Annonce

Annonce

Per Kølster og Louise Køster sidder ved siden af hinanden og kigger hinanden i øjnene

Den netop afgåede forperson Per Kølster mødtes med sin efterfølger Louise Køster for at tale om fremtiden for Økologisk Landsforening og de udfordringer, som både foreningen og fødevaresystemet står over for. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Per Kølster indrømmer fejl og giver gode råd til sin efterfølger

Den nye forperson i Økologisk Landsforening, Louise Køster, mødes med sin forgænger Per Kølster i dette dobbeltinterview. Hun fortæller om sine visioner for økologien, og Per Kølster giver hende gode råd med på vejen og fortæller, hvad han gerne selv havde gjort anderledes.

Per Kølster lader til at være ved godt mod, da han sætter sig til rette i en stol i et mødelokale, der med sine mange bøger og vægudsmykninger minder om et bibliotek af ældre dato.

Stedet er Jørgensens Hotel i Horsens, hvor foreningen dagen forinden har afholdt sin årlige generalforsamling, og nu på dag to byder på årsmøder i foreningens fagudvalg, temamøder og en paneldebat om foreningens vision for en bæredygtig fødevareproduktion.

For Per Kølster er det samtidig dag ét som eks-forperson i Økologisk Landsforening efter ni år på posten.

"Jeg har glædet mig til at se den nye situation, vi er i nu - og med en ny forperson. Jeg har reelt glædet mig til det," siger han med tryk på 'reelt'.

Det var ikke kun spændingen i, hvem der blev valgt til hans efterfølger, som havde fyldt hos ham; den omdiskuterede ændring af en ny struktur i foreningen blev også efter godt et års debat og forsinkelse sendt til afstemning og vedtaget. Endda med et markant flertal da tre ud af fire stemte for.

"Jeg har det rigtig godt på foreningens vegne. Det, der kunne være blevet til en krise, blev løst med et respektabelt flertal, og jeg oplevede, at kritikerne er blevet hørt og forstået," siger han.

I samme åndedrag kommer han dog med en indrømmelse: Bestyrelsen skulle ikke have sendt forslaget til afstemning ved sidste års digitale generalforsamling, som grundet teknisk besvær endte med, at man udskød forslaget.

"Det var virkelig en fejlvurdering at tro, at den digitale platform kunne bruges til at diskutere en demokratisk struktur. Det skulle vi ikke have gjort. Færdig. Men det håber og tror jeg da på, at der er tilgivelse for," siger han.

Fredag aften overrakte Per Kølster stafetten i form af en porre til sin efterfølger Louise Køster
Fredag aften overrakte Per Kølster stafetten i form af en porre til sin efterfølger Louise Køster. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

"Vi skal handle på biodiversitets- og klimakrisen"

Ved siden af sidder Louise Køster, der til daglig driver Rabarbergaarden på Sjælland, og selvom efternavnene minder påfaldende meget om hinanden, har de altså ingen relation. Efter rundt regnet 10 timers generalforsamling kunne hun fredag aften erklære sig som ny forperson i foreningen.

"Jeg er en lille smule ør," siger hun og griner;

"Det var en lang dag, men jeg er også meget opløftet - både pga. de ting, jeg har oplevet op til generalforsamlingen, og de mennesker, jeg har snakket med, op til den. Det har vist mig, at der er mange sindssygt modige medlemmer i alle led," fortsætter hun.

Modige hvordan?

"I forhold til den forandring, vi står over for: Vi skal handle på biodiversitets- og klimakrisen, og det hører jeg hele vejen rundt. Da jeg snakkede med dem, så var det faktisk meget dét, det handlede om: Hvordan skal vi gøre det i fællesskab, og hvordan kan du skabe rammerne for, at vi kan det her i fællesskab? Det handlede meget lidt om den nye struktur, og hvordan forholder vi os til den, hvilket jeg ellers havde ventet."

