Annonce
Annonce
Den animalske produktion i Danmark bør reduceres, samtidig med at den omlægges til økologi, lyder forslaget i en ny rapport fra seks grønne organisationer. Foto: Brian Rasmussen
Skuffelse får grønne organisationer til at lave deres egen plan for et bæredygtigt landbrug
Skuffelse over reduktionsplanen fra fødevaresektorens klimapartnerskab i foråret fik seks organisationer til at udvikle deres egen klimaplan for sektoren. Det er blevet til 18 forslag, bl.a. om mere økologi og færre husdyr.
Der skal være langt mere fokus på økologisk plantebaseret føde til mennesker frem for den intensive husdyr- og foderproduktion, lyder ambitionen i en ny visionsrapport 'Fra foder til føde'.
Et af forslagene lyder, at den animalske produktion gradvist skal omlægges til økologi, men at økologien samtidig skal udvikles, så den optimeres mht. klima, miljø, dyrevelfærd og biodiversitet.
'Da økologien skaber meget bedre rammer for dyrene at trives i, vil omlægning til økologi i stadig udvikling også blive en omlægning til markant bedre dyrevelfærd for de dyr, der stadig vil være i dansk landbrug. Et reduceret antal landbrugsdyr vil samtidig være et kraftigt bidrag til at reducere landbrugets drivhusgasudledninger', lyder det i forslaget.
En mindre animalsk produktion og helt andre, økologiske afgrøder på de tilbageværende marker, skaber langt mere plads til natur og miljø.
— Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse
Bag rapporten står de seks danske grønne organisationer Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Dyrenes Beskyttelse, Plantebranchen og Dansk Vegetarisk Forening. De satte sig sammen i foråret, efter at de med skuffelse havde set Klimapartnerskabet for Fødevarer og Landbrug fremlægge sin klimaplan for sektoren.
De 18 forslag
- Klimaafgifter, der fremmer klimavenlige produkter
- Styrkelse af plantebaserede kompetencer i ministerier og styrelser
- Investering i forskning og udvikling af planteproteiner
- Uddannelse og rådgivning af landmænd om planteproteiner
- Klimasmarte støtteordninger til landbruget
- Eksportfremme af plantebaserede produkter
- Målrettede tiltag for at reducere den animalske produktion
- Frigivelse af arealer anvendt til foder i Danmark
- Udtagning af lavbundsjorder
- Mere skov
- Reduktion af importeret foder og mere dansk proteinfoder
- Mere økologi i den animalske produktion
- Lavere afgifter på - eller tilskud til - frugt og grønt
- Fremme grøn mad i offentlige køkkener
- Kompetenceløft til professionelle
- Klimavenlige kostråd
- Styrke maddannelsen i folkeskolen
- Civilsamfundspulje til fremme af grønnere kost
"Det industrielle kødlandbrug, der dominerer Danmark i dag, er i sin kerne i dyb konflikt med den fremtidige fødevareproduktion, vi ifølge klimavidenskaben må og skal bevæge os hen imod. Alligevel taler Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren slet ikke om potentialet ved flere plantebaserede fødevarer og mindre animalsk produktion. Det er en stor mangel, som vi med denne rapport vil råde bod på,” siger Tarjei Haaland, klima- og energipolitisk rådgiver i Greenpeace i en pressemeddelelse.
'Fra foder til føde' indeholder 18 konkrete inspirationsforslag til, hvordan dansk landbrug kan forenes med det nationale klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 og hensynet til naturen.
"En mindre animalsk produktion og helt andre, økologiske afgrøder på de tilbageværende marker, skaber langt mere plads til natur og miljø, hvilket betyder bedre forhold for fiskene i vores farvande og de vilde dyr til lands, flere fuglefløjt og mere insektsummen," forklarer Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse.
Annika Lund Gade fra Rådet for Grøn Omstilling tilføjer, at den nuværende animalske produktion ganske enkelt ikke kan bevares, når Danmark i en nær fremtid skal være netto-nul-udleder.
"Den fødevareproduktion, vi sammen foreslår, at Danmark satser på fra nu af, kan vokse sig kæmpestor, uden at spænde ben for klimamålene," tilføjer Annika Lund Gade.
Klimaafgifter skal vise varernes aftryk
Blandt forslagene lyder, at der i tråd med Klimarådets anbefaling bør lægges en afgift på drivhusgasser, som samtidig vil betyde en prisstigning på animalske produkter, så deres klimaaftryk afspejles i prisen.
Partnerskabet foreslår at fordele afgiften på både produktions- og forbrugsleddet, så den rammer import og indenlandsk produktion ens, mens afgifter på frugt og grønt bør lettes. En del af provenuet kan bruges til kompensationer for borgere med lavere indkomster, lyder forslaget endvidere.
Derudover lægger flere af forslagene vægt på en opprioritering af plantebaserede fødevarer, både i form af en styrkelse af de faglige kompetencer hos landmændene, ministerier og styrelser samt forskning og udvikling af planteproteiner og eksportfremme af produkterne.
“Hvis politikerne vælger at igangsætte en gradvis omlægning af landbruget og fødevareproduktionen, kan de fremme Danmarks stærke position inden for udvikling og produktion af plantebaserede fødevarer og gøre os til en dominerende spiller på planteproteinmarkedet globalt,” siger Frederik Madsen, sekretariatschef i Plantebranchen.
Sænk husdyrproduktionen
Rapporten foreslår desuden at frigive arealer, som lige nu bruges i forbindelse med husdyrproduktionen. Et konkret forslag lyder - med inspiration fra Holland - at der indføres en konkret målsætning om gradvist at reducere den animalske produktion. Et andet forslag lyder, at staten opretter en grøn jordfond, der får opkøbsret til konkursramte landbrug med det formål at omlægge jorden til eksempelvis skov eller økologisk jordbrug.
Derudover skal der arbejdes på at fremme klimavenlig mad i offentligheden og styrke maddannelsen i folkeskolen.
“Fra USA til Kina investeres der i disse år store summer i udviklingen af alternativer til animalske fødevarer. Der er et enormt potentiale for et stolt landbrugsland som Danmark, men det kræver, at vi melder os ind i kampen nu,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.
Rapporten ser også på risikoen ved lækageeffekten - altså teorien om at en del af husdyrproduktionen blot flytter til udlandet, hvis den reduceres herhjemme. Rapporten henviser til De Miljøøkonomiske Vismænd, som har beregnet, at lækageeffekten kan ligge på 75 pct. - altså at 75 pct. af udledningerne flytter til udlandet - såfremt Danmark er det eneste land, der lever op til Paris-aftalen.
Hvis andre lande derimod også lever op til Paris-aftalen, kan lækageraten ende helt nede på 27 pct. Det betyder, at hvis Danmark fjerner 100 ton CO2, vil den udenlandske produktion tilsvarende stige med 27 ton, men det betyder samlet set en CO2-reduktion på 73 ton.
Ifølge rapporten står dansk landbrug for 31,2 pct. af den samlede danske udledning, hvis man medregner arealanvendelsen til afgrøder og arealer med lavbundsjord. 89 pct. af denne udledning stammer fra landbrugsdyr og arealanvendelsen til foderproduktionen.
Flere artikler fra samme sektion
Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen
Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.
Skolemad er på finansloven
Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.
EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning
EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.