Annonce
Annonce
Kommune tilmelder sig giftfrit initiativ
Furesø Kommune har som den første kommune tilmeldt sig initiativet 'Giftfri Have'. Borgere afleverede sprøjtegifte og fik lugejern og bundplanter med hjem.

Pesticiderne har ikke en fremtid i Furesø Kommune, der netop har tilmeldt sig initiativet 'Giftfri Have' og opfordret sine borgere til at lægge sprøjtegiften på hylden. Foto: Colourbox
Furesø Kommunes gartnere har ikke anvendt sprøjtegifte på kommunens arealer i 20 år, og det kommer de heller ikke til i fremtiden. Som den første kommune i landet har Furesø nemlig tilmeldt sine godt 8 mio. m2 'Giftfri Have', der er et initiativ, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Landsforening Praktisk Økologi (LPØ) står bag.
Fællesskabet har i dag rundet 15.500 medlemmer, der dækker over både parcelhushaver, kolonihaver og haver på landet, og hos Furesø Kommune håber man at kunne være et eksempel for andre kommuner og samtidig sætte fokus på beskyttelsen af drikkevandet.
"Den grønne omstilling er mere aktuel end nogensinde før, og bevarelsen af drikkevand optager os meget i Furesø Kommune," siger Lene Munch-Petersen (S), formand for Udvalget for Natur, miljø og grøn omstilling i kommunen, ifølge en pressemeddelelse.
Den 24. marts kunne kommunens borgere således aflevere deres sprøjtegift på to genbrugsstationer og til gengæld modtage gratis bunddækkeplanter, lugejern og tip til en nemmere og vildere have. Ca. 200 borgere mødte op.
"Med vores deltagelse i kampagnen kan vi forhåbentlig inspirere andre til også at blive giftfri - andre kommuner, såvel som virksomheder og privatehaveejere. Det er et fælles ansvar," tilføjer Lene Munch-Petersen.
Medregner indkøbt kød i regnskabet
DN's præsident, Maria Reumert Gjerding, mener, at Furesø Kommune er med til at sende "et stærkt signal" til landets øvrige kommuner og til kommunens egne borgere om at lægge sprøjtegiftene på hylden.
Furesø Kommune markerede sig også som grøn tidligere på året, da den som den første kommune valgte at medregne klimabelastningen fra det kommunalt indkøbte kød med i sit grønne regnskab.
"Normalt kan det være svært at opgøre det nøjagtige kødforbrug i en stor organisation som en kommune. Men fordi vores køkkener og vores leverandører i en årrække har arbejdet med opgørelser af råvarernes oprindelse som en del af øko-spisemærkeordningen, har vi i dag den data tilgængelig, som gør det muligt for os at føre grønt regnskab med kødet. Og det er et vigtigt skridt i vores arbejde for at reducere kommunens klimatryk mest muligt," sagde Lene Munch-Petersen i den forbindelse.
For få måneder siden var det ved at gå den modsatte vej i Thisted Kommune, da klima-, miljø- og teknikudvalget foreslog at erstatte gasbrænderen med sprøjtegifte i en prøveperiode på to år. Det på trods af at man i kommunen har arbejdet for en udfasning af sprøjtegifte siden 2007 i tråd med en aftale mellem den daværende regering og Kommunernes Landsforening. Forslaget blev dog afvist af økonomiudvalget.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.