Heunicke melder yderligere 31 kommuner for lovbrud for manglende beskyttelse af BNBO
I alt 51 kommuner har stadig beskyttet under 90 pct. af drikkevandet nær boringsnære beskyttelsesområder. Flere kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, og nu vil miljøministeren indberette de resterende 31 kommuner, der fortsat ikke er tæt på at være i mål med den lovpligtige beskyttelse.
Drikkevandet i Danmark er en uvurderlig ressource, der skal beskyttes. Og som et afgørende skridt vedtog et bredt flertal i Folketinget den 21. maj 2024 et lovforslag, som forpligtede kommunerne til at forbyde brug af sprøjtemidler i de sårbare boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).
Senest 1. marts i år skulle landets kommuner have udstedt påbud eller forbud mod erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler i de boringsnære beskyttelsesområder, men mange kommuner har hidtil nølet med at efterleve kravene, og nu er miljøminister Magnus Heunickes (S) tålmodighed ved at være opbrugt.
20 kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, og nu vil miljøminister Magnus Heunicke ifølge en pressemeddelelse bede Ankestyrelsen om at tage stilling til, om der kan rejses tilsynssager mod resterende 31 kommuner, som stadig ikke lever op til kravene om at beskytte grundvandet for nedsivning af pesticider fra det konventionelle landbrug.
”Det er uacceptabelt, at det her ikke bliver taget mere alvorligt. Der har fra starten været fuld finansiering, og nu har kommunerne haft god tid til at løse en lovpligtig kerneopgave. Det er ikke til diskussion. Alle kommuner skal beskytte 100 procent, så danskerne også i fremtiden uden tøven kan åbne hanen og drikke vandet uden frygt for forurening og uden behov for kemisk rensning af drikkevandet, fordi kommunerne ikke har overholdt loven,” siger Magnus Heunicke.
Opgaven har fra ikrafttrædelsen været fuldt finansieret for kommunerne, og uden en frivillig aftale skulle kommunerne senest 1. marts 2025 udstede påbud eller forbud mod erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler. Samlet set er 65,6 procent af BNBO’erne nu beskyttet, og det er en fremgang på 20,6 procent i forhold til april. Men kommunerne har haft rigeligt med tid, og knap ni måneder senere har i alt 51 kommuner fortsat beskyttet under 90 procent af de sårbare boringsnære beskyttelsesområder.
”Det er positivt, at Odense, Odsherred, Hvidovre, Furesø og Fanø, som i foråret blev meldt til Ankestyrelsen, sidenhen er kommet over 90 procent eller i mål. Dermed er der 19 kommuner, der har beskyttet 100 procent, og det viser, at opgaven kan løses. Derfor bliver de resterende 31 kommuner, der ikke overholder loven, nu indberettet til Ankestyrelsen, der er det instrument, vi har, hvis en offentlig myndighed ikke lever op til gældende lovgivning,” siger miljøministeren.
Det er disse kommunen som nu risikerer at blive meldt til Ankestyrelsen: Brønderslev, Middelfart, Skive, Vesthimmerlands, Randers, Sønderborg, Skanderborg, Hedensted, Langeland, Vordingborg, Høje-Taastrup, Allerød, Morsø, Struer, Faxe, Hjørring, Horsens, Vejen, Guldborgsund, Nordfyns, Jammerbugt, Lemvig, Herning, Kerteminde, Favrskov, Gribskov, Holstebro, Esbjerg, Varde, Vejle og Svendborg.
På kommuneniveau ser status således ud:
-
19 kommuner er helt i mål med beskyttelsen (Fanø, Ringkøbing-Skjern, Billund, Aabenraa, Ikast-Brande, Viborg, Silkeborg, Mariagerfjord, Ærø, Odder, Nyborg, Samsø, Norddjurs, Slagelse, Odsherred, Halsnæs, Hvidovre, Fredensborg, og Bornholm)
-
8 kommuner har beskyttet mellem 90 og 99 pct. (Tønder, Kolding, Næstved, Odense, Syddjurs, Assens, Aarhus, Holbæk)
-
30 kommuner har beskyttet mellem 50 og 89 pct. (Høje-Taastrup, Allerød, Morsø, Struer, Faxe, Roskilde, Hjørring, Horsens, Vejen, Ringsted, Guldborgsund, Nordfyns, Fredericia, Faaborg-Midtfyn, Jammerbugt, Lemvig, Herning, Kerteminde, Favrskov, Sorø, Thisted, Gribskov, Holstebro, Esbjerg, Varde, Egedal, Vejle, Rebild, Solrød, Svendborg)
-
16 kommuner har beskyttet mellem 20 og 49 pct. (Aalborg, Brønderslev, Kalundborg, Lolland, Middelfart, Skive, Haderslev, Vesthimmerlands, Randers, Lejre, Stevns, Sønderborg, Skanderborg, Hedensted, Langeland, Vordingborg
-
2 kommuner har beskyttet mellem 1 og 19 pct. (Frederikssund og Køge)
-
3 kommuner har beskyttet 0 pct. (Hillerød, Greve og Ishøj)
Se mere om status for de boringsnære beskyttelsesområder her
Kilde: Miljøministeriet