Annonce

Annonce

Miljøministeren melder 25 kommuner for at bryde lov om danskernes drikkevand

Fristen for frivillige aftaler om at beskytte boringsnære beskyttelsesområder er udløbet, og adskillige kommuner har ikke indgået én eneste aftale. Derfor melder miljøminister Magnus Heunicke nu kommunerne til Ankestyrelsen.

01. april 2025
Læsetid: 3 minutter
En dreng drikker vand af et glas

25 kommuner lever ikke op til loven om at beskytte drikkevandet i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) mod erhvervsmæssig brug af pesticider Foto: Colourbox

Næsten hver 4. kommune bliver nu meldt til Ankestyrelsen af miljøminister Magnus Heunicke (S).

Det drejer sig om 25 kommuner, som ikke lever op til loven om at beskytte drikkevandet i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) mod erhvervsmæssig brug af pesticider.

11 kommuner har fortsat ikke indberettet beskyttelse af et eneste BNBO, og 14 kommuner har kun beskyttet mellem 1 og 19 pct.

Oprindeligt var planen, at de ca. 20.000 BNBO landet over skulle sikres mod sprøjtegifte via frivillige aftaler med lodsejerne, men d. 1. marts var der blot indgået aftaler på ca. 30 pct. af arealerne. Som en del af loven vedtaget sidste år var fristen for at indgå de frivillige aftaler d. 31. december 2024, og var en aftale ikke indgået inden fristens udløb, blev kommunerne forpligtede til at udstede et påbud eller forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af sprøjtemidler senest den 1. marts i år.

Minister: "Det er dybt kritisabelt"

Tirsdag d. 1. april udløb fristen for tinglysning af kommunernes forbud så, og det står altså klart, at mange af dem bryder loven, hvorfor Magnus Heunicke har bedt Ankestyrelsen om at undersøge, om der kan rejses tilsynssager mod følgende 25 kommuner: Fanø, Fredericia, Faaborg-Midtfyn, Ringsted, Greve, Ishøj, Hvidovre, Egedal, Furesø, Frederikssund og Hillerød samt Aalborg, Rebild, Thisted, Haderslev, Odense, Lolland, Kalundborg, Odsherred, Sorø, Stevns, Køge, Solrød, Roskilde og Lejre.

”Det er dybt kritisabelt. Der er nul gode argumenter for at gamble med vores drikkevand, og jeg er forundret over, at 25 kommuner har ignoreret miljølovgivningen på bekostning af vores drikkevand. Det er dybt kritisabelt og må ikke gå uset hen. Vores drikkevand er en uvurderlig ressource, og det er en selvfølge for danskerne, at vi kan åbne for hanen og drikke vandet uden at være bange for urenheder og andet uønsket indhold.” siger miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Kommunerne har arbejdet med beskyttelsen af de boringsnære områder siden 2019 og har selv vurderet, at det er nødvendigt at beskytte områderne. Opgaven med at forbyde brug af sprøjtemidler i områderne omkring boringerne er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget og er fuldt finansieret. Derfor er det under al kritik, at nogle kommuner helt har valgt at tilsidesætte lovgivningen. Derfor vil vi nu indberette de pågældende kommuner til Ankestyrelsen, der er det instrument, vi har, hvis en offentlig myndighed bryder loven."

Varslede en anmeldelse

Ministeren havde allerede på en konference afholdt på Christiansborg i marts fortalt, at han havde modtaget flere breve fra kommuner, som åbent afviste at overholde loven, og han varslede i den forbindelse, at han ville melde dem til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsens tilsyn har kompetence til at omstøde en kommunes handling, hvis den strider mod loven, og i særlige tilfælde kan medlemmerne af kommunalbestyrelsen få tvangsbøder, hvis de ikke gør, som de efter loven har pligt til. Det kommunale tilsyn varetages af Ankestyrelsen, som fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

I alt er 12 kommuner kommet i mål med beskyttelsen og en række kommuner arbejder for at få beskyttet de sidste boringsnære beskyttelsesområder.

Flere artikler fra samme sektion

Økologien får et rygstød i ny politisk aftale

En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.

12-04-2025 6 minutter Politik,   Tilskud,   Grøn trepart

Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider

Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.

11-04-2025 3 minutter Pesticider

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider