Miljøstyrelsen advarer om, at regeringens store klimasatsning kan være fyldt med kræftfremkaldende og miljøskadelige stoffer
I et hidtil ubeskrevet notat fra Miljøstyrelsen lyder det, at biokul fra pyrolyse - regeringens store klimasatsning - kan indeholde flere kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer og føre til uoprettelige skader på miljøet.
Regeringen vil investere 10 mia. kr. i pyrolyse for at hjælpe landbruget med at sænke sin klimabelastning. Undersøgelser af miljøeffekterne ved biokul skabt gennem pyrolyse er dog ikke afsluttet, men et hidtil ubeskrevet notat tegner et billede af, at teknologien kan være en sundheds- og miljøkatastrofe.
Ifølge Jyllands-Posten har folk i Vendsyssel, hvor Danmarks første store pyrolyseanlæg står, klaget over, at anlægget gør dem svimle, giver dem hovedpine, blister og udslæt.
Ifølge Klimaministeriet kan der i 2035 være 70 pyrolyseanlæg rundt om i Danmark.
Nu kan avisen så fortælle, at de danske myndigheder er dybt bekymrede over det produkt, der kommer ud af pyrolyseteknologien.
I et notat fra november advarer Miljøstyrelsen direkte om, at biokul skabt gennem pyrolyse kan indeholde både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer såsom PFAS og dioxiner, og under pyrolysen, når gylle og halm opvarmes, kan der florere sundhedsskadelige tungmetaller som kviksølv og cadmium.
Kalder minister i samråd
Styrelsen skriver desuden, at der er usikkerhed omkring både nedbrydning, udvaskning og biotilgængelighed af sundhedsskadelige og miljøfarlige forurenende stoffer i biokul samt hvilke skadelige stoffer, der dannes under pyrolyseprocessen. Styrelsen udelukker ikke, at biokullet kan forurene vores drikkevand, og skaden ved at udbringe biokul på landbrugsjorde kan være uoprettelig.
Det får nu Enhedslisten til at kalde miljøminister Magnus Heunicke (S) i samråd.
"Det her notat er horribel læsning. De miljøskadelige stoffer, der kan være i biokul, er nærmest en gyserliste over de top 10-mest skræmmende stoffer, vi kan forestille os," siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører i Enhedslisten, til Jyllands-Posten.
I et skriftligt svar til avisen lyder det bl.a. fra Magnus Heunicke, at man vil reagere på den viden, der kommer frem:
"Pyrolyse kan blive et vigtigt klimavirkemiddel, men det skal ikke være på bekostning af miljø og sundhed."
Peder Nickelsen, direktør for Stiesdal Skyclean, der ejer pyrolyseanlæg i Vendsyssel, oplyser til Jyllands-Posten, at anlægget i dag overholder alle grænseværdier for udledninger.
Økologisk Nu afventer en kommentar fra Landbrug & Fødevarer, som vil svare senere i dag.
Skadelige stoffer i biokul
Biokul kan indeholde en lang række sundhedsskadelige og miljøfarlige forurenende stoffer. De
sundhedsskadelige og miljøfarlige forurenende stoffer kan både komme fra den anvendte
biomasse, men de kan også dannes under selve pyrolyseprocessen. Herunder er en ikkeudtømmende liste af stoffer, der potentielt kan være tilstede i biokul:
- Tungmetaller fra biomassen
- Dioxiner/Furaner (PCDD/PCDF) – herunder særligt dioxinlignende PCB-forbindelser
- Per- og polyfluoralkylforbindelser (PFAS)
- Tjærestoffer – polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH)
- Flygtige organiske forbindelser (Volatile organic compounds - VOC)
Miljøstyrelsen skriver: "Der er altså en lang række forskellige typer sundhedsskadelige og miljøfarlige forurenende stoffer, der potentielt kan være tilstede i biokul. Det er endnu uvist, hvordan og hvorvidt sundhedsskadelige og miljøfarlige forurenende stoffer udvaskes fra biokul, samt biotilgængeligheden af de sundhedsskadelige og miljøfarlige forurenende stoffer, der er i biokul."
De forskellige stoffer kan ifølge Miljøstyrelsen være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, skadelige for reproduktionsevnen, skade leveren, påvirke immunforsvaret, skade udviklingen, påvirke mave-tarm- og nervesystemet og vejrtrækningen.
Kilde: Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om udbringning af biokul til
jordbrugsformål, november 2025