Forsker efter gennemgang af 21 studier: »Mange er måske ikke klar over, at pesticidrester i mad kan være en medvirkende faktor til infertilitet«
En gennemgang af studier over en 20-årig periode viser, at en gruppe udbredte insektgifte, som indtil for nylig er blevet brugt i EU, er skadelige for sædkvaliteten hos han-rotter og -mus. Forskerne bag gennemgangen vurderer, at der er risiko for lignende skader hos mænd.
Der er fundet en klar sammenhæng mellem flere såkaldte neonikotinoider - en gruppe af insektgifte, som kemisk minder om nikotin - og nedsat fertilitet. Det viser en gennemgang af 21 eksperimentelle studier fra perioden 2005-2025.
Studierne peger konsekvent på, at eksponering for neonikotinoider kan have negative konsekvenser for menneskers sundhed — særligt den mandlige reproduktive sundhed, oplyser George Mason University på sin hjemmeside. Samtidig viser gennemgangen, at der simpelthen mangler undersøgelser af, hvordan mennesker potentielt kan blive påvirket af midlerne.
Sumaiya Safia Irfan, alumne fra George Mason Universitys College of Public Health, og Veronica Sanchez, studerende ved College of Science, har i samarbejde med undervisere fra fakulteterne for folkesundhed og naturvidenskab gennemgået de mange studier på området.
"Vi konkluderede, at eksponering for disse kemikalier muligvis kan sænke sædkvaliteten, forstyrre hormoner og beskadige væv i testiklerne," siger Sumaiya Safia Irfan, der i 2024 afsluttede en kandidatuddannelse i epidemiologi med speciale i folkesundhed.
Miljøstyrelsen gav dispensation i flere år
Neonikotinoider er bredspektrede gifte, som bruges i konventionelle landbrug mange steder i verden, bl.a. i USA. Når de sprøjtes på afgrøder, optages de i jord, vand og planter, som mennesker efterfølgende kan indtage.
Siden 2018 har neonikotinoider været forbudt at bruge i udendørs landbrug i EU samt til bejdsning af frø, men i mindst fire år efter forbuddet gav flere medlemslande, herunder Danmark, landbruget dispensationer til at bruge de forbudte midler. Danmark gav mindst 236 dispensationer på fire år.
Flere neonikotinoider kan også stadig forekomme i restmængder i importerede fødevarer, om end fundene udgør en lille andel af det samlede antal prøver.
For at vurdere den potentielle risiko for mennesker undersøgte Sumaiya Safia Irfan og Veronica Sanchez, hvordan neonikotinoider påvirker den mandlige reproduktive sundhed hos gnavere. De undersøgte specifikt imidacloprid, clothianidin, acetamiprid og thiacloprid.
"Mange er måske ikke klar over, at pesticidrester i mad kan være en medvirkende faktor til infertilitet. Alle studier i denne gennemgang viste, at eksponering for neonikotinoider var skadelig for sædkvaliteten hos han-rotter og -mus," siger Veronica Sanchez, der er kandidatstuderende i kemi og fuldtidsforskningsassistent ved George Masons Center for Applied Proteomics and Molecular Medicine.
Mangler viden om påvirkning på mennesker
Forskerne tager dog et forbehold: De fleste studier, som indgik i gennemgangen, benyttede nemlig doser, som var væsentligt højere, end de doser man kan regne med, at et menneske normalt udsættes for. Til gengæld kan mennesker blive eksponeret for neonikotinoider igen og igen, og samtidig ved man, at andre pesticidtyper kan forstærke gifteffekten fra neonikotinoider, påpeger de.
Konsekvenserne for menneskers reproduktive sundhed er stadig i vid udstrækning ukendte, så studiets fund giver ifølge forskerne tilstrækkelig grund til, at man undersøger effekterne på mennesker nærmere.
De anbefaler, at fremtidig forskning fokusere på eksponeringsniveauer, der svarer til det, mennesker rent faktisk udsættes for i hverdagen, og dokumenteres gennem målinger af pesticider i menneskers blod og urin.
Eftersom neonikotinoider ofte anvendes systemisk - det vil sige, at de optages af hele planten og er til stede i plantevævet - er det næsten umuligt at fjerne dem fuldstændigt, selvom man forsøger at skylle en sprøjtet grøntsag med vand.
"Den bedste måde er at være opmærksom på, hvad man køber, og handle ansvarligt," siger Sumaiya Safia Irfan.
Mænds sædkvalitet i frit fald
Den mandlige reproduktive sundhed har været i markant tilbagegang i årtier. På verdensplan kæmper mellem 10 og 23 pct. af alle par med ufrivillig barnløshed, og i knap en tredjedel af tilfældene ligger årsagen hos manden, viser tal fra WHO. I Nord- og Sydamerika er andelen af mennesker, der på et eller andet tidspunkt i deres liv har oplevet ufrivillig barnløshed, i dag 20 pct. - en drastisk stigning fra 1960'erne, da andelen lå på 7-8 pct.
Samtidig er sædkvaliteten faldet med 50 pct. over de seneste 50 år. Forskerne nævner i studiet, at der ligger flere faktorer bag udviklingen som miljøforurening, medfødte misdannelser og genetiske forhold, men de henviser til, at forskning også peger på, at eksponering for pesticider kan påvirke både mænds og kvinders frugtbarhed negativt.
En særlig bekymring knytter sig til pesticidernes hormonforstyrende egenskaber: Når kroppens hormonsystem forstyrres, kan det svække produktionen og funktionen af de hormoner, der er afgørende for reproduktionen, og konsekvenserne viser sig ofte først i voksenlivet.