Nyt projekt giver et tiltrængt boost til økologiske grøntsager fra danske marker
Økologiske grøntsager udgør en forsvindende lille del af dansk fødevareproduktion. Et nyt samarbejde på tværs af hele værdikæden skal derfor give de danske øko-grøntsager et tiltrængt boost via en massiv indsats, der både skal øge produktionen og give en større efterspørgsel blandt forbrugerne.
“Innovationscenter for Økologisk Landbrug søsætter nu projektet ”Øko-grønt i front”. Det skal være med til at øge produktionen og salget af danske, økologiske grøntsager gennem målrettet uddannelse og information, fremgår det af en pressemeddelelse fra Innovationscenteret.
Baggrunden er dyster. Økologisk grøntsagsproduktion fylder i dag forsvindende lidt på de danske marker. Den samlede produktion af grøntsager udgør kun otte promille af det samlede produktionsareal, viser de seneste tal i Landbrugsstyrelsens opgørelse fra 2024. De økologiske grøntsager fylder kun ca. en fjerdedel. Det svarer til, at Danmarks økologiske grøntsagsproducenter kun fylder to promille af det samlede produktionsareal.
Hvis vi ikke sætter ind med en massiv indsats på tværs af hele værdikæden, vil udbuddet af danske, økologiske grøntsager falde markant i løbet af få år.
— Malene Hangstrup Kræfting,Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Samtidig viser tal fra DTU’s seneste kostundersøgelse, at det kniber med danskernes indtag af grøntsager, og ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug er det nødvendigt at give en hjælpende hånd til opstart af økologiske grøntsagsbedrifter, hvis danskerne fremover skal have flere danske øko-grøntsager på tallerkenen.
”Hvis vi ikke sætter ind med en massiv indsats på tværs af hele værdikæden, vil udbuddet af danske, økologiske grøntsager falde markant i løbet af få år,” vurderer projektleder Malene Hangstrup Kræfting fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Derfor sætter et nystartet projekt de økologiske grøntsager i fokus hos nuværende og kommende producenter og i dagligvarehandlens grøntafdelinger. Indsatsen vil primært handle om uddannelse og efteruddannelse af relevante aktører inden for både produktion og salg af grøntsager.
”Målet er at øge produktionen, og her er manglende viden en udfordring. Vores erfaringer fra Innovationscenteret viser et behov for nye uddannelsesforløb og mere viden om økologisk grøntsagsproduktion,” forklarer hun.
Mangel på viden
På trods af grønne kostråd og politiske ambitioner om at omstille landbrugssektoren til en mere plantebaseret produktion er der stadig kun begrænset kendskab til grøntsagsavl blandt eksisterende landmænd og elever på jordbrugsuddannelserne.
Projektet skal derfor udvikle nye undervisningsforløb og undervisningsmateriale om økologisk grøntsagsproduktion skræddersyet til landbrugs- og gartner-elever på jordbrugsuddannelserne.
”Vi oplever, at lysten er der. Vores elever vil økologi, og de vil fødevareproduktion. Vores fornemmeste opgave nu er at klæde dem korrekt på til den opgave,” fortæller Susanne Ogstrup, der er uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole, som er med som partner i projektet.”
Danske grøntsager skal fylde mere i indkøbskurven
Øget afsætning og efterspørgsel er også en vigtig indsats i projektet, og her vil projektet bidrage til at uddanne personalet i dagligvarekædernes grøntafdelinger i råvarekendskab, salg og markedsføring af danske, økologiske grøntsager.
De seneste år har prisen på udenlandske grøntsager presset de danske grøntsager væk fra hylderne, og de seneste tal viser, at salget af økologiske grøntsager i Danmark er fordelt på 65 pct. udenlandske og 35 pct. danske.
”Dagligvarehandlen spiller en vigtig rolle for den eksponering, som de danske økologiske grøntsager får og som møder forbrugeren i butikken. Derfor er det vigtigt, at vigtige budskaber om økologiens kvaliteter i dansk grøntsagsproduktion fremhæves og kommunikeres til forbrugerne. Vi ved fra forbrugeranalyser, at de forbrugere, der ved mest om den økologiske produktion, handler mere økologi,” siger Mette Jasper Gammicchia, afdelingschef i Landbrug & Fødevarer, der står for den del af projektet.
Bag projektet ”Øko-grønt i front” står Innovationscenter for Økologisk Landbrug sammen med Landbrug & Fødevarer, Videnscenter for Jord- og Landbrug, HortiAdvice, Dalum Landbrugsskole, Jordbrugets UddannelsesCenter Århus og Roskilde Tekniske Skole.
Projektet er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer.