Annonce
Annonce
I et tidligere studie fandt man rester af hele 54 forskellige pesticider på arbejdshandsker brugt af en blomsterhandler. Et projekt skal i år forsøge at afdække, om der er en eksponeringsrisiko. Foto: Colourbox
Blomsterbuketten og potteplanten indeholder pesticider, der er ulovlige herhjemme
Importerede blomster og potteplanter kan indeholde restkoncentrationer af pesticider, som ikke er godkendte i EU. Det viser en kortlægning foretaget af Teknologisk Institut og Miljøstyrelsen.
Hvis du gav din udkårne en buket blomster i mandags i anledning af Valentinsdag, så har modtageren måske fået lidt ekstra med i købet. Et kortlægningsprojekt udført af Teknologisk Institut på vegne af Miljøstyrelsen konstaterer nemlig, at importerede blomster fra uden for EU kan indeholde rester af pesticider, der er ulovlige at anvende herhjemme.
I projektet har man undersøgt, hvilke pesticidaktivstoffer, der er godkendte i nogle af de lande, hvor vi importerer blomster og associerede produkter fra. Associerede produkter kan bl.a. være blomsterløg og potteplanter.
Undersøgelsen viser, at over halvdelen af pesticidaktivstofferne (syv ud af 11), som er godkendte i Filippinerne, ikke er tilladte at anvende i EU. Tilsvarende er ca. halvdelen (36 ud af 74) af de godkendte pesticidaktivstoffer i Malaysia ikke tilladte herhjemme.
I begge lande er det i modsætning til herhjemme bl.a. tilladt at anvende insekticidet Carbaryl, der er klassificeret som kræftfremkaldende. Der er også markedsført flere neonikotinoider, som er forbudte i EU, da brugen udgør en trussel for bier og andre bestøvere.
Miljøstyrelsen ønsker i år, som opfølgning på kortlægningsprojektet fra 2020, at foretage analyser af konkrete blomsterprodukter. Resultaterne skal gerne afdække, om der kan være en uacceptabel risiko for mennesker og miljø.
”Vi vil kigge specifikt på afskårne blomster, fordi vi ved, at det er produkter, som den almindelige dansker køber. Vi har en forventning om, at der kan være pesticidrester på blomsterne, da pesticider anvendes i produktionen af blomster. Vi håber med yderligere kortlægning at kunne indsnævre til bestemte pesticider og oprindelseslande,” siger toksikolog Sehbar Khalaf, Miljøstyrelsen, og tilføjer, at der både kan være tale om rester fra midler, der er godkendte og ikke-godkendte i EU.
Ifølge Sehbar Khalaf er et pesticid dog ikke nødvendigvis problematisk for mennesker og miljø, fordi det ikke er godkendt i EU. Der kan være tale om midler, som ikke er godkendte alene af den grund, at der ikke er søgt om godkendelse.
Tips til forbrugerne
Hvis du vil begrænse at blive udsat for problematiske pesticider:
- Køb økologiske blomster.
- Køb primært danske eller europæiske blomster.
Kilde: Miljøstyrelsen.
30 forskellige pesticider i samme plantemateriale
I rapporten for kortlægningsprojektet har man også dykket ned i litteraturen og samlet en række resultater fra både danske og udenlandske undersøgelser. Rapporten konkluderer, at der ved analyse i nogle tilfælde er fundet flere end 30 forskellige pesticider i det samme plantemateriale.
I et belgisk studie fra 2017 fandt man desuden rester af 54 forskellige fungicider på blomsterhandleres arbejdshandsker. Studiet konkluderede, at blomsterhandlerne udsættes for så store mængder pesticidrester, at det kan udgøre en helbredsrisiko. Derfor følger Arbejdstilsynet også med i resultaterne fra det aktuelle projekt.
Trods tidligere studier ved man i virkeligheden endnu ikke meget om pesticidrester i blomster.
”De studier, der findes på nuværende tidspunkt, afdækker ikke området tilstrækkeligt og peger lidt i forskellige retninger. Vi kan ikke udelukke, at der er en eksponering, og det er derfor, vi tænker, det her projekt er relevant,” siger Sehbar Khalaf.
Der importeres årligt 160.000 tons blomster til Danmark. Over halvdelen kommer fra Holland og Tyskland, som dog ofte videredistribuerer blomster fra andre lande, herunder fra ikke EU-lande.
Flere artikler fra samme sektion
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.
Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider
Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.