Annonce
Annonce
Både 365 Discount og Lidl har gennemført kampagner, som dokumenterer, at det er muligt at dreje forbruget i en grønnere retning ved at fjerne momsen. Ifølge Økologisk Landsforening bør den viden bruges til at indføre differentieret moms på økologiske fødevarer. Foto: Moment Studio
Nu står Økologisk Landsforening ikke længere alene med vores ønske om differentieret moms
MARKEDSKLUMME: Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, ser spændende perspektiver for økologien, i at skatteminister Jeppe Bruus åbner døren for at bruge differentieret moms som et værktøj, der kan bane vej for et grønnere fødevareforbrug.
Lidl og 365 Discount har begge i en periode valgt at fjerne momsen på frugt og grønt. Lidl Danmark i hele februar og marts og 365 discount i uge 4, og noterede stigninger i omsætningen af frugt og grønt på henholdsvis 43 og 37 pct. På mediet X muntrer Mona Juul, gruppeformand for Konservative, sig over erfaringen. Ingen bør blive overrasket over salget stiger, når prisen falder, lader Mona Juul os forstå. Lige så lidt overraskende det må være, lige så oplagt synes det at være at sænke moms på økologi, så staten ikke tjener mere på at sælge økologiske produkter.
GfK analyseinstituttet viste tilbage i 2020, at i 67 pct. af de tilfælde, hvor forbrugere fravalgte økologi, henviste de til merprisen. Det er altså også dokumenteret, at merprisen er en alvorlige hindring for vækst i det økologiske salg. Det koster desværre for nuværende mere at producere økologisk. Det gør det, så længe alle påvirkninger af det omgivende miljø ikke afspejles i produktionsomkostninger, men den forskel bliver endnu større, når forbrugerne skal betale samme moms på økologi som på konventionelle produkter, da momsen er en procentsats af prisen.
Vi har i Økologisk Landsforening beregnet, at staten lige nu har en merindtægt på salg af økologi fra momsen på 700 mio. kr. på tværs af alle varekategorier. Det er naturligvis helt galt, når vi ved, at vi sparer samfundet for omkostninger på miljøet og nedbringer risikoen for antibiotikaresistens.
Jeppe Bruus, vores skatteminister (S), har tidligere vedkendt sig, at det er muligt at sænke momsen på udvalgte varegrupper og tilkendegivet, at han ikke har noget ideologisk/politisk imod differentieret moms. Nu har han også ifølge mediet dagligevarehandlen.dk under et besøg i 365discount i Hvissinge i Glostrup denne måned udtalt, at han er positiv over for at bruge differentieret moms som instrument. Det giver håb om, at vi er et skridt tættere på at få sænket momsen på økologi og dermed forfølge opfordringen fra EU-kommissionen i såvel dens økologiske aktionsplan som dens Green Deal og Biodiversitetsstrategi for 2030.
Og nej Jeppe Bruus, det er ikke vanskeligere at sænke momsen på økologi end på udvalgte varekategorier, faktisk tværtimod. Økologi er entydigt afgrænset qua det økologiske regelsæt og underlagt kontrol og sporbarhed. Det økologiske regelsæt går videre end den generelle regulering, og dermed er det hævet over enhver tvivl, at økologi adskiller sig fra generelle konventionelle produkter, hvilket er en forudsætning for at have lavere moms på et økologisk æble end et konventionelt æble.
Der spekuleres i, om dagligvarehandlen selv vil score det sparede provenu, men til det må vi i Økologisk Landsforening svare, at detailhandlen bruger økologi til at konkurrere om kunderne, og det vil være meget synligt, hvis det sparede provenu gik i deres egne kasseapparater. Den bekymring skal ikke stoppe det mest oplagte initiativ til at vækste det økologiske marked og fremme en bæredygtig udvikling i landbruget.
Flere artikler fra samme sektion
Træbranchen: Regeringens ambitiøse plan om mere skov kræver en gennemtænkt plan med blik for de eksisterende skove
DEBAT: Den grønne trepartsaftale indeholder en ambitiøs plan om at omlægge 250.000 ha landbrugsjord til ny skov over de næste 20 år. Skal det lykkes, kræver det omhyggelig planlægning, som også tager hensyn til eksisterende skov.
Et ganske positivt økologisk år går på hæld - et nyt udfordrende år venter forude
MARKEDSKLUMME: Selv om det økologiske salg er tilbage på vækstsporet, pointerer Carsten Ahrenfeldt, at der er en en række oplagte indsatser at kaste sig over i det nye år.
Er du medlem af Økologisk Landsforening, bør du stille op til repræsentantskabet
FORPERSONENS ORD: Som medlem af Økologisk Landsforenings repræsentantskab er du foreningens ambassadør, som bringer viden ud, påvirker beslutningstagere og bringer viden og nye idéer til bords. Du er også med til at holde bestyrelsen og ledelsen på tæerne.