Økologer: Politikerne påtager sig ikke ansvaret for et bæredygtigt landbrug

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt på altinget.dk fredag den 4. juni

Af: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening

"Kom nu," har man lyst til at råbe ud til vores regering og de europæiske politikere.

Vi kan ikke blive ved med at udsætte den grønne omstilling i landbruget. Landbruget har undergået en kæmpe omstilling og er blevet hårdere og hårdere reguleret, men indgrebene har ikke bragt os tættere på bæredygtighed, tværtimod vi har pillet det samlede økosystem bestående af jord, planter og dyr fra hinanden.

Sådan havde det ikke behøvedes være. I 50 af de 60 år, der har været bedrevet en fælles europæisk landbrugspolitik, har der lydt advarende røster om de omkostninger, som vi alle betaler og kommer til at betale for at fremme et stadig mere intensiveret landbrug, med stadig mere fokusering på produktivitet, og hvor alle udfordringer besvares med nye teknologiske løsninger uden øje for det samlede system.

Burde være håndteret som markedsbaseret erhverv

Chancen for at tage affære har været der mange gange. Siden 1992 har der løbende været lavet reformer af EU's landbrugspolitik. At kalde det reformer er dog en tilsnigelse med tanke på den generelle orientering i politikken.

EU's landbrugspolitik baseres fortsat på Romtraktatens mål, der blev fastlagt helt tilbage i 1958, og som skulle sikre forsyninger med fødevarer, rimelige priser, levestandard og øget produktivitet gennem teknisk udvikling. Det er disse mål, der står i vejen for et egentlig opgør med den støttepolitik, der har formet det landbrug, som vi står med i dag. Målene har haft sin gode begrundelse ikke mindst i sult og fattigdom, men tiden løb hurtigt fra dem som grundlag for støtteudbetaling.

Landbruget burde for længst have været håndteret som ethvert andet markedsbaseret erhverv. New Zealand tog opgøret tilbage i 1994, men EU's politikere har ladet stå til og ladet landbrugsstøtten kapitalisere sig i prisen på jorden og gjort det sværere og sværere at komme ud af produktivitetens trædemølle.

Optimismen er begrænset

Det bliver heller ikke denne gang, politikerne tager en så modig beslutning. Det er meget mindre vidtgående skridt, der skiller politikerne ad, samtidigt med at de gerne vil kalde landbrugsreformen den grønneste nogensinde.

Lad os håbe den bliver det, men optimismen er begrænset. EU-Kommissionens farm to fork-strategi sender gode signaler, alligevel har Danmark skulle kæmpe hårdt for at få vores bruttoarealmodel igennem, som tillader, at naturen kan vokse ind på landbrugsarealerne, uden at det udløser støttetræk.

EU-kommissionen introducerede eco-schemes som afløser til grønningselementerne i søjle I, men uden at sikre et minimumsbudget til disse. Vi står nu i en situation, hvor man ikke kan nå til enighed om at afsætte mindst samme budgetandel til eco-schemes, som der var afsat til grønningskrav med fare for, at vi er landet i et ”race to the bottom”.

En bekymring, der kun bekræftes, når vi ser på vores egen regerings landbrugsudspil. I dag optager grønningselementerne 30 procent af søjle I, derudover er der flekset syv procent fra søjle I til søjle II. I landbrugsudspillet vil de 37 procent blive reduceret til 22 stigende til 25 procent. Altså den andel, som regeringen på tidspunktet for offentliggørelsen af landbrugsudspillet anså som værende et sandsynligt resultat i trilogforhandlingerne.  

Problemet er ikke landmændene, men politikerne

Intet er afgjort endnu, der forhandles fortsat både på Christiansborg og i Bruxelles. I Økologisk Landsforening vil vi blive ved at minde politikerne om vores model 'Pris på Bæredygtighed', hvor vi kobler landbrugsstøtten sammen med bedriftens klima- og naturresultater ved hjælp af bedriftsregnskaber og eco-schemes.

Hvis politikerne kommer i tvivl om behov for handling, kan de tage nogle minutter på de sociale medier. Jo mere ”business as usual”, jo højere taler aktivisterne om de negative sider af dagens landbrug, og jo mere ubehageligt bliver det at præsentere sig som landmand.

Landmænd gør som andre virksomhedsledere; de optimerer bedriften op mod de rammer, de er givet. Det er politikerne, der har ansvaret for at fastsætte disse, så vi får en bæredygtig produktion målt på klima, natur, vandmiljø, drikkevand og dyrevelfærd. Problemet er ikke landmændene, problemet er, at politikerne ikke påtager sig det ansvar, de har.