortællingen om, at “forarbejdet er lig med dårligt”, kan også skabe skyldfølelse, angst og forstyrret spisning og stigmatiserer fødevarer, som spises af mange – især af mennesker med lavere indkomster.

Fejlinformationen i programmet bidrager til det, som Verdenssundhedsorganisationen WHO kalder en “infodemi”; den hurtige spredning af falsk eller vildledende sundhedsinformation. Ernæring er blevet et af de emner, hvor der florerer mest misinformation på sociale medier, hvor personlige holdninger ofte præsenteres som videnskabelige fakta. En gennemgang fra 2023 fandt udbredte unøjagtigheder i kostråd online, hvilket yderligere bidrager til offentlig forvirring og mistillid til videnskaben.

Dokumentationen for, at UPF’er fører til dårligere helbred, er langt fra entydig. Systematiske gennemgange viser, at mange studier, som finder sammenhænge mellem UPF’er og sygdom, bygger på observationsdata, der vurderes som lav eller meget lav kvalitet. Det betyder, at de ikke kan bevise, at UPF’er forårsager sygdom. Den seneste forskningsgennemgang konkluderer, at UPF-kategorien bidrager med begrænset videnskabelig værdi, når man vurderer sammenhænge mellem kost og sygdom.

Selv blandt forskere er der heller ikke enighed om, hvordan fødevarerne præcist skal klassificeres. Forskning har vist, at både forbrugere og ernæringseksperter har svært ved konsekvent at identificere, hvilke fødevarer der lever op til kriterierne for at være “ultraforarbejdede”. På trods af denne usikkerhed mener omkring 65 pct. af europæerne, at UPF’er er dårlige for deres helbred.

En del af problemet ligger i, hvordan begrebet bruges. “Ultraforarbejdet fødevare” er blevet en samlebetegnelse, der ofte anvendes til at fremme ideologiske synspunkter om moderne fødevaresystemer, frem for at fungere som en præcis videnskabelig kategori. NOVA-klassifikationen, som oprindeligt introducerede begrebet, var tænkt som et forskningsværktøj – ikke som en moralsk rangordning af fødevarer. Over tid er den dog blevet fortolket som en genvej til at skelne mellem “god” og “dårlig” mad.

Vi har længe vidst, at visse fødevarer med højt indhold af salt, sukker og mættet fedt – traditionelt kaldet “junkfood” – ikke er sunde. At omdøbe dem til UPF’er tilfører kun begrænset ny viden og risikerer at fjerne fokus fra de reelle strukturelle forhold, der afgør, hvad folk spiser. De handler blandt andet om prisen på sunde fødevarer, aggressiv markedsføring af usunde produkter samt uligheder i tid, indkomst og adgang til køkkenfaciliteter.

Selv regeringer kan blive påvirket af forsimplede fortællinger, der placerer skylden for kostproblemer hos selve fødevareforarbejdningen frem for social- og økonomisk politik. Kritikere peger for eksempel på, at politiske diskussioner om at forbyde UPF’er kan aflede opmærksomheden fra mere meningsfulde reformer, som faktisk kunne gøre sunde fødevarer billige og tilgængelige.

Ernæringsvidenskab er kompleks og udvikler sig gradvist. Denne anti-UPF-fortælling er tillokkende, fordi den tilbyder sikkerhed i en verden, hvor mange efterspørger klare svar. Men netop derfor bliver offentligheden særligt sårbar over for misinformation. At gøre foreløbige forskningsresultater til sensationsoverskrifter har længe været en indbringende forretning for wellness-industrien. Det sælger bøger, opbygger brands og øger følgerskarer online.

Endnu mere bekymrende er det, hvor let denne type budskaber glider over i konspirationstænkning, hvor “Big Food” og “Big Science” fremstilles som skurke. Følelsesladet sprog, som at kalde sukker for “gift”, fremmer frygt og mistillid til videnskaben. Fødevareindustrien bliver karikeret som ond, anklaget for bevidst at udvikle “afhængighedsskabende” og “farlige” produkter for at skade forbrugerne.

Denne fortælling er ikke blot misvisende, men også skadelig. Den undergraver legitim fødevarevidenskab og folkesundhedsforskning, som kan bidrage til at udvikle bæredygtige og næringsrige løsninger i fremtiden. Den samme sektor, der producerer usunde bekvemmelighedsprodukter, beskæftiger også forskere og innovatører, som arbejder med sundere og mere bæredygtige fødevarer.

Fremtidens sunde kost vil afhænge af teknologier som plantebaserede proteiner, fermentering og nye metoder til fødevareproduktion. At skabe frygt omkring fødevareforarbejdning bremser denne udvikling og gør det sværere at håndtere globale udfordringer inden for ernæring og klima.

Madvalg formes ikke kun af personlige præferencer, men også af de systemer, mennesker lever i. Personer med højere indkomster og større fleksibilitet kan ofte modstå systemiske pres. Det kan de fleste ikke. For mange husholdninger giver forarbejdede fødevarer bekvemmelighed, overkommelighed og stabilitet. At udskamme folk for at spise den mad, de har råd til – eller er vokset op med – ignorerer hverdagens realiteter.

En enlig forælder med to job har ikke brug for at få at vide, at barnets morgenmadsprodukt er “ultraforarbejdet”. Vedkommende har brug for adgang til sunde, prisvenlige fødevarer, som passer til deres livssituation.

Kommunikation om folkesundhed kræver faglighed. En lægeuddannelse gør ikke automatisk nogen til ernæringsekspert, ligesom en diætist ikke ville udgive sig for at være hjertekirurg. Eksperter, der udtaler sig offentligt om ernæring, bør have relevante kvalifikationer og professionel akkreditering inden for folkesundhedsernæring.

Mennesker har krav på rådgivning, der giver dem handlekraft frem for forvirring. De har brug for korrekt og afbalanceret information, formidlet af kvalificerede fagfolk, der forstår ernæringsvidenskabens kompleksitet. Den måde, vi taler om mad på, betyder noget. Den former den offentlige debat, sundhedspolitikken og fremtiden for vores fødevaresystemer.

Måske er tiden kommet til at bevæge sig videre fra begrebet “ultraforarbejdede fødevarer”. Det, der begyndte som et forsøg på at beskrive moderne kostvaner, er blevet en kilde til forvirring, moralske domme og fejlagtig frygt. Mærkatet hjælper ikke længere mennesker til at træffe bedre valg. Tværtimod risikerer det at forvandle vigtige samtaler om mad, sundhed og ulighed til kulturkampe.

Hvis vi vil opbygge et sundere og mere retfærdigt fødevaresystem, må vi fokusere mindre på fængende etiketter og mere på evidens, lighed og oplysning.