Forsker: Det er forkert at kalde den konventionelle kyllingeproduktion mere bæredygtig end den økologiske
Flere dyr på mindre plads, hurtigere vækst, bedre foderoptag og ingen muligheder for at komme udenfor. Det nedbringer måske klimabelastningen - men det gør ikke produktionen bæredygtig, mener to eksperter.
Hold så mange kyllinger på så lidt plads som muligt i en stald døgnet rundt. Avl dem til hurtig vækst på et minimum af foder og hold dødeligheden nede. Så skulle vi gerne have en klimaoptimeret produktion.
Men er det bæredygtigt?
Nej, mener både Anja Brinch Riber og Mickey Gjerris. Hun er etolog og forsker i kyllingevelfærd på Aarhus Universitet, og han er bioetiker ved Københavns Universitet og forfatter til bl.a. 'Dyrenes Bog', der udkom sidste år.
"Inden folketingsvalget i foråret var der et fokus på klimaet i produktionen, og da hørte jeg interessenter fremhæve den konventionelle slagtekyllingeproduktion som den mest klimavenlige. Argumentet er, at kyllingerne er mere fodereffektive, og grundet deres hurtigere tilvækst og højere foderudnyttelse er det siden blevet til, at den konventionelle produktion er mere bæredygtig. Men det er en forkert slutning at drage," siger Anja Brinch Riber.
Et spørgsmål om moral
Hun henviser til EU's definition af en bæredygtig landbrugspolitik, der baserer sig på tre søjler: den økonomiske, den miljømæssige og den sociale dimension.
Dyrevelfærd hører under den sociale dimension, for god dyrevelfærd handler ikke kun om, hvordan det enkelte individ har det: Det påvirker også de medarbejdere, som går hos dyrene dagligt, og bedre velfærd vil typisk føre til bedre trivsel.
Vi er så langt fra at behandle dyr ordentligt, at det skriger til himlen.
— Mickey Gjerris, bioetiker, Københavns Universitet
Det kan samtidig nedbringe risikoen for sygdomsudbrud og dermed mindske behovet for antibiotika, hvilket er et vigtigt sundhedsparameter for hele samfundet.
Desuden er det et spørgsmål om samfundsmoral: Hvad vil vi byde vores husdyr?
"Det er altså en fejlslutning, når man siger, at bare fordi en produktion er mere fodereffektiv, så er den mere bæredygtig. Det kan godt være, at den er mere klimavenlig, men det gør den ikke nødvendigvis mere bæredygtig, for der er flere elementer at tage højde for," siger Anja Brinch Riber.
Kan beregnes på flere måder
Faktisk er hun ikke overbevist om, at den mest intensive produktion med turbokyllinger overhovedet ér så meget mere klimavenlig end en produktion med langsommere voksende racer.
"Man kan beregne det på flere måder. Hvis man gerne vil vise, at de konventionelle slagtekyllinger er mere klimavenlige, regner man kun på, hvor meget foder man kan stoppe i kyllingen for at få et kilo kød, men hvis man begynder at regne på andre faktorer, ser klimaregnskabet dårligere ud," siger Anja Brinch Riber.
Det ændrer nemlig billedet, hvis man medregner, at de konventionelle turbokyllinger ifølge flere studier har en højere dødelighed, og at flere kasseres før slagt, hvilket gør, at der skal flere forældredyr til i denne produktion.
I sidste ende kan det vildlede forbrugerne til at tro, at den billigste konventionelle kylling er det bæredygtige valg, mener Anja Brinch Riber.
Det fik hende sidste år til at søge finansiering af projektet Well-B. Formålet er at få indarbejdet velfærd som et parameter, når en produktions bæredygtighed skal vurderes. Det betyder samtidig, at man i projektet skal finde ud af, hvordan man kan måle velfærd, så den kan dokumenteres.
"Fokus har i mange år været på, at dyrevelfærd handler om fravær af negativ velfærd. At man f.eks. har målt, hvor mange kyllinger der halter, og hvor mange der har trædepudesvidninger, og så konkluderet, at en lavere forekomst var ensbetydende med højere dyrevelfærd. Men fokus på det, vi kalder 'positiv velfærd' har manglet - altså at dyrene får gode oplevelser. Det giver man dem bedre mulighed for i den økologiske produktion, hvor deres miljø er beriget. De vælger selv, om de vil være inde eller ude, om de vil fouragere i grovfoder eller i græsset udenfor, om de vil solbade osv. Men vi mangler metoder til at kunne måle den her positive velfærd," mener hun.