Dagen viste da også medlemmernes vilje til forandring: Medlemmerne stemte både for at ændre tituleringen fra 'formand' til 'forperson', at indføre den nye struktur og at vælge en kvindelig forperson for første gang.

Jeg er et økologisk menneske helt ind i knoglerne.

— Louise Køster, ny forperson i Økologisk Landsforening

Hun fortæller, at der var to grunde til, at hun valgte at stille op til posten. Den ene var, at flere medlemmer opfordrede hende til det, fordi de gerne ville se en anden slags formandskab i forhold til det kandidatfelt, der var. De tre øvrige kandidater er alle enten nuværende eller forhenværende mælkeproducenter.

"Der skulle være mulighed for, at alle i foreningen kunne spejle sig i kandidatfeltet," forklarer Louise Køster, inden hun når til den anden grund:

"Jeg er et økologisk menneske helt ind i knoglerne; jeg brænder for sagen og har altid engageret mig. Det at kunne skabe reel forandring sammen med nogen har været de vigtigste grunde."

Foreningen skal have flere medlemmer

Selv ser Louise Køster positivt på den nye struktur, som hun også åbent gav sin opbakning til før generalforsamlingen og betegner som "et kvantespring" for foreningen. Hun roser samtidig bestyrelsen for at have givet plads til den timelange debat om emnet op til afstemningen, fordi den ryddede nogle misforståelser af vejen.

"Man har troet, at den nye demokratiske struktur var mejslet i sten, og at alt det med repræsentantskabet var tilrettelagt. Men nu har vi jo et år til at arbejde med strukturen og finde ud af, hvordan skal den se ud. Og det er vigtigt, at man som medlem af repræsentantskabet har en medindflydelse på, hvordan det skal se ud, og det tror jeg først gik op for rigtig mange i går," siger hun.

Også Per Kølsters indsats gennem de seneste ni år får rosende vendinger med på vejen. Hun mener, at der er lagt et solidt fundament, som hun og resten af bestyrelsen kan træde op på.

"Der er skabt nogle systemer og noget soliditet, der gør, at jeg kan lave alt det sjove," siger hun.

Et af de områder, hun ønsker at sætte fokus på, er at få flere medlemmer til foreningen.

"I forhold til den økologiske bevægelse skal vi være flere. Det er en udfordring for os, at vi skal have flere medlemmer. Der siver medlemmer fra på landmandsdelen, og vi mangler at få forbrugeren med i vores bevægelse. Vi er simpelthen nødt til at få forbrugerne med, og det kan vi kun, hvis de føler et medejerskab," forklarer hun.

Jeg ville nok også være mere opsøgende, end jeg har været.

— Per Kølster, tidligere forperson i Økologisk Landsforening

Hun håber, at medlemmerne ikke kun vil overlade medlemshvervningen til bestyrelsen, men også selv vil være aktive i at få flere medlemmer til foreningen:

"Man kan godt læne sig tilbage og sige til bestyrelsen, at den skal sikre, at vi får nye medlemmer, men hvor der virkelig sker noget er, når vi alle sammen som medlemmer tager ansvar. Hvis vi alle går ud og prikker en på skulderen, så er vi pludselig fordoblet, og så får vi sat skub i den her bevægelse."

Hvad skal man bruge som salgsargumentet for at få dem til at melde sig ind?

"Det afhænger af, hvem man prikker på skulderen," siger Louise Køster og nævner så et eksempel på et af de unge landmandsmedlemmer, som foreningen har fået.

"Argumentet over for hende var, at hun har noget at byde ind med hos os, men vi har også noget, vi kan give hende. Når vi snakker om unge jordbrugere er det, at vi skal gøre en forskel, og det kan vi kun gøre i fællesskab, både hvad angår klima, biodiversitet og at sikre, at den fødevareproduktion, vi har fremadrettet, er bæredygtig" siger Louise Køster.

Den billige flæskesteg vinder

En bæredygtig fødevareproduktion kommer dog ikke alene gennem forbrugerne - det er nødvendigt at gøre op med den rene bundlinjetænkning, og derfor har detailhandlen også et ansvar, mener hun.

