Myndighederne vil teste for endnu flere PFAS-stoffer i drikkevandet

Miljøministeriet vil næsten fordoble antallet af PFAS-stoffer, der testes for i drikkevandet. Det sker, på baggrund af de mange nye fund af PFAS der er gjort rundt omkring i Danmark.

15. marts 2023
Læsetid: 2 minutter
Magnus Heunicke står på gaden og interviewes til tv
Miljøminister Magnus Heunicke ønsker, at der fremover testes for 22 mod i dag 10 PFAS-stoffer i drikkevandet. Foto: © News Øresund - Jenny Andersson (CC BY 3.0)

Der skal fremover testes for næsten dobbelt så mange PFAS-stoffer i drikkevandet i forhold til i dag. Det mener miljøminister Magnus Heunicke (S), som har sendt en ny drikkevandsbekendtgørelse i høring. Den stiller krav til vandforsyningerne om at teste for 10 nye PFAS-stoffer, ud over de 12 der allerede testes for i dag.

Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

De 10 yderligere PFAS’er er: PFPeS, PFDoDA, PFUnDA, PFTrDA, PFHpS, PFDS, PFNS, PFUnS, PFDoS og PFTrS. De er omfattet af EU’s nye drikkevandsdirektiv, men de bliver først et EU-krav i 2026. Derfor indføres det altså hurtigere i Danmark med den nye bekendtgørelse.

"Vi tager PFAS meget alvorligt og kigger på alle muligheder for at sætte ind og samtidig sikre, at PFAS ikke ender i vores produkter, fødevarer eller drikkevand. Der er allerede gjort et stort arbejde, og på baggrund af det skærper vi nu kravene til vores drikkevand, så der ikke ender PFAS ude i vandhanerne," siger Magnus Heunicke.

Forud for skærpelsen af PFAS-test i drikkevand har de danske myndigheder de seneste år arbejdet med at kortlægge omfanget af PFAS og blandt andet 1. januar 2022 indført skærpede krav til fire PFAS-stoffer i drikkevand.

Regeringen arbejder desuden på en PFAS-handlingsplan, men det er endnu for tidligt at sige, hvornår den er klar.