Alma overtager Netto-butik på Amager
Den unge kæde af madmarkeder fortsætter ekspansionen og åbner sin fjerde butik på Amagerbrogade til november.
Nu kan vi offentliggøre endnu en butiksåbning: Alma Madmarked åbner på Amager, skriver Alma-direktør Alfred Josefsen tirsdag i en nyhedsmail til kunderne i den unge kæde, som har stort fokus på økologiske fødevarer.
Jubiiii – netop som jeg er ved at flytte fra Indre By, så åbner Alma en ny butik på Amagerbrogade, lyder den første kommentar på Almas Facebook-profil til nyheden om den kommende butik.
”Hvilken dejlig nyhed. Velkommen til Amager,” hedder det i kommentar nummer 2.
Lokalet på Amagerbrogade 54, der skal danne rammen om den nye Alma-butik, huser i øjeblikket en Netto-butik.
”Denne butik flytter længere ned ad gaden, og vi er meget glade for, at det har været muligt at overtage lokalet og åbne Alma-butik nummer fire på Amager,” skriver Alfred Josefsen.
Han betegner beliggenheden som særdeles central for både de, der bor meget tæt på butikken, og for de af Almas ”fans”, der bor inden for en lidt større radius, og der er kun ca. 100 meter fra butikken til både Amagerbro Metrostation og til parkeringsfaciliteter i Amager Centret.
Alma overtager lokalet 1. september, og Alfred Josefsen forventer at skulle bruge to måneder til ombygning og indretning, så han sigter mod en åbning i starten af november 2026.
”På Amagerbrogade satser vi både på at blive den nærværende nærbutik for kvarterets husstande og familier samt på at blive destinationsbutik for mange amagerkanere, som vil besøge butikken sjældnere for at gøre et større ugeindkøb,” skriver han i nyhedsbrevet.
Alfred Josefsen opfordrer folk til at overveje at blive ambassadør i butikken. Det betyder, at man arbejder frivilligt og ulønnet tre timer pr. uge med kundekontakt og -service og får et stærkt sammenhold med de øvrige ambassadører og butikkens personale.
”Vores nuværende ambassadører synes, det er sjovt at være med, og for Alma er deres indsats utrolig værdsat,” siger direktøren.