Annonce

Annonce

En kvinde sidder på en restaurant og tager et stykke kød fra et fad

Det gavner folkesundheden og økonomien, hvis danskerne skruer op for frugt, grønt, fisk og fuldkorn og ned for rødt og forarbejdet kød, sukker, mættet fedt og salt, viser en ny rapport fra Københavns Universitet. Foto: Colourbox

Der kan spares liv og milliarder, hvis vi spiser mindre kød og mere grønt

Det vil årligt redde over 1.000 menneskeliv, og samfundet sparer milliarder, hvis danskerne skærer ned på kødet og op for grøntsagerne, viser en ny rapport.

En samfundsøkonomisk gevinst på ca. 12 mia. kr. og 1.069 menneskeliv reddet om året.

Det er belønningen, hvis danskerne følger kostrådene, hvilket betyder, at der skal skæres ned særligt på kød, salt og mættet fedt og op for bl.a. grøntsagerne. 

Det viser en ny rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourcerøkonomi ved Københavns Universitet, der af Miljø- og Fødevareministeriet er blevet bedt om at regne på gevinsterne ved, at danskerne i højere grad lever op til de officielle kostråd.

"Danskernes kostvaner ligger generelt langt fra de officielle kostråd, og mere end halvdelen af den voksne del af befolkningen er overvægtige. Det har konsekvenser for individernes sundhed og for samfundet," lyder det bl.a. i rapporten.

Kostrådene

  • Mere frugt, grønt, fisk og fuldkorn
  • Flere magre mejeriprodukter
  • Mindre rødt/forarbejdet kød, sukker, mættet fedt og salt

Særligt hvis forbrugerne får mindre salt, rødt- og forarbejdet kød samt mættet fedt, kan der være store gevinser at hente. Også mere fuldkorn, frugt, grønt, fisk og skaldyr vil kunne gavne både samfundsøkonomien, livskvaliteten og levetiden, viser rapporten.

Den samfundsøkonomiske gevinst vil bl.a. vise sig i sparede sengepladser på sygehusene, forbedret arbejdsproduktivitet og værdien af øget lilvskvalitet.

"Vi kan alle på hver vores måde gøre en forskel for vores egen livskvalitet, samfundet og jo også for klimaet, hvis vi spiser sundere," siger fødevareminister Mogens Jensen (S), som næste år lancerer nye, klimavenlige kostråd, og han har bedt Fødevarestyrelsen medtænke rapportens pointer, når kostrådene udarbedjes.

Dansk Vegetarisk Forening har gennem to år presset på for at få undersøgelsen lavet.

"Tallene viser, at det også på bundlinjen vil være en fremragende idé," generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl til politiken.dk.

Rapportens konklusion giver også medvind til Økologisk Landsforening, der gennem flere måneder har spredt budskabet om, at der skal spises og produceres mindre kød og mere grønt. Foreningen argumenterer især med, at det ikke er bæredygtigt, fordi produktionen er pladskrævende og klimabelastende, og den husdyrproduktion, foreningen vil have plads til, skal være økologisk og give dyrene lov til at komme udenfor.

"Husdyrprodukterne er det eksklusive i køkkenet, men sådan optræder det ikke længere i vores del af verden. Husdyrprodukterne indtager snarere pladsen som basiskosten. Det er her, det går galt, når vi skal sikre et bæredygtigt samfund med mad til en meget stor verdensbefolkning. Det skal der gøres noget ved, og det er det, vi har adresseret med vores budskab om mere grønt, mindre kød – økologisk naturligvis," skrev foreningens landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed, i sin politiske blog i sidste uge.

Forfatterne til rapporten nævner dog det forbehold, at deres beregninger er behæftet med en vis usikkerhed, da de er estimater baseret på en række beregningsforudsætninger. 

Professor Arne Astrup, der er instituteder på Københavns Unviersitets Institut for Idræt og Ernæring, er da også skeptisk over for tallene.

"Desværre er denne type analyser meget afhængige af, at de forudsætninger, man fodrer computeren med, er korrekte, og her er der alvorlige problemer," skriver han i en kommentar til politiken.dk og henviser til, at der bl.a. er mættet fedt i produkter som ost og yoghurt, der anses som sunde.

Andre tidligere undersøgelser er dog nået frem til samme konklusioner om fordelene ved en mere plantebaseret kost. Et studie publiceret i tidsskriftet PNAS vurderede, at USA kunne spare 180 mia. dollars i sundhedsomkostninger og redde over 300.000 liv årligt ved at følge de officielle kostråd. Samme billede - dog med andre tal - ses i Belgien og Storbritannien ifølge anden forskning publiceret i tidsskriftet Nutrition.

I rapporten peger forfatterne også selv på flere studier, der har belyst sammenhængen mellem kost og sygdomsbyrden.

Flere artikler fra samme sektion

Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil

Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.

21-11-2024 4 minutter Detailhandel,   Mærkning

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.

20-11-2024 2 minutter Forbrug

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter