Den store madkamp

Dette er en blog. Økologisk Nu har flere bloggere tilknyttet, som skriver om deres syn på fremtidens bæredygtige fødevaresystem og den aktuelle debat om bæredygtige fødevaresystemer og forbruget. Indlæggene er ikke udtryk for redaktionens holdning. Se alle blogs her

Langt de fleste med indsigt i klimaforandringerne ved, at vi ikke kan vende udviklingen uden også at ændre vores landbrug – og med det vores spisevaner. Vi skal simpelthen spise grønnere. Flere proteiner fra planter og færre fra dyr. Det vil lette presset på naturen, og vi kan nøjes med at dyrke et mindre areal.

Men hvad skal dog betinge den historiske forandring af madvanerne? Der er ikke meget hjælp at hente i de seneste opgørelser over udviklingen af danskernes kost. I Coop kan vi se, at salget af kød er steget, og at plantebaserede alternativer tilsvarende er faldet under corona-krisen.

Senest har Concito offentliggjort en dyster undersøgelse af unges spisevaner. Lige så mange unge som ældre spiser kød. Og hvor de ældre forbrugere spiser mere gris, der har lavere aftryk, spiser de unge mere oksekød, der har højere aftryk. Det nytter altså ikke noget, at vi venter på et nyt ungdomsoprør med linser, bønner og brune ris. Det kommer ganske enkelt ikke.

Når jeg husker tilbage på min barndom i 1980’ernes Lolland, kan jeg se en udvikling af min families spisevaner. Jeg husker en tidlig barndom med en stor køkkenhave og friskhakket kød fra slagteren. Men da min mor efterhånden brugte mere tid på arbejde – og vi fik en stor fryser – svandt køkkenhaven ind og Dansk Fryse Økonomi fyldte maverne med kød. Lørdagskylling var det bedste, vi vidste. Datidens svar på færdigmad, men stadig med fornemmelsen af hjemmelavet, lige fra foliebakken.

I virkeligheden blev vores madkultur ikke ændret, fordi mine forældre besluttede sig for det. Det skete på grund af ændringer i familiens økonomi og i teknologien til opbevaring og tilberedning og som følge af deres behov for at vælge måltider, som fungerede i en stor børnefamilie.

Måske er det at trække analogien for langt, men hvis vi skal tro på en fremtid med grønnere ingredienser i kosten, så er det de samme mekanismer, vi skal bruge i dag: Drop kampagnerne - de flytter simpelthen for lidt og for langsomt. Hvis vi skal via hjernen til maven, skal der andre veje til.

Det, som virker, er teknologiske fremskridt (f.eks. ved at gøre de grønne valg sundere, mere velsmagende, hurtigere at tilberede), det er økonomien (f.eks. ved at gøre de grønne valg billigere – eller de knapt så grønne dyrere) og det er tilgængeligheden eller letheden (så de grønne valg er indbydende, findes hvor jeg køber ind, og kan tilberedes lige så nemt, som det jeg er vant til).

Det kræver en stor og koordineret indsats at skabe den forandring. Det kræver, at man fra politisk hold er villige til at støtte en nødvendig ændring af strukturen i vores fødevareerhverv – så kapital, forskning og støttekroner ikke forbliver bundet op på produktion, forarbejdning og eksport af animalske varer, men i vegetabilske.

Det kræver turbo på produktudvikling i virksomheder og afsætningskanaler, så de nye varer, vi skal leve af, bliver både bedre og billigere end det, der er på hylden i dag. Det kræver sikkert også nye ejerformer – i dag er landbrugets store forarbejdningsvirksomheder ejet af landmænd, som derved også får del i værdiforædlingen, når dyrene eller mælken har forladt gården. Det samme sker ikke, når du dyrker plantebaserede råvarer til konsum. Vi har brug for en vegetabilsk andelsbevægelse.

Og endelig kræver det helt sikkert stort politisk mod til også at pille ved priser og afgifter, når det nu viser sig, at markedets kræfter er for længe om selv at skabe madrevolutionen. Først når ejeren af grillbaren glor underligt på dig, når du på vej hjem fra byturen beder om noget så gammeldags og klimafjendtligt som en oksekødsburger for at pleje dine tømmermænd, har vi sejret.