Økologisk succeshistorie i Randers imponerer finansministeren

På sit besøg på Regionshospitalet Randers hæftede Nicolai Wammen sig ved, at kantinen med sit økologiske spisemærke har fået mere økologi og sænket klimaaftrykket, uden at det har øget omkostningerne. Økologisk Landsforening håber, at regeringen vil langtidssikre Det Økologiske Spisemærke og sænke momsen på økologi.

16. september 2025
Læsetid: 4 minutter
Nicolai Wammen og Anders Kühnau (t.v.) står og ser på Rasmus Prehn, der taler
Finansminister Nicolai Wammen (midt), som her ses med Anders Kühnau, der er formand for Regionsrådet, understregede på sit besøg, at regeringen generelt ønsker at styrke økologien på de danske hospitaler. I forgrunden ses direktøren for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn. Foto: Uffe Bregendahl

Finansminister Nicolai Wammen (S) blev budt på et farvestrålende fad med ”grønt” smørrebrød til frokost, da han mandag lagde vejen forbi Regionshospitalet i Randers for at lade sig inspirere af en af landets største økologiske succeser.

Cheføkonoma Mona Carøe, der også er forperson for Økologisk Landsforenings udvalg for professionelle køkkener, viste rundt i patientkøkkenet og benyttede lejligheden til at fortælle om arbejdet med økologi og grøn omstilling.

Regionshospitalet i Randers, som var det første hospital i Danmark til at få Det Økologiske Spisemærke i guld, har reduceret sit klimaaftryk fra fødevarer med 38 pct. fra 2019 til 2024. Derudover arbejder køkkenet med at følge de officielle kostråd, mindske madspild og samtidig styrke dyrevelfærd, miljø og biodiversitet – uden at det koster regionen flere penge eller går ud over kundetilfredsheden.

Finansministeren var da også mere end tilfreds med dagens frokost og det arbejde, der ligger bag:

”Jeg kan i hvert fald garantere, at kvaliteten var tårnhøj på den meget smagfulde, 100 pct. økologiske og vegetariske frokost, som Mona havde lavet til os. Det smagte endnu bedre, end jeg havde forventet.”

”Det er meget imponerende, at de samtidig har reduceret køkkenets klimaaftryk med 38 pct. i de seneste år, uden at det er gået ud over kvaliteten eller har kostet flere penge,” sagde ministeren.

Håber på fremtidssikring

Direktør i Økologisk Landsforening Rasmus Prehn, der var medarrangør af besøget, håber, at det kan tydeliggøre for regeringen, hvor vigtigt Det Økologiske Spisemærke er. Mærket er indtil videre kun finansieret i yderligere ét år på finansloven.

Der blev serveret økologisk plantebaseret smørrebrød, da finansminister Nicolai Wammen besøgte regionshospitalet
Der blev serveret økologisk plantebaseret smørrebrød, da finansminister Nicolai Wammen besøgte regionshospitalet. Foto: Uffe Bregendahl

”Spisemærket betyder meget for os. Vi kan se, at når restauranter og kantiner har Det Økologiske Spisemærke, så er det en driver for så mange forskellige ting: miljø, klima, dyrevelfærd, medarbejdertilfredshed og mindre madspild. Det er simpelthen for ærgerligt, hvis man ikke levetidsforlænger det her spisemærke,” sagde direktøren efter besøget.

Det er Mona Carøe enig i:

”Jeg håber selvfølgelig, at han har lyttet til, at spisemærkerne er vigtige. Det er en stor motivationsfaktor for medarbejderne og i det hele taget for den grønne dagsorden.”

Efter gårsdagens besøg er hun da heller ikke i tvivl om, at ministeren er en varm fortaler for økologien:

”Jeg har en fornemmelse af, at det er noget, han går tilbage og kigger på, at det her spisemærke, det skal være en permanent løsning.”

Bekræfter, at regeringen vil styrke økologien

Finansministeren understregede da også, at regeringen generelt ønsker at styrke økologien på de danske hospitaler:

”Denne her regering har jo tydeligt sagt, at vi vil styrke den økologiske og plantebaserede produktion i vores regeringsgrundlag, så det kommer vi selvfølgelig til. Senest har vi med vores finanslovsforslag sat 45,2 mio. kr. årligt af til Fonden for Økologisk landbrugs arbejde med fastholdelse og udvikling af det danske økologiske landbrug, så vi er i gang.”

Indtil videre er Det Økologiske Spisemærke særligt udbredt på hospitaler i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Til gengæld arbejder det tidligere Region Sjælland og store dele af Region Syddanmark endnu ikke med økologi.

Afviser ikke at nedsætte momsen på økologi

Rasmus Prehn håber også, at besøget kan være med til at skubbe regeringen i retning af at nedsætte eller fjerne momsen på økologiske varer:

”Det er jo ikke, fordi han har lovet noget i dag, men han var nysgerrig på tallene.”

Finansministeren hverken be- eller afkræftede, om regeringen kunne overveje at fjerne momsen på økologiske varer generelt:

”Regeringen har netop været ude og sige, at vi vil fjerne de tekniske barrierer for på et tidspunkt at træffe en politisk beslutning om differentieret moms.”

Formand for Regionsrådet i Midtjylland, Anders Kühnau (S), borgmester i Randers, Torben Hansen (S), samt hospitalsledelsen på Regionshospitalet Randers deltog også i rundvisningen.

Finansministerens besøg på Regionshospitalet i Randers var planlagt i samarbejde med Økologisk Landsforening.