Undersøgelse finder udbredt forurening fra glyphosat-rest i kaffe - også de økologiske
En test af kaffe på det amerikanske marked har fundet rester af et nedbrydningsprodukt fra glyphosat i størstedelen af prøverne, også de økologiske. Herhjemme har man hos Peter Larsen Kaffe dog tillid til, at de kontroller, som de økologiske leverandører skal leve op til, sikrer en glyphosatfri kaffe.

Morgenkaffen er måske ikke helt så uskyldig, som den ser ud. En ny undersøgelse fra amerikanske Clean Label Project har nemlig påvist spor af pesticidrester, tungmetaller og hormonforstyrrende stoffer i 57 prøver af kaffe fra de 45 mest solgte producenter på det amerikanske marked.
Mens der kun blev fundet små mængder glyphosat i de testede kaffer, viste analyserne “signifikante” niveauer af glyphosats nedbrydningsprodukt AMPA. Ifølge rapporten har restproduktet en længere halveringstid end glyphosat og kan ophobes i jord og vand, hvorfra det optages af planterne. Forskning har tidligere peget på, at stoffet kan være hormonforstyrrende og påvirke nervesystemet.
Overraskende nok blev AMPA påvist i 100 pct. af de 12 økologiske kaffeprøver, selv om brugen af glyphosat er forbudt i økologisk produktion. Til sammenligning testede 29 ud af 45 konventionelle prøver positivt for AMPA.
Ser man på alle forureningstyper, der blev testet for, klarede de økologiske varianter sig dog generelt bedst i undersøgelsen.
Ifølge Clean Label Projects direktør, Molly Hamilton, kan forklaringen være forurening fra nærliggende konventionelle marker via afstrømning eller luftbåren spredning, snarere end at der er tale om svindel. Hun beroliger samtidig med, at niveauerne af rester i kaffeprøverne generelt var meget lave:
"Selvom der var nogle forurenende stoffer til stede, blev de fleste fundet i minimale mængder og langt under EU's sikkerhedsgrænser pr. 170 g servering. Det betyder, at kaffe generelt er sikker," siger hun ifølge CNN og understreger i øvrigt, at kaffe - trods fundene, som generelt var på lave niveauer - har været blandt de reneste produktkategorier, man har testet.
Flere kontroller af danske øko-bønner
Henrik Biilmann, adm. direktør hos Peter Larsen Kaffe, mener, at de danske forbrugere trygt kan vælge deres økologiske varianter, når de køber kaffe herhjemme, fordi den kontrolleres i flere led.
"Undersøgelsen giver ikke anledning til uro hos os. Hos Peter Larsen Kaffe gør vi alt, hvad vi kan, for at have styr på sådan en problematik og økologien i det hele taget," siger han til Økologisk Nu.
Han forklarer, at virksomheden har "et fintmasket net" af kontroller, fra bønnen dyrkes, til den ligger i kaffeposen i et dansk supermarked.
Først og fremmest har man et 'code of conduct', som alle leverandører skal leve op til. Han anerkender, at de producenter, som indgik i undersøgelsen, selvfølgelig også kan have haft en sådan aftale og efterlevet den, da den ikke forhindrer glyphosat-forurening fra en nærliggende farm. Code of conduct er dog ikke det eneste sikkerhedsnet i processen, forklarer Henrik Biilmann:
"Langt de fleste af vores økologiske bønner er også Fairtrade- eller Rainforest Alliance-certificerede, så der er en form for dobbeltkontrol på råvarerne."
Rainforest Alliance stiller også krav til brugen af pesticider, og selvom der ikke her er samme grad af forbud som i økologien, kontrolleres bøndernes forbrug også her. Har de både Rainforest Alliance-mærket og den økologiske certificering, er det det økologiske totalforbud mod syntetiske pesticider, der gælder.
"Derudover følger et certifikat med bønnerne, når de bliver afskibet, og det indeholder bl.a. en attest på, at der ikke er brugt glyphosat. Når bønnerne modtages, bliver der så lavet stikprøvekontroller, hvor vi tester for pesticider, tungmetaller og i det hele taget uønskede elementer i kaffen," forklarer Henrik Biilmann og tilføjer:
"Når vi taler kaffe, er der jo en lang forsyningskæde, men vi føler os sikre på, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at der er helt styr på det her."
Forurening fra emballagen
Undersøgelsen viste også, at emballagen spiller en rolle for, hvad der ender i kaffekoppen. Prøver fra dåser og kapsler indeholdt højere niveauer af ftalater end kaffe i poser.
Ftalater er en gruppe kemikalier, som er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter og er tidligere sat i forbindelse med bl.a. nedsat sædkvalitet, misdannelser hos drengebørn, kræft, astma og overvægt.
Clean Label Project planlægger nu at undersøge nærmere, hvorfor indholdet af ftalater varierer med emballagetypen.
Indholdet af tungmetaller varierede alt efter dyrkningsområde. Prøverne kom fra Brasilien, Colombia, Costa Rica, Etiopien, Guatemala, Kenya, Peru og Hawaii, og her havde kaffe fra Afrika de laveste niveauer, mens kaffe fra Hawaii – hvor den vulkanske jord naturligt indeholder flere metaller – lå højest.
Samtidig viste analyserne, at alle kaffeprøver indeholdt små mængder af akrylamid; et stof der dannes ved ristning og kan være kræftfremkaldende i høje doser. Niveauerne var højest i mellemristet kaffe, mens mørk- og lysristet lå lavere, men uanset ristningen var niveauet af akrylamid generelt lavt.
Forskellen skyldes, at mørkristet kaffe ristes på en lavere temperatur over lang tid, og den lysristede bliver ristet mindst, hvorimod de mellemristede bønner ristes på en højere temperatur i længere tid.
Molly Hamilton oplyser også, at det ikke er undersøgelsens hensigt, at folk skal stoppe med at drikke kaffe - den skal derimod ses som en guide til, hvordan man kan vælge den reneste kop kaffe.
Rapporten peger på, at man kan reducere sit indtag af uønskede stoffer ved at vælge kaffe i poser frem for dåser og kapsler samt gå efter enten de mørkeste eller de lyseste ristninger. Samtidig anbefales det at være opmærksom på, hvor kaffen er dyrket, da dyrkningsstedet påvirker tungmetalindholdet.
Der blev foretaget i alt 7.069 prøver på et certificeret laboratorium, som både testede for forskellige pesticider, tungmetaller, giftige svamperester og ftalater.