Annonce

Annonce

Små fødevarevirksomheder skal have færre kontrolbesøg

Økolog Johanne Schimming er som en af de små producenter lettet over de nye regler, som bl.a. Økologisk Landsforening har kæmpet for.

25. oktober 2019
Læsetid: 3 minutter
Johanne Schimming står på marken og taler til en forsamling af mennesker

Johanne Schimming er en af de små producenter, der har følt sig ramt af de hidtidige kontrolregler. Arkivfoto: Irene Brandt

Det bliver lidt lettere at drive en lille fødevarevirksomhed, efter at politikerne har besluttet, at de skal have færre kontrolbesøg.

Som det har været hidtil, har der været relativt mange kontrolbesøg, fordi kontrollen udføres af forskellige kontrollører, der hver er specialiseret inden for et bestemt område, men med den nye aftale, der er en del af den såkaldte småskalapakke, kan landbrug med salg via egen gårdbutik eller direkte til lokale butikker, restauranter eller storkøkkener i højere grad vælge, om de vil slå kontrolbesøgene sammen, så de varer længere tid og har fokus på flere emner, eller om de vil fortsætte med kortere og mere specifikke besøg.

Det glæder økolog Johanne Schimming fra Hegnsholt Hønseri nær Lejre. Hun ser det som en lettelse, at der fremover kommer færre kontrolbesøg.

"Jeg har et år oplevet at få op til 15 meldte og uanmeldte besøg. Når man har en lille virksomhed, hvor man også har bopæl, er det en stressfaktor at skulle smide alt, hvad man har i hænderne, hver gang der kommer kontrolbesøg. Derfor sætter jeg stor pris på, at de nu kan blive samlet," siger hun.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) fastslår, at myndighederne hverken vil gå på kompromis med fødevaresikkerheden eller dyrevelfærden.

"Men det skal være lettere at drive en mindre fødevarevirksomhed. På den måde gøder vi jorden for spændende lokale idéer, som forhåbentlig kan blomstre og skabe madglæde, oplevelser og arbejdspladser i hele Danmark," siger han i en pressemeddelelse.

Fødevarestyrelsen vil også se på mulighederne for at ændre mængdegrænserne for salg af kyllinger og kaniner ved stalddørssalg, og så vil styrelsen flere gange årligt afholde informationsmøder for nye fødevarevirksomheder.

Med aftalen er Økologisk Landsforening (ØL) nået i mål med en af de politiske indsatser, som foreningen i flere år har arbejdet for i samarbejde en række andre aktører. Reglerne har hidtil været udformet med større aktører for øje og har derfor ikke matchet produktionsforholdene, mener foreningen.

Derfor vækker det glæde, at politikerne nu har vedtaget en aftale, der sikrer bedre muligheder for småskalaproducenterne.

"Det er noget, vi sammen med Lejre Kommune har arbejdet på i et par år, godt hjulpet på vej af interessen i kokkemiljøet, hvor Christian Puglisi blandt andre har markeret sig. Vi skal sikre et økonomisk grundlag for alsidige produktioner, der arbejder fra jord til bord, og deres hverdag skal være nemmere," siger Sybille Kyed, der er fødevare- og landbrugspolitisk chef i ØL.

Foreningen vurderer, at småskalalandbrugene kan være med til at skabe vækst og beskæftigelse i landdistrikterne og samtidig styrke den økologiske sektor.

Småskalapakken er en del af Fødevareforlig 4 fra oktober 2018. De nye initiativer er støttet af hele forligskredsen, der består af alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.

Flere artikler fra samme sektion

Økologien får et rygstød i ny politisk aftale

En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.

12-04-2025 6 minutter Politik,   Tilskud,   Grøn trepart

Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider

Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.

11-04-2025 3 minutter Pesticider

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider