Regeringen vil fordoble økologien - branchen kan dog ikke få øje på ambitionerne i finanslovsforslaget
Både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarers økologisektion ser med bekymring på, hvordan økologien bliver prioriteret i regeringens finanslovsforslag.
Det er svært at få øje på regeringens ambitioner for økologien, når man læser dens finanslovsforslag for 2027.
Det mener både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarers økologisektion.
"Regeringen har mange ambitioner om et bedre og grønnere landbrug med meget mere økologi. Det kræver investering. Den investering kan vi desværre ikke se på det forslag til finansloven, som den fremlægger netop nu," siger Rasmus Prehn, adm. direktør i Økologisk Landsforening.
Han understreger dog samtidig, at han ikke er i tvivl om, at regeringen godt kan se økologiens potentiale, hvad angår vandmiljøet, rent drikkevand og dyrevelfærden.
Der er da også afsat penge til at videreføre Det Økologiske Spisemærke, som flere gange tidligere har været på usikker grund. I 2023 fandt politikerne først pengene til at videreføre mærket kort før jul - længe efter der egentlig var indgået en aftale om finansloven.
"Desværre er der foreløbig kun finansiering for 2027. Det er bydende nødvendigt, at Det Økologiske Spisemærke får en fast årlig prioritering, da mærket er et stærkt virkemiddel til at trække den grønne omstilling helt ind i de professionelle køkkener," siger Rasmus Prehn, som tilføjer:
”Vi forventer, at den faste finansiering af spisemærket og mange andre økologiske initiativer kommer med, når regeringen går i gang med at lave den varslede fødevarestrategi. Men det er ærgerligt, at den udsætter indsatserne. Den ved, hvad der er behov for, og at fordoblingsmålet skal nås på tre år. Der er ingen grund til den forsinkelse. Det har vi ikke tid til.”
Kirsten Lund Jensen, økologichef for Landbrug & Fødevarers økologisektion, er enig:
"Det Økologiske Spisemærke er en vigtig drivkraft i den bæredygtige omstilling af offentlige køkkener. Men en etårig bevilling er ikke nok. Derfor er det afgørende, at en længerevarende finansiering bliver en del af den kommende nationale fødevarestrategi."
Økologifond bliver mindre
Rasmus Prehn bider også mærke i, at særbevillingen på 10,2 mio. kr. til Fonden for Økologisk Landbrug (FØL), der blev aftalt mellem den daværende SVM-regering, SF, Liberal Alliance, Konservative og De Radikale i 2024, falder bort, og at der heller ikke er afsat midler til en eksportfremmende indsats.
"Det ærgrer os, fordi vi netop nu har behov for de midler til at øge opmærksomheden på økologiens fordele, så salget i supermarkederne kan vækste og eksporten fortsat stige. Vi har fået en regering, der gerne vil økologi, der vil fordoble det økologiske areal og marked – det står tydeligt i regeringsgrundlaget. Det måtte også meget gerne have stået tydeligt i dens forslag til finansloven for 2027.”
Kirsten Lund Jensen ser også med bekymring på, at bevillingen til FØL står til at falde. Ud over at særbevillingen forsvinder, kanaliseres 11,2 mio. kr. over til den videre drift af videncentret Innovationscenter for Økologisk Landbrug - dette var på forhånd besluttet under den tidligere SVM-regering. Dermed barberes der 21,4 mio. kr. af pengene til FØL, så beløbet går fra over 65 mio. kr. i år til 44 mio. kr. i 2027.
"Det er uforståeligt, at indsatsen falder, når der netop er brug for en styrket politisk indsats for at indfri målet om fordobling af areal, forbrug og eksport frem til 2030," siger hun og fortsætter:
"Taget i betragtning, at der hvert år kommer mere end 600 mio. kr. ekstra i statskassen i form af moms af merprisen på økologiske fødevarer, burde det være muligt at finde pengene til at opretholde niveauet fra 2026."