Forskere har sat borgere til at spille og male, så de forstår, hvorfor det er vigtigt at redde vores stadigt ringere jord

Mellem 60 og 70 pct. af jordbunden i EU er i dårlig stand. Skal vi passe bedre på den, er det dog afgørende, at alle først får en forståelse for jorden. Den opgave skal forskere løse i et EU-projekt.

07. oktober 2026
Læsetid: 5 minutter
Jord fra en nypløjet mark ved Herfølge
Størstedelen af jordbunden i EU er i dårlig stand. Skal det vendes om, er det nødvendigt med bred opbakning, og det kræver så en bredere forståelse blandt borgerne om, hvad sund jord er. Foto: Uffe Bregendahl

Skrevet af Michael Marshall
Redigeret af redaktionen

Mellem 60 og 70 pct. af jordbunden i EU er i dårlig stand. Byudvikling, forurening og intensivt landbrug har slidt på den. Det går også ud over de planter og dyr, der er afhængige af jorden.

Det vil EU-projektet iCOSHELLs gøre noget ved. I seks lande i EU har projektet oprettet såkaldte Living Labs. Det er lokale forsøgsfællesskaber, der kortlægger jordens problemer i deres område og finder på løsninger.

Forskerne gør det nemlig ikke alene; politikere, erhvervsfolk og almindelige borgere er også med. Tanken er at finde løsningerne i fællesskab, så de både virker og kan samle bred opbakning.

Men det stiller krav. Skal man blive enige om, hvordan et stykke jord skal forvaltes, skal alle vide, hvad de taler om. Derfor sætter projektet en række initiativer i gang, der skal styrke folks jordforståelse.

Kunst, festivaler og skoleundervisning

Flere andre projekter hører ligesom iCOSHELLs under EU's overordnede 'Soil Mission', der arbejder med jordforståelse fra forskellige vinkler:

SoilTribes startede i januar 2025 og løber i tre år. Projektet bruger fortællinger om at vende "tilbage til jorden" og har udstillet værker af fire kunstnere.

SOILSCAPE vil skabe et netværk af otte såkaldte Soils and Arts Orchestras, der samler jord og kunst. Netværket skal føre til ti jordfestivaler med mindst 20.000 deltagere om året. De første er planlagt i Frankrig og Portugal i 2026.

CurioSoil er et fireårigt projekt. Det udvikler undervisningsmaterialer og standarder for læreplaner og sætter efteruddannelse af lærere i gang.

Det er nemlig uklart, hvor meget man skal vide for at kunne træffe kloge beslutninger. En almindelig borger behøver ikke at kende jordens partikler, næringsstoffer og mikroorganismer i detaljer.

Ifølge Jannik Schüürmann, som er projektleder ved Collaborating Centre on Sustainable Consumption and Production (CSCP) i Wuppertal i Tyskland, kan det måske være nok at vide, at jordens sundhed er afgørende for vores fødevareforsyning, og at meget af Europas jord er forringet.

Den grundviden er nok til, at de fleste kan siges at forstå jorden. Den er samtidig første skridt mod at engagere sig og handle for sundere jord.

Jord i escape-spillet

Der findes dog kun lidt viden om, hvor meget europæerne ved om jord. En gennemgang fra 2024 fra projektet 'Soils for Europe' viste, at ingen undersøgelser har målt det. Der findes heller ikke gode mål, som forskerne kan bruge til det.

For at skabe den grundlæggende bevidsthed eksperimenterer projektets partnere med forskellige aktiviteter. Til et projektmøde i oktober 2025 lavede projektets Living Lab i Baskerlandet et escape-spil med jord som tema.

"I dette spil lærer man om jord, fordi man skal klare specifikke jordrelaterede spørgsmål, quizzer eller aktiviteter for at løse gåden," siger Jannik Schüürmann.

Ifølge ham virkede den aktive læringsform for folk i alle aldre. Ved en anden aktivitet fik deltagerne maling lavet af jord, som de kunne male billeder med. Det skete, efter at de havde drøftet, hvordan jorden forvaltes.

Fra plakat til prototype

Projektets mål er dog at få folk med til at udvikle løsningerne. Til det er bevidsthed alene ikke nok, selvom den er afgørende.

Derfor har holdet bag iCOSHELLs lavet en trappe med fem trin, der skal føre folk fra grundlæggende viden til aktiv deltagelse.

Første trin er at informere, f.eks. med plakater. Jannik Schüürmann kalder det "det mindste, man kan gøre".

Andet trin er noget mere interaktivt, som escape-spillet.

På tredje trin indsamler man feedback fra forskellige aktører eller fra offentligheden generelt, bl.a. via kommentarvægge og afstemninger. De tre første trin kan klares ved enkle pop op-arrangementer.

Derefter er målet at få folk med i fokusgrupper og andre dialogmøder, hvor en mødeleder styrer samtalen. Til sidst kommer de ind i selve Living Labs. Her udvikler de sammen prototyper på løsninger, der skal forbedre jorden.

Det er "vanskeligt" og "meget hektisk" at drive et Living Lab med så mange forskellige stemmer, siger Jannik Schüürmann - for arrangørerne skal sikre, at alle bliver hørt.

"Det handler i høj grad om at samle alle, få et fælles billede, en fælles vision."

En del af et større fællesskab

Jordforståelse er altså ikke et sidespor, men en forudsætning for, at Living Labs kan fungere. Løsningerne virker kun, hvis folk forstår udfordringerne, har tillid til processen og kan bidrage med noget meningsfuldt.

Tag f.eks. projektets græske Living Lab, der forsøger at genoprette jord, som er blevet skadet af tidligere minedrift. Her er det afgørende, at lokalbefolkningen kender til indsatsen og bakker op om den, forklarer Jannik Schüürmann.

Projektet drager fordel af at være en del af det bredere Mission Soil-fællesskab, hvor mange initiativer fremmer jordforståelse fra forskellige vinkler.

"Vi forsøger at dele ny viden mellem de støttede projekter, så den straks kan integreres i de konkrete projektaktiviteter," siger Jannik Schüürmann.