Klimaforandringer kan udsætte 1,1 milliarder mennesker for sult inden 2100 (men der er også gode nyheder)

Af: Giovanni Strona, seniorforsker ved Europa-Kommissionen, Joint Research Centre (JRC)

Flere end 295 millioner mennesker verden over oplevede sult og hungersnød i 2025 som følge af konflikter, fordrivelse, klimaforandringer og økonomiske katastrofer.

Den dårlige nyhed er, at det kommer til at blive meget værre. Min seneste forskning har vist, at inden 2100 kan klimaforandringer drive mere end én milliard mennesker ud i en fødevarekrise. Dette tal repræsenterer det samlede antal mennesker, der er i live i dag, samt dem, der endnu ikke er født, og som vil opleve mindst én alvorlig episode med fødevareusikkerhed inden udgangen af dette århundrede.

Jeg er kvantitativ økolog — jeg studerer naturen ved hjælp af data og computermodeller for at forstå, hvordan miljøet og mennesker reagerer på store pres som klimaforandringer, forurening og ændringer i arealanvendelse.

Jeg udviklede en model baseret på kunstig intelligens (AI) til at forudsige, hvordan klimaforandringer alene kan udløse alvorlige fødevarekriser.

Modellen blev kalibreret ved hjælp af fødevareusikkerhedsdata fra Famine Early Warnings Systems Network. Den brugte også tidligere og fremtidige temperatur- og nedbørsdata, som var tilgængelige for store dele af verden. Normalt bygger forudsigelser også på detaljerede socioøkonomiske data (som indkomster, priser, politikker eller husholdningers adfærd), der ikke altid er tilgængelige, og som også er vanskelige at forudsige årtier frem.

Modellen viste, at hvis verden fortsætter med at udlede høje mængder drivhusgasser, vil over 1,1 milliarder mennesker globalt — heraf flere end 600 millioner børn — have været udsat for mindst én alvorlig fødevarekrise inden 2100.

Afrika forventes at blive særligt hårdt ramt, idet over 170 millioner mennesker alene i 2099 forudsiges at blive udsat for fødevarekriser — de alvorligste i form af decideret hungersnød. Det svarer til den nuværende samlede befolkning i Italien, Frankrig og Spanien.

Hvis verdens industri derimod drastisk reducerer sine kulstofudledninger, og samfundene bevæger sig i en mere bæredygtig retning, vil eksponeringen blive mere end halveret. Det understreger, hvordan politiske valg afgør, om hundredvis af millioner mennesker rammes af kriser — eller om langt færre berøres.

For at udvikle modellen brugte jeg månedlige temperaturdata fra den amerikanske myndighed National Oceanic and Atmospheric Administration og månedlige nedbørsdata fra Climate Hazards Centre ved University of California. Disse data kombinerede jeg med økonomiske og demografiske fremskrivninger for hvert land for at beregne, hvordan mennesker vil blive udsat for fødevarekriser.

Min forskning viste, at antallet af mennesker, der udsættes for alvorlig fødevareusikkerhed, vokser med alarmerende hastighed: Det tæt på tredobledes fra 50 millioner i 2011 til næsten 150 millioner i 2020.

Inden 2100 kan klimaforandringernes samlede konsekvenser være dramatiske. Flere end 1,16 milliarder mennesker vil have været udsat for mindst én hungersnødskrise. Det skyldes i høj grad, at mange af de regioner, hvor klimapåvirkningerne forventes at blive mest intense (som det centrale Afrika) også har den stærkeste demografiske vækst. Det betyder, at fremtidens sultebyrde sandsynligvis vil ramme yngre befolkninger uforholdsmæssigt hårdt inden 2100.

Mit studie viste, at over 600 millioner børn kan forventes at opleve deres første fødevarekrise, inden de fylder fem år. Flere end 200 millioner nyfødte vil være i risiko inden deres første leveår.

Modellen viste imidlertid også, at 780 millioner mennesker kan skånes for fødevarekriser inden 2100, hvis planeten bevæger sig i retning af bæredygtig udvikling frem for ulighed og konflikt.

AI-modellen identificerede faktisk, at antallet af mennesker, der hvert år oplever fødevarekriser, kan falde med mere end halvdelen — fra et årligt gennemsnit på 89 millioner i perioden 2005-2015 til 42 millioner i perioden 2090-2100 — hvis regeringer begynder aggressivt at stoppe afbrændingen af fossile brændstoffer og udbygge grøn energi.

Modellen forudsiger, at de fleste fremtidige kriser vil ramme allerede sårbare regioner, særligt Afrika og Asien. I Afrika forventes fødevarekriser at ramme et langt større område. De mest kritiske brændpunkter vil være i Afrikas Horn og dele af Sahel.

Disse regioner vil danne massive, sammenhængende områder med høj eksponering på tværs af flere millioner kvadratkilometer i det østlige og centrale Afrika.

Der er dog også gode nyheder for Afrika. Modellen viser, at hvis Afrika reducerer konflikter og skærer ned på afbrændingen af fossile brændstoffer, vil eksponeringen for fødevarekriser falde hurtigt efter 2050.

Det betyder, at Afrika har et langt større råderum end Asien til at reducere fødevareusikkerheden ved at styre udviklingen i retning af klimaindsats og bæredygtighed.

Klimaforandringer udgør en risiko for fødevaresikkerheden, men det er politiske valg, der afgør, om risikoen bliver til en krise, og hvor stor den bliver. Hundredvis af millioner mennesker kan skånes for sult, hvis den globale politik fremmer udfasningen af fossile brændstoffer og fremmer bæredygtig udvikling.

Det betyder også, at hvis global industri og regeringer undlader at handle og i stedet vælger passivitet eller fortsat fejlhåndtering af klimakrisen, kan konsekvenserne blive katastrofale.

Det er vigtigt at huske, at fødevaresikkerhed ikke kan opnås blot ved at dyrke mere mad. Samfund kan kun sikre, at alle har nok at spise, hvis deres fødevaresystemer er indrettet, så de ikke bryder sammen under oversvømmelser, tørke eller andre klimakriser, og hvis alle i samfundet på en eller anden måde er involveret i at producere mad.

Klimaforandringer vil udfordre alle samfund, men en koordineret global indsats for lighed, fred og tilpasning kan give samfundene evnen til at reagere. Fremskrivningerne viser imidlertid, at vi løber tør for tid — og det efterlader os med et presserende ansvar for at handle nu og give fremtidens børn den fødevaresikkerhed, de har ret til.

Kronikken er oprindeligt bragt på engelsk på The Conversation d. 15. februar.