»Det er nødvendigt for mennesket at genoprette sine bånd til naturen«

Af: Marta Apablaza Riquelme

Tre dage om ugen går 21 børn i alderen tre til tolv år på en privatskole i Chiles hovedstad Santiago, men mandag og fredag er anderledes. De to dage begynder tidligt om morgenen med, at børene bliver kørt til skolen Ketrawe Amantú Agroecological School i byen Paine, der ligger i en dal i et bjergområde i det centrale Chile. Her går dagen går med at passe dyr, dyrke have, samle æg, tilberede mad og udvælge frø.

I løbet af skoleåret, og afhængigt af børnenes alder, lærer de om jordens kredsløb, om hvordan man dyrker frugt, grøntsager og indfødte chilenske planter, hvordan alle disse produkter lugter og smager, samt hvilke fordele der er ved dem.

Skolens erklærede formål er at undervise børnene i fødevaresuverænitet, altså selvforsyning.

De skal forstå og kende de fødevarer, de producerer og får at spise. Det foregår i køkkenhaven, hvor de selv er med til at producere mad og lægeplanter, men det foregår også i en mere gammeldags skolestue, hvor de undervises i jordens kredsløb.

Ikke alene får de 21 piger og drenge en ny bevidsthed om omsorg for jorden og vigtigheden af fødevaresuverænitet; sammen med deres familier udgør børnene en såkaldt ’agro-økologisk brigade’, der i weekenderne - mindst en gang om måneden - mødes hjemme hos skolens leder, 38-årige Jaime Aránguiz, for at lære af hinanden om fødevaresuverænitet, fødevareproduktion og miljøpleje. Skolens målgruppe er lige så meget forældrene som børnene selv.

»Det er utroligt at se, hvordan børn, der tidligere væmmedes ved at arbejde med jorden og var bange for dyr, nu nyder disse besøg«, siger Jaime Aránguiz.

Myndigheder bakker op

I Chile spirer flere lignende initiativer frem. I den sydlige del af landet bor for eksempel den agro-økologiske farmer Cecilia Guineo Colguen på øen Chiloé. Hun er indfødt og deler ud af sin praksis med at producere quinoa, majs, bønner og hvidløg samt andre grøntsager og frugttræer. Cecilia står i spidsen for en frøbank med blandt andet områdets oprindelige kartofler, lægeplanter, gamle ærter og gulerødder.

Der er også landmanden Georgina Toro, som på sin ejendom, beliggende i Mapuche producerer mad, baseret på traditionelle mapuche-afgrøder og bær. Georgina Toro har udviklet en agro-økologisk praksis, hvor hun på én gang respekterer miljøet, sørger for diversificering af afgrøder, effektiv brug af naturressourcer og bevarelse af biodiversiteten.

Faktisk sætter det statslige chilenske landbrugsfremme-agentur ved navn »Instituto de Desarrollo Agropecuario (INDAP)« nu så stor pris på den type bæredygtig agro-økologisk praksis, at man for et par måneder siden begyndte at promovere nogle af disse landmænd som rollemodeller gennem et program kaldet ’Agro-økologiske fyrtårne’, hvor man fremhæver deres indsats med det formål at oplyse andre landmænd og stimulere dem til at gå samme vej.

Startede med bedstemoren

Tilbage hos Aránguiz-familien fortæller Jaime Aránguiz, at den har en tradition for selvforsyning, der begyndte med hans bedstemor.

»Hun havde en meget stor frugthave,« fortæller han.

Før hun slog sig ned i Paine, boede hun i det sydlige Chile, og hun var vant til at udveksle frø for at dyrke afgrøder.

»Min mor voksede op med denne tradition, og efter min bedstemors død begyndte hun at skabe vores egen frugthave til vores selvforsyning,« fortæller han.

Familiens private historie er sammenvævet med Chiles sociale og økonomiske historie. De blev ejere af deres egen jord efter den chilenske landbrugsreform; en historisk proces, der fandt sted i 1960’erne og frem, og omfattede storstilet omfordeling af indkomst, muligheder og andre fordele afledt af jordbesiddelse til fordel for bønder. Aránguiz-familien overtog endeligt deres jord i Paine for tyve år siden efter bedstefaderens død. I dag består familien af Jaime Aránguiz selv, hans to børn Amaru på ti og Antu på otte, og hans mor, Patricia Miranda.

