Annonce
Annonce
Amerikanske myndigheder godkender for første gang kunstigt kød
Det er sikkert at spise kød dyrket på stamceller i et laboratorie, fastslår de amerikanske myndigheder.
De amerikanske fødevaremyndigheder har for første gang godkendt kød som er dyrket på stamcceller fra dyr, og Upside Foods mangler nu kun den sidste godkendelse fra Landbrugsministeriet, før det kunstige kyllingekød udfordrer den ægte vare. Foto: Colourbox
De amerikanske myndigheder har nu banet vejen for, at amerikanske forbrugere kan få adgang til at spise kød dyrket i laboratorier.
Det sker ifølge The Guardian efter, at landets fødevare- og lægemiddelsmyndighed, FDA, har erklæret det for sikkert at spise kød, der er dyrket fra dyreceller. Det kunne lyde som en udfordring for produktionen af slagtekyllinger, men der vil formentlig gå en del år før det kunstige kød finder vej til køledisken i det lokale supermarked, hvor man kun kan gætte på, hvordan forbrugerne vil tage imod de nye produkter.
I stor skala forventes dyrket kød at kræve væsentligt mindre vand og jord end konventionelt produceret kød.
— David Kay, kommunikationsdirektør hos Upside Foods
I første omgang er det kun den californiske virksomhed Upside Foods, der har fået godkendelse til at dyrke kød baseret på levende celler fra kyllinger i et kontrolleret laboratoriemiljø. Men de amerikanske myndigheder oplyser, at de er klar til at kigge på produkter fra andre af de over 100 firmaer, som gennem flere år har arbejdet med at udvikle forskellige typer laboratoriekød.
”Verden står over for en fødevarerevolution, og den amerikanske fødevare- og lægemiddeladministration er forpligtet til at støtte innovation i fødevareforsyningen,” siger Robert Califf, kommissær i FDA, ifølge avisen.
Der mangler stadig den sidste godkendelse, før Upside Foods kan begynde at tænke på at opskalere en egentlig produktion. Før der bliver sagt go, skal det amerikanske landbrugsministerium udvikle en inspektionsproces for virksomhedens produktionsanlæg og godkender en etiket for det færdige produkt. Derfor vil der formentlig gå yderligere nogle måneder, hvis ikke længere, før Upside Foods kan sende de første bakker med kunstigt kyllingekød ud til amerikanske restauranter, fremgår det af New York Times.
I øjeblikket er det kun myndighederne i Singapore, som har godkendt salg af laboratoriefremstillet kød, men med den nye åbning i USA, tegner der sig nye perspektiver for producenter af kunstigt kød, som betragter deres produkter som et potentielt klimavenligt alternativ til den traditionelle husdyrproduktion.
David Kay, kommunikationsdirektør hos Upside Foods, skriver således i en mail til CNN Health:
"I stor skala forventes dyrket kød at kræve væsentligt mindre vand og jord end konventionelt produceret kød."
Det er dog stadig uvist, hvornår kunstigt kød kommer ned i en pris, hvor det kan konkurrere med den ægte vare.
Flere artikler fra samme sektion
De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine
Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.