Markedsleder skraber bunden i ny rangering af kyllingevelfærd
Rema 1000 scorer højest og Salling Group lavest i en ny rangering af kædernes kyllingevelfærd.
Det går fremad for kyllingevelfærden i de danske supermarkedskæder, når man ser på andelen af turbokyllinger.
Den hurtigtvoksende kyllingerace med udprægede gangproblemer og risiko for organsvigt udgør nu en mindre andel af de solgte kyllinger i det danske detailsalg end i 2022.
Det viser en ny undersøgelse, som dyreværnsorganisationen Anima står bag. Kæderne er i stedet begyndt at gå over til langsommere voksende racer, som nu udgør 40-45 pct. af salget.
”Det er positivt, at næsten halvdelen af kyllingerne i køledisken nu er langsommere voksende. Det viser, at forandring er mulig, når supermarkedskæderne prioriterer det. Men hvis vi skal løfte dyrevelfærden over hele linjen, er der brug for, at alle supermarkeder tager ansvar og sætter tempoet op,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima, i en pressemeddelelse.
Rema 1000, der lå næstsidst i 2022, indtager nu førstepladsen på listen. Det skyldes, at hele 85 pct. af kædens samlede kyllingesalg i dag er frit for turbokylling. Nemlig.com er på andenpladsen, efter at onlinebutikken ligeledes har sat fart på udfasningen, hvilket bringer dens andel af langsommere voksende kyllinger op på omkring 80 pct.
Salling Group i bunden
Danmarks største detailkoncern, Salling Group, med supermarkedskæderne Netto, Føtex og Bilka, ender til gengæld sidst, da næsten to ud af tre solgte kyllinger fortsat er turbokyllinger. Det trækker samtidig ned, at koncernen ikke formåede at indfri sit løfte om at udfase fersk turbokylling senest i 2025. Den deadline er udskudt til 2028.
Salling Group fremhæver over for Anima, at kæden i 2025 øgede synligheden af langsommere voksende kyllinger i kampagner og tilbudsaviser og er begyndt at have mere information om kyllingevelfærd i butikkerne.
Ifølge koncernen var der flere grunde til, at målet om at udfase turbokyllinger ikke blev nået: begrænset udbud af langsommere voksende kyllinger, sygdomsudbrud, stigende oksekødspriser, som har øget efterspørgslen på kyllinger generelt, og større prisfokus fra forbrugerne på bekostning af højere dyrevelfærd.
Undersøgelsen omfatter seks af Danmarks største detailaktører: Salling Group, Coop, Rema 1000, Dagrofa, Lidl og Nemlig.com.
Rapportens konklusioner bygger på data oplyst direkte af supermarkedskæderne gennem et spørgeskema udsendt af Anima samt Animas løbende dialog med branchen, offentligt tilgængelig information og fysiske stikprøver i butikkerne. Alle kæderne har haft mulighed for at kommentere og supplere vurderingerne inden rapportens udgivelsen.