Hestebønnen kan blive et våben i kampen mod mikroplast

Mikroplast kan findes nærmest overalt på kloden - selv i planter, der er i stand til at optage de mikroskopiske plaststykker gennem stængler og rødder.

Det kan vække bekymring, fordi planterne kan ende på vores tallerkener og i dermed i vores kroppe, men nu foreslår et dansk/kinesisk forskerhold, at vi ser anderledes på problemstillingen og i stedet betragter planternes optag som en mulig løsning; at vi simpelthen bruger dem til udelukkende at opsamle den plast, vi forurener naturen med.

Indtil videre har vi produceret ni mia. ton plast og kun genbrugt ni pct. Meget af den er dermed havnet i naturen, hvor den gennem årene er blevet nedbrudt til mindre og mindre partikler, således at vi i dag må betragte mikro- og nanoplastik i naturen som et udbredt og alvorligt problem, fordi den kan blive optaget af dyr, planter og mennesker.

"Vi mener, at planter kan være et effektivt supplement til alle de andre metoder, vi har til at fjerne plastik fra naturen. Mange planter optager eller binder mikro- og nanopartikler, men for at få det bedste resultat skal vi i gang med at finde de planter, der er allermest effektive," siger Elvis Genbo Xu i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.

Hvede og hestebønner binder plast

Forskerne har fremsat deres idé i en videnskabelig artikel publiceret i tidsskriftet Eco-Environment and Health, og de har i den forbindelse undersøgt forskellige planters evne til at optage mikro- og nanoplast.

De beskriver i deres artikel, at en plante som hestebønnen (Vicia faba) via sine rødder er i stand til at adsorbere 100 nanoplastik-partikler til sig i løbet af to dage – adsorption vil sige, at partiklerne sætter sig på rødderne og skal ikke forveksles med absorbere, som betyder ”at optage”.

Også planter som hvede og salat kan binde plastikpartikler til deres rødder eller optage dem i blade eller stængler, har forskernes forsøg vist.

Vandplanter er særligt interessante, fordi de kan fjerne plastikpartikler fra vandmiljøet, hvor der ofte findes større koncentrationer af plastikpartikler, skriver forskerne.

Den almindelige vandhyacinth (Eichhornia crassipes) har en evne til at adsorbere plastikpartikler, som sætter sig på planten, og derfor kunne den og andre lignende vandplanter – fx andemad (Lemna minor) være egnet til at fungere som et filter, der indfanger mikro- og nanoplastik i vådområder.

Plant på strategiske steder

"Det vil være oplagt at anlægge bælter af plastik-optagende planter steder, hvor vi ved, at der akkumuleres nano- og mikroplastik. Det er f.eks. langs motorvejene, hvor der slides store mængder mikroplastik af bildæk. Bælterne kan fungere som et filter, der fanger plastikpartiklerne, inden de breder sig til det øvrige landskab eller bliver vasket ud i vandløb med regnen," siger Elvis Genbo Xu og fortsætter:

"På samme måde kan man placere strategiske bælter af vandplanter i vandløb eller rækker af træer, der opfanger plastikpartikler fra luften."

Selvom forsøgene er foretaget i laboratoriet, tror han på, at det er muligt at skalere op:

"I hvert fald fra vandmiljøerne, hvor vandplanter har vist sig meget effektive."

Vandmænd kan måske også blive et værn mod plastforureningen. Ifølge havbiolog og vandmandsforsker på Biologisk Institut Jamileh Javidpour viser laboratorieforsøg, at slim fra vandmænd og gopler kan fjerne op til 90 pct. nanoplast i vand fra rensningsanlæg. Her er opskalering dog mere tvivlsomt, fordi der ganske enkelt ikke findes nok vandmænd i verden til at levere nok slim til metoden, fortæller Jamileh Javidpour.

Op mod 42.000 ton mikroplast ender hvert år på landbrugsjorden rundt om i Europa, når landmænd spreder slam som gødning på marken. Mens mikroplasten er i jorden er der både risiko for, at den skader livet i jorden og hæmmer udbytterne.

Forskning peger desuden på, at mikroplast udvasker giftige kemikalier og transporterer farlige patogener med sig. Derudover har eksperimenter vist, at den hæmmer regnormenes vækst og kan ændre jordens surhedsgrad, hvor porøs den er og dens evne til at holde på vandet, hvilket påvirker afgrødernes rødder og deres evne til at optage næring.