Annonce
Annonce
Tre repræsentanter for Udbuds- og indkøbsafdelingen i Randers Kommune modtog prisen som ”Verdens bedste indkøber 2024”. Fra venstre, Charlotte Sander, IKA - foreningen for offentlige indkøbere, Camilla Oxholm Sørensen, Peter L. Neumann, og Sanne Nelveg Nielsen, alle tre fra Randers Kommune samt Anne Kathrine Kjær Bruun, Etisk Handel Danmark. Foto: Etisk Handel
Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik
Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Kravet om at 75 pct. af Randers Kommunes varekøb i 2030 skal være økologiske eller miljømærkede, er en af hovedårsagerne til, at Etisk Handel Danmark kårer den kronjyske kommune til ”Verdens bedste indkøber 2024”.
Prisen går til Randers Kommune, fordi afdelingen Udbud og Indkøb har valgt at gå 100 pct. ind i kampen for, at kommunen skal købe fødevarer på en måde, der lever op til kommunens ambitiøse Klimaplan 2050, som blev vedtaget i 2021.
”Randers Kommune har formået at prioritere bæredygtighed, selv i en tid, hvor pris ofte vægtes højere. De har arbejdet med enkle og konkrete løsninger, der fremmer bæredygtighed på flere områder, som det er let for andre kommuner at kopiere,” skriver Etisk Handel Danmark, EHD, i begrundelsen for kåringen af Randers Kommune som ”Verdens bedste indkøber”.
Dette har resulteret i en ny fødevareaftale, der lever op til en række bæredygtighedskrav. Aftalen har allerede i første halvår af 2024 bidraget til at løfte økologiprocenten i kommunens fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Den nye fødevareaftale skal sikre, at 75 pct. af alle vareindkøb i 2030 skal være enten økologiske eller miljømærkede, oplyser Etisk Handel Danmark, som er en dansk platform for virksomheder og organisationer, der arbejder for ansvarlig og bæredygtig handel.
Hvert år hædrer EHD en dansk virksomhed eller organisation, der gennem deres indkøb har bidraget særligt til at opfylde ét eller flere af FN’s Verdensmål.
Det er helt fantastisk
Randers Kommune har målrettet arbejdet med at fremme cirkulær økonomi og ansvarlige indkøb gennem ambitiøse valg i fødevaresortimentet, og det har kostet en del kræfter at dreje indkøbspolitikken i en mere bæredygtig retning, fortæller Peter Lund Neumann, chef for Udbud, indkøb og kørsel i Randers Kommune.
Han var med til at modtage prisen, der blev uddelt på årskonferencen for Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.
”Det er helt fantastisk at modtage prisen. Vi har simpelthen knoklet med tusindvis af varelinjer for fødevarer for at sikre, at vi stiller de rette krav – krav der skal sikre, at vi lever op til de meget ambitiøse mål i Randers Byråds klimaplan. Det har ikke været nemt at få bæredygtighed, klimamål og ansvarlighed til at gå hånd i hånd med, at økonomien også skal hænge sammen,” siger han.
Øger krav i ny indkøbsaftale
I kommunens nye indkøbsaftale for fødevarer, som trådte i kraft 16. marts 2024, stiller Randers Kommune ikke kun krav til udbuddet af økologi. Leverandørerne skal også minimere emballageforbruget og minimere CO2-udledningen fra varetransporten.
I en kontrakts første år skal 67 pct. af varerne fragtes med el-lastbiler, mens kravet gælder alle leverancer i kontraktens andet år, og fødevarer skal leveres i genanvendelige kasser.
Samtidig har kommunen ryddet ud i en række varegrupper og udfaset mindre bæredygtige produkter som buræg, turbokyllinger og palmeolie, mens de kommunale indkøbere ikke længere har mulighed for at købe konventionelle alternativer til flere økologiske produkter.
Den grønne indkøbspolitik kan allerede aflæses i kommunens økologiprocent, som er vokset fra 51 pct. i januar 2024 til 63 pct. i august, og alle fødevarer leveres i dag til kommunens institutioner med el-lastbiler, oplyser Randers Kommune.
Flere artikler fra samme sektion
Det gik over al forventning, da Aarhus for første gang lagde grund til plantebaseret madmesse
Flere end 3.000 gæster mødte op, da Dansk Vegetarisk Forening afholdt sin plantebaserede fødevaremesse med fokus på økologi, Plant Food Festival, uden for København for første gang.
Aarstidernes nye strategi skal inspirere kunderne til at spise mere grønt hele dagen
Måltidskasse-virksomheden, som netop er blevet overtaget af Dagrofa, lancerer strategien "Lyst til flere grønne måltider," som skal inspirere flere danskere til at tænke i grøn mad hele dagen.
Friland vil erobre rugbrødet med ny pålægsserie
For mange forbrugere lægger stadig konventionelle kødpålægsvarer på rugbrødet. Det vil Friland gerne lave om på. Derfor lancerer Danish Crown-datterselskabet nu en økologisk pålægsserie med rullepølse, skinke, spegepølser og hamburgerryg.