Regnefejl betyder, at landbrugets udledning er større end hidtil antaget

Der venter landbruget en langt større klimaudfordring, efter at Landbrugsstyrelsen har opdaget en regnefejl i opgørelsen af drivhusgasser.

22. november 2019
Læsetid: 2 minutter
Køer på græs
Der er flere lavbundsjorder end hidtil antaget, og da de er særligt kulstofholdige, udleder det store mængder drivhusgasser, når de opdyrkes. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Landbruget udleder formentlig væsentligt flere drivhusgasser, end man hidtil har opgjort. Det skyldes, at Landbrugsstyrelsen har opdaget en regnefejl, der undervurderede størrelsen af de kulstofholdige lavbundsjorde i landbrugsarealet.

Det skriver politiken.dk.

Oprindeligt har man hos Aarhus Universitet beregnet, at der er 108.000 hektar lavbundsjord, men de nye tal viser, at der er tale om 171.000 hektar. Årsagen er, at universitetets medarbejdere har fejltolket tallene, der kortlagde jorderne.

"Det gode er, at fejlen er blevet opdaget. Det dårlige er, at landbrugets udledning af drivhusgasser med al sandsynlighed er markant højere end hidtil antaget," siger Jørgen E. Olesen, der er professor og konstitueret leder ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, til politiken.dk. 

I en forskningsartikel fra 2013 beregnede han, at udledningen af drivhusgasser fra lavbundsjorder i Danmark udgjorde 6 pct. af den samlede udledning i Danmark. Hvor højt tallet i virkeligheden er, er universitetet nu ved at beregne.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) skriver i en mail til politiken.dk, at hans ministerium er opmærksom på fejlen.

"Den ændrer ikke på vores ambition om at tage lavbundsjord ud af drift, der er en vigtig del af regeringens ambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Skulle der komme nye oplysninger om Danmarks klimapåvirkning, så tager vi naturligvis også det med i vores arbejde," skriver han.