Annonce
Annonce
Organisation opretter hjælpelinje til økologer, der trues af brexit
Britisk økologiorganisation frygter, at en udtrædelse af EU uden en aftale vil gøre stor skade på den økologiske sektor.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, agter at forlade EU inden november. Foto: UK Parliament/Jessica Taylor
Der er så mange uvisheder forbundet med briternes afsked med EU, at den økologiske organisation Soil Association nu opretter en supportlinje for økologiske landmænd. De vil således kunne kontakte Soil Associations eksperter både via mail, telefon og chat. Det skriver farminguk.com.
Supportlinjens udgangspunkt er, at udtrædelsen af EU ender uden en aftale, hvilket Soil Assocation vurderer medfører "maksimal usikkerhed" for det britiske økologiske landbrug.
Med en udtrædelse uden en aftale kan de britiske økologer ikke eksportere deres varer som økologiske til EU, medmindre de certificeres af EU's økologiske kontrolenhed - briterne kan imidlertid ikke søge officielt om EU-certificeringen, før de har forladt unionen.
"I tilfælde af et no-deal brexit forventes det, at EU's anerkendelse af den britiske økologicertificering vil ophøre øjeblikkeligt med udsigt til en længere periode, hvor eksporten af økologiske varer til EU kan blive umulig," siger Soil Associations Liz Bowles, der har ansvaret for organisationens samarbejde med landmændene, til farminguk.com.
"Enhver pause - hvad enten den varer i seks dage eller seks måneder - kan være ødelæggende for mange økologiske virksomheder," tilføjer hun.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, har proklameret, at han agter at forlade EU senest den 31. oktober med eller uden en aftale. Ender sagen uden en aftale, vil briterne træde ud af EU uden eksempelvis en handelsaftale, hvilket vil medføre told på varer fra Storbritannien og dermed svække deres eksport.
Selvom den danske økologieksport til Storbritannien stadig er beskeden - ca. én procent af Danmarks samlede økologieksport går til kunder i Storbritannien - udelukker det ikke de danske eksportørers frygt for økonomiske konsekvenser.
"Hvis ikke det ender med en aftale, er vi naturligvis bange for, at England laver en brandbeskatning på vores produkter,” sagde Henrik Lund, direktør for Naturli’ Foods, i januar, efter at daværende premierminister Theresa Mays brexit-aftale blev nedstemt i parlamentet.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.