Først delte Jaime Aránguiz og hans mor arbejdet med at arbejde i haven. Mens Jaime Aránguiz havde et job som offentligt ansat, lavede han forbedringer af huset, mens hans mor arbejdede i haven. Dog var passionen for at bearbejde jorden og idealerne om at producere egen mad og tilbyde andre gode produkter så stærk, at han i 2015 besluttede at sige sit job op og arbejde i frugthaven på fuld tid.

»Der var en stemme indeni, der sagde til mig: Træd op og tag risikoen«, siger han.

Først dyrkede han kun salat, koriander og persille, men i dag har han både drivhuse og dyrehold på grunden. Han har også kyllinger og får. Gradvist kom projekter vedrørende formidling af agro-økologi og omsorg for miljøet til at fylde mere og mere i hverdagen i køkkenhaven.

Efterhånden etablerede han en lille virksomhed med at sælge pesticidfrie frugter og grøntsager. Han og hans mor sluttede sig i 2018 til en gruppe bønder og håndværkere fra Paine, som hver tirsdag og lørdag rejste til Santiago for at sælge giftfrie grøntsager og frugter til indbyggerne i hovedstaden. Siden 2019 har det dog været svært at sælge familiens fødevareproduktion. Dels på grund af covid-pandemien, dels fordi regler, der skal begrænse politiske demonstrationer, har gjort det vanskeligt at bevæge sig frit fra sted til sted i Chile.

Fik styrket kærligheden

Samtidig med at pandemien var med til at forhindre Jaime Aránguiz og hans mor i at fortsætte med at sælge deres produkter, blev deres livsstil og deres families forkærlighed for selvforsyning tværtimod styrket.

»Under pandemien begunstigede vores livsstil os, i den forstand at vi kunne brødføde os selv fra vores egen frugthave. Vi kunne ikke sælge vores grøntsager og frugter, og vi kunne ikke flytte andre steder hen, men det var for os nemt at komme gennem hele processen, på trods af vanskeligheder vi har stået over for i nyere tid med sygdomme og faldne drivhuse. Vi har aldrig manglet mad.« siger han.

Han værdsætter den frihed, som det at dyrke sin egen frugthave giver ham:

»Vores livsstil har befriet os. Hver gang, du formår at producere din egen mad og din egen medicin – for mad er også medicin – har du gjort dig selv lidt friere.«

Stille, men langt væk

En af de største vanskeligheder ved deres livsstil og ved at sælge deres egne produkter er afstanden:

»Vi bor langt ude på landet. Denne afstand er både en barriere og en mulighed. Der er en vidunderlig stilhed, men afstanden gør det svært at tage vores produktion andre steder hen. Især hvis du ikke har et køretøj, og det har vi ikke,« forklarer Jaime Aránguiz.

Manglen på transportmidler og umuligheden af at flytte på grund af pandemien fik ham og hans mor til at beslutte sig for at holde op med at sælge frugt og grøntsager, men det gjorde det på den anden side muligt at dedikere hele deres indsats til den agro-økologiske skole, som de oprettede for at udbrede værdier og fordele ved at arbejde med jorden.

Ikke desto mindre har Jaime Aránguiz og hans mor planlagt igen at begynde at sælge frugt og grøntsager til familierne til de børn fra privatskolen, som deltager i deres agro-økologitimer og besøger deres frugthave i Paine.

Han agter at fortsætte sine bestræbelser på at sprede en livsstil, der er tættere forbundet med naturen, gennem Ketrawe Amantú, den agro-økologiske skole.

»At lære om miljøet, agro-økologi, planter og frø er vigtigt, fordi det giver os mulighed for at opleve og udforske alt det, der gør os til mennesker. Det gør os bevidste om at leve. At opleve og lære, hvordan et frø fødes og vokser, gør os mere bevidste. Det er nødvendigt for mennesket at genoprette sine bånd til naturen,« siger Jaime Aránguiz.

Denne artikel publiceres i samarbejde med DDRN (Danish Development Research Network) med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.