Dumpekarakter til Danmarks indsats mod madspild

Danmark ligger blandt de to dårligste lande i EU, når det gælder madspild, mens vores svenske naboer klarer sig langt bedre. Det synliggjorde Too Good To Go mandag ved at dele svenske flag ud til københavnerne.

29. september 2025
Læsetid: 2 minutter
Too Good To Go uddeler svenske flag i København
Too Good To Go markerede mandag FN’s internationale dag mod madspild ved at hænge svenske flag op på virksomhedens hovedkontor på Østerbro og uddele flag til forbipasserende ved blandt andet Christiansborg og Kongens Nytorv. Foto: Too Good To Go

Formålet med at uddele svenske flag ud til københavnerne på FN’s internationale madspildsdag var at skabe opmærksomhed om en ubekvem kendsgerning: Danmark ligger i bunden i EU, når det gælder madspild, kun overgået af ét land, mens vores svenske naboer, som ellers ligner os på de fleste områder, klarer sig markant bedre, skriver Too Good To Go i en pressemeddelelse.

“Det her er vores bidrag til at minde danskerne om, at vi har et problem. Vi ligger alt for højt, og vi har ikke rykket os. Derfor gør vi det synligt på FN’s internationale madspildsdag med et budskab, som alle kan forstå. Vi håber, det får flere til at stoppe op og tage deres egne vaner op til revision,” siger Ken Vanhoegaerden, landedirektør i Too Good To Go.

Han mener at der er brug for forandring, og Too Good To Go håber, at Danmark i fremtiden kan fejre dagen med Dannebrog i stedet:
“En dag kan vi forhåbentlig hejse Dannebrog på madspildsdagen, fordi vi er stolte af vores fælles indsats. Det er tid til revanche og til at vise flaget i madspildskampen,” siger Ken Vanhoegaerden.

De seneste tal fra Eurostat viser, at danske husholdninger smider langt mere mad ud end de svenske. I Danmark smider vi det, som svarer til 86,5 kg pr. person om året mod 57 kg i Sverige. Tallene gør Danmark til en af de dårligste i EU, når det gælder madspild.

Med over 120 mio. registrerede brugere og mere end 180.000 aktive partnere på tværs af 19 lande i Europa, Australien og Nordamerika er Too Good To Go en certificeret B Corp-virksomhed, der driver verdens største markedsplads for overskudsmad.