Mener ikke at velfærd skal gøres til målestok
Bioetiker Mickey Gjerris er enig med Anja Brinch Riber i, at en produktion kun kan betragtes som bæredygtig, hvis der tages hensyn til dyrenes velfærd.
Til gengæld er han uenig i, at velfærden skal gøres til en målestok, ligesom når man f.eks. måler udledningen af drivhusgasser eller udvaskningen af næringsstoffer. Det skaber nemlig to problemer i hans optik:
"Det ene er, at vi reducerer dyrevelfærd til en kvantitativ størrelse, der kan måles og vejes, hvorved dyret reduceres til hendes målbare reaktioner, i stedet for at dyrevelfærd ses som begreb, der over rum og tid søger at indfange dyrets oplevelser og livsmuligheder. Det andet er, at vi så gør dyrevelfærd til noget, vi kan forhandle om, fordi den kan afvejes i forhold til andre bæredygtighedsfaktorer."
Han påpeger også, at det er svært at måle de positive oplevelser. Han ser derfor for sig, at en producent i fremtiden kan score velfærdspoint, hvis en konventionel kylling får lov at leve 42 dage i stedet for 35 før slagtning.
"Det er et meget lille skridt i den rigtige retning, men så kan producenten stille sig op og sige, at nu er det godt nok, og så kan man igen med sindsro købe sin kylling. Vi er så langt fra at behandle dyr ordentligt, at det skriger til himlen."
I stedet bør en høj dyrevelfærd være en forudsætning for overhovedet at kunne producere med dyr, mener Mickey Gjerris.
"Dyrevelfærd bør slet ikke være noget, vi kan komme uden om. Vi sætter jo heller ikke menneskerettigheder op som en målestok og forhandler om dem, ligesom vi forhandler om niveauet af drivhusgasser. Dyrs ret til at have et ordentligt liv bør være på linje med vores egen ret til det. Vi bør indrette produktionen, så den kan imødekomme dyrenes behov."
Må acceptere andre priser
Dermed må vi acceptere, at kød, æg og mejeriprodukter bliver dyrere - selvom det vil betyde, at folk med lavere indtægter måske ikke har råd til den klassiske bolognese eller hakkebøf.
"Det er jo lidt underligt, at netop kødet er blevet et sted, hvor vi som samfund ikke vil acceptere social ulighed - når vi nu ellers synes at have det fint med ulighed på flere langt vigtigere områder, f.eks. i sundhedssystemet. Hvis man mener, at social ulighed er fint nok, kan man jo løse det på kødområdet ved at lave en fordelingspolitik. Mit synspunkt er snarere, at man ikke skal kunne betale sig fra at slå dyr ihjel," siger han.
Anja Brinch Riber er enig med Mickey Gjerris i, at det er nemmere at måle velfærd ud fra dødelighed, gangbesvær og andre traditionelle indikatorer, men det er netop noget, som projektet skal løse, så det også bliver muligt at måle dyrenes positive velfærd - et eksempel kan være kameraer, der automatisk registrerer, hvor aktive dyrene er, da det anses som et tegn på positiv velfærd.
Til gengæld holder hun fast i, at det er nødvendigt at kunne måle og dokumentere velfærden.
"Det kan godt være, at Mickey siger, at vi ikke skal sætte tal på det, men når nu man sætter tal på de konventionelle slagtekyllingers klimaaftryk, hvordan kan man så tydeliggøre, hvad den økologiske produktion kan, hvis vi ikke sætter tal på dyrevelfærden? Hvis ikke der er et mål for det, kan vi ikke gå ind og arbejde med det i de sammenhænge, som rent faktisk giver ændringer i produktionen. Vi er nødt til at få evidens og arbejde med dét frem for at arbejde ud fra en følelse," siger Anja Brinch Riber og fortsætter:
"Skal den økologiske kyllingeproduktion løftes fra en markedsandel på én pct., er vi nødt til at give økologerne nogle redskaber, som de kan bruge i markedsføringen og vise, hvad de kan i deres produktion, som man ikke kan i den konventionelle, og dokumentere, hvordan de generelt byder ind med bedre dyrevelfærd."
Mickey Gjerris mener dog ikke, at det er så sort-hvidt, at man enten kan måle dyrs velfærd eller kun handler ud fra sin mavefornemmelse:
"Det er altså ikke enten naturvidenskab eller følelser. Der findes mange former for erkendelse af verden, der har gyldighed."
Artiklen er skrevet i projektet Well-B, der er finansieret af Icrofs.