"Og det er først i det øjeblik, at de tager ansvar på forbrugernes vegne, at vi kan rykke."

Per Kølster supplerer:

"Det er fuldstændig afgørende at få involveret detailhandlen i at arbejde for de ting, som man kan gøre nationalt, så det er det politiske system, der tager ansvaret, og at man ikke modarbejder hinanen, men finder de løsninger, som flytter niveauet for konkurrenceforholdet mellem de forskellige aktører i detailhandlen. Det betyder ikke, at kæderne er fritaget for ansvar - de tager da initiativer alle steder, men det rykker ikke så meget, for det vil altid være den billige flæskesteg, der vinder."

Dagen forinden havde han overdraget stafetten i form af en porre til hende, og da han nu bliver bedt om at overdrage sit bedste råd til den nye forperson, svarer han uden megen tøven:

"Det er at finde balancegangen mellem at lytte til sig selv og lytte til medlemmerne. Der er så mange meninger om alt muligt, og de stritter til højre og venstre - også i én selv - men man skal forstå at lytte, og så er det forpersonens opgave at omsætte det til handling," siger han og begynder så at reflektere over, hvad han gerne selv havde gjort bedre:

"Jeg ville nok også være mere opsøgende, end jeg har været, men jeg ved også, at undskyldningerne står i kø i forhold til døgnets 24 timer."

Han ser på Louise Køster og fortsætter så:

"Når man starter, som du gør som et ubeskrevet blad, er der også enormt mange ting, du slet ikke behøver at tænke over, fordi det her er en meget velsmurt maskine, så man kan virkelig have tillid til, at fagudvalgene kører, og det samme gør sekretariatet og medarbejderne. Så jeg tror, det er vigtigt at læne sig lidt tilbage og være aktivt lyttende og spørge."

Forandringen skal ske hurtigere

Louise Køster har da heller ikke tænkt sig at lave en revolution i foreningen lige med det samme, selvom hun gerne vil sætte sit eget præg på foreningen.

"I det første lange stykke tid vil jeg have en stejl læringskurve, jeg skal lære utroligt mange personer at kende, lære udvalgene og udvalgsfolkene at kende og få den personlige relation," siger hun.

Der er ikke noget ved Økologisk Landsforenings retning, du vil skære til?

"Disrupte? Nej. Nej, det synes jeg ikke..."

"Du må gerne træde på speederen," indskyder Per Kølster.

"Ja, det kan jeg gøre," svarer Louise Køster og henviser så til formiddagens paneldebat, hvor foreningens direktør, Helle Borup Friberg, havde gennemgået de trusler, som biodiversiteten og klimaet står over for som følge af menneskets aktiviteter:

"Det viser jo bare, at der i dén grad skal trykkes på speederen. Jeg synes også, at det med al tydelighed viser, at organisationen og medlemmerne vil det."

Flere artikler fra samme sektion

Det er næsten lige blevet reddet, men nu er Det Økologiske Spisemærke igen i farezonen

Spisemærket, der angiver et køkkens andel af økologi, blev sidste år reddet på målstregen. Socialdemokratiet sagde, at det var vigtigt for partiet. Alligevel er mærket nu igen i fare for at forsvinde, da regeringen ikke har prioriteret at finde midler til det.

Skolemad er på finansloven

Danmark følger nu i sporet på en række andre lande og vil afprøve en ordning med offentligt finansieret skolemad. Det er dog ikke alle folkeskoleelever, der i første omgang bliver en del af forsøget.

22-11-2024 4 minutter Kostvaner,   Uddannelse,   Politik

EU er tæt på at udskyde lov, der skal forhindre skovrydning

EU's varslede anti-skovrydningslov skal træde i kraft inden nytår, men nu vil et flertal have udskudt loven, og Ministerrådet bakker op. Desuden vil et flertal ændre det oprindelige lovforslag, men modstandere frygter, at det vil skabe et smuthul.

21-11-2024 4 minutter EU,   Bæredygtighed