Danske producenter af plantebaseret økologi banker på køkkendøren i Bayern
Tre intensive dage har gødet jorden for yderligere dansk eksport af plantebaserede fødevarer til foodservicebranchen i Sydtyskland, hvor Økologisk Landsforening vurderer, at der der er gode muligheder for at øge den danske eksport.

Organic Denmark og Bio Aus Dänemark har gennemført en målrettet eksporttur til Bayern. Den skal styrke forbindelsen mellem danske producenter af plantebaserede økologiske fødevarer og centrale aktører i den tyske foodservicebranche.
Fokus på DACH-landene
-
Eksportturen var arrangeret med støtte fra Plantefonden via det toårige projekt ”Danske plantebaserede økologiske råvarer til foodservicesektoren i Tyskland, Østrig og Schweiz.”
-
Projektet skal bane vej for en øget eksport af plantebaserede løsninger og økologiske varer til de tre DACH-lande.
Inden hjemturen var der desuden tid til et kort visit ved Oktoberfesten i München, hvor økologien har slået rod i flere af de telte, som udgør hjertet i den traditionsrige folkefest..
Under turen til Bayern fik en række danske virksomheder – herunder Dragsbæk A/S, Kombucha Time, Løgismose, Nocla, Reduced og Good Sodas® – mulighed for at promovere deres plantebaserede produkter for foodgrossisterne Ökoring, EPOS Bio Partner Süd GmbH og Rittner Food Service GmbH & Co.
De er nogle af regionens mest indflydelsesrige grossister, når det handler om økologiske drikke- og fødevarer til foodservicebranchen. Ud over at smage på de danske varer, fik grossisterne mulighed for at udveksle konkrete idéer til, hvordan økologiske løsninger fra Danmark kan integreres i de professionelle køkkener i Tyskland.
Værdifuldt indblik i markedet
”De danske virksomheder viste, hvordan innovation og økologi kan gå hånd i hånd og skabe produkter, der både smager godt og fungerer i storskalaproduktion,” siger projektleder Dennis Hvam, som er international markedschef i Økologisk Landsforening.
”Besøgene gav et værdifuldt indblik i det tyske marked, hvor efterspørgslen på bæredygtige alternativer er stigende – specielt i den offentlige sektor, men også i private kantiner,” siger markedschefen.
Han er ikke i tvivl om, at der opstår nye muligheder for samarbejder, innovation og bæredygtig udvikling, når de danske producenter og deres produkter møder de tyske køkkener.
”Men turen har også vist, at Danmark har noget at lære af de tyske foodservicekolleger, så det er åbenlyst, at mere samarbejde og udveksling af best practices fra begge sider vil styrke den økologiske udvikling i foodservicesektoren i både Tyskland og Danmark,” siger Dennis Hvam.
Dragsbæk fik kik på bagerierne
Den vurdering er Stephan Laustrup - key account export hos Dragsbæk A/S, enig i. Han er samtidig en smule overrasket over bredden af det tyske sortiment.
”Tyskland er selv storproducent af økologiske plantedrikke og fedtstoffer, og de tyske grossister, som vi mødte, havde et meget fint økologisk sortiment. Men de har samtidig meget fokus på lokale varer, og der er hård konkurrence fra flere multinationale og lokale producenter, og det kan blive en udfordring for os, hvis vi skal eksportere flere økologiske varer til Tyskland,” vurderer Stephan Laustrup.
Men der skal mere til at stoppe en jysk sælger og han kom hjem med flere interessante kontakter og et godt bud på, hvordan Dragsbæk skal angribe det tyske marked.
”Jeg havde taget vores egne plantedrikke og smørbare produkter fra Naturli’ med til Tyskland. De er i forvejen kendt rundt om i verden, men jeg tror måske lidt mere på, at det er muligt at finde økologiske industrikunder i den tyske bageribranche,” siger den danske sælger, som håber, at Dragsbæks konventionelle sortiment, måske kan blive nøglen til at sælge mere økologi syd for grænsen.
”Hvis vi skal eksportere til Tyskland, handler det om at få noget volumen på, så vi kan fylde nogle paller, og her er det måske nemmere for os først at komme ind med konventionelle varer, som så siden kan trække nogle økologiske varer med sig,” siger Stephan Laustrup.
Økologi i ølteltene
Som punktum for tre travle dage i Bayern slog den danske delegation et smut forbi München og Oktoberfesten, som er verdens største folkefest, som hvert år tiltrækker 6-7 mio. ølglade gæster.
I ’Ammer-teltet’, som et af de ældste og mest traditionsrige telte ved Oktoberfeste, mødte de danske gæster Johanna Zierl fra Bioland, som været med til at omlægge maden i flere af teltene til økologi, og hun har også hjulpet familien Schmidbauer med at indføre økologi i Oktoberfest-menuen i Ammer-teltet.
Familien driver kyllinge- og anderisteriet Ammer, som i 2000 blev omlagt til økologi, og de har helt tilbage fra 1885 haft ansvaret for maden i Oktoberfestens næstældste telt, hvor de tilbyder flere økologiske retter.
”Det viser, at potentialet for økologi ikke kun findes i de klassiske foodservicekanaler, men også i de mere uventede og kulturelt traditionsbundne sammenhænge – selv midt i en fest, der historisk har været domineret af konventionelle og kødfulde måltider,” siger Dennis Hvam, som selv vender tilbage til Tyskland, når ØL og Bio Aus Dänemark i februar traditionen tro står for den danske fællesstand på Biofach i Nürnberg, hvor der stadig er ledige pladser.
Men allerede i november er der mulighed for at besøge en økologimesse, når Easyfairs xx afholder Nordic Organic Expo