Annonce

Annonce

Bekymring over ØL's klimaplan aftager efter møde

Flere landmandsmedlemmer udtrykte så hård kritik af Økologisk Landsforenings landbrugsudspil, at der blev indkaldt til møde før påske for at få en dialog i gang.

09. april 2021
Læsetid: 4 minutter
Finn Tang

Finn Tang er en af de økologer, der har set kritisk på dele af Økologisk Landsforenings udspil 'Pris på bæredygtighed'. Arkivfoto

Bekymringen over Økologisk Landsforenings landbrugsudspil (ØL) er mere eller mindre forsvundet, efter at flere af foreningens landmandsmedlemmer har holdt møde med foreningens politiske ledelse og bestyrelsesformand Per Kølster.

I forbindelse med generalforsamlingen og ØL's fagudvalgs efterfølgende årsmøder blev der udtrykt så udpræget bekymring for, hvad udspillet 'Pris på bæredygtighed' ville betyde for deres økonomi, at toppen i ØL indkaldte til et møde for at svare på kritikken samt de mange spørgsmål.

Og det var tid givet godt ud, mener både mælkeproducent Finn Tang og kødproducent Carsten Sørensen, hhv. formand for ØL's mælkeudvalg og kødudvalg. De havde begge udtrykt bekymring og mener, at fagudvalgene var indblandet for lidt i udviklingen af udspillet.

"Jeg synes, det var et super godt møde. Jeg tror, det gav en god forståelse for begge parter, og nogle misforståelser blev ryddet af vejen. Jeg føler, at vi fik lidt af det 'gamle' ØL tilbage, hvor det ikke bare er en interesseorganisation, men også en organisation der vil varetage folks ejendomsret og ikke går på kompromis med medlemmernes økonomi," siger Finn Tang, der frygter, at debatten om udtagning af lavbundsjorder kan ende med ekspropriation uden den retmæssige erstatning.

Kritisk i solidaritet

Carsten Sørensen kalder mødet for "helt fint" og pointerer, at hans bekymring mest har været i solidaritet med mælkeproducenterne, da han selv producerer kød fra naturplejende dyr og derfor ikke forventer så store udfordringer med planen, der bl.a. går på at sænke landbrugets udledning af drivhusgasser og øge naturindholdet og biodiversiteten.

"Mælkeproduktionen er mere intensiv. Det kød, vi laver, er for de flestes vedkommende produceret på græs, så vi kan sagtens genkende os selv i det udspil - jeg kan bare godt se problemet for mælkeproducenterne," siger han.

Han mener, at fagudvalgene skulle være inddraget mere i det udviklende arbejde.

"Vi har som udvalg et ønske om at være tættere knyttet til det, og det har vi fået lovning på," siger Carsten Sørensen.

Han understreger, at de som økologer gerne vil udfordres og erkender samtidig, at de eksempelvis skal øve sig i 'feed no food' (undlade at bruge menneskeføde til husdyr, red.), men at man som producent har behov for, at kunne se sig selv i foreningens udspil.

Også Finn Tang mener, at udvalgene har været for lidt med i processen og ikke kendt nok til detaljerne i det.

"Der er kommet forklaringer om udspillet, men diskussionen har manglet," siger han.

Ikke muligt at diskutere hver detalje

Formand Per Kølster tilslutter sig det positive kor om det seneste mødes forløb, men er ikke enig i, at bestyrelsen har inddraget fagudvalgene for lidt i detaljerne i 'Pris på bæredygtighed', når man ser på, hvad der er muligt i udarbejdelsen af sådanne udspil.

”Processen har forløbet over en årrække og omfattet mange møder med vores politiske afdeling, med fagudvalgene, fælles møder mellem udvalgenes formænd og bestyrelsens formandskab. Der er blevet drøftet lyttet og rettet til. Rent praktisk og ressourcemæssigt har det ikke været muligt at gennemføre en længere proces ned i detaljen, og det er heller ikke hensigtsmæssigt for den rolle, bestyrelsen som folkevalgt har," siger han og fortsætter:

"Mødet var en fin oplevelse, som for en gangs skyld gav lejlighed til at snakke om nogle emner meget grundigt, så man har tid til at lytte til hinandens synspunkter, og i den ideelle verden havde vi mere tid til at snakke om det, for der er altid en risiko for, at nogle informationer går tabt - ikke mindst i dette vanvittige corona-år."

Han tilføjer:

"Det er hævet over enhver tvivl, at vi har lært noget af, at selvom vi har haft en lang proces med mange møder, så har vi brug for at revurdere processen for at sikre optimal fælles forståelse af politikskabelse og beslutninger. Det gør vi noget ved.”

Flere artikler fra samme sektion

Økologien får et rygstød i ny politisk aftale

En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.

12-04-2025 6 minutter Politik,   Tilskud,   Grøn trepart

Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider

Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.

11-04-2025 3 minutter Pesticider

Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet

Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.

07-04-2025 3 minutter Pesticider