Annonce
Annonce
Helle Borup Friberg fremhæver professionaliseringen af Økologisk Landsforening som et af de mål, hun nåede i sin tid som adm. direktør i foreningen. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek
Helle Friberg er afklaret med sin opsigelse, men erkender, at den rummer sorg og usikkerhed
Efter syv år som direktør i Økologisk Landsforening har Helle Borup Friberg valgt at stoppe. Hun kom til en græsrodsorganisation i økonomiske problemer, men har siden professionaliseret foreningen og gjort både strategien og kommunikationen skarpere, mener hun.
Det er gråt og småregner, men det er, som om Helle Borup Friberg ikke ænser det, da hun fra dagligstuen peger mod vinduet, hvorfra man kan se lige ud på et stort hjertetræ. Der skal vi tage portrætfotoet til artiklen, foreslår hun.
»Prøv lige at se hvor flot det er. Det er helt vildt.«
Hun har indvilget i at vise sin køkkenhave frem, men hun virker mere ivrig efter at komme direkte hen til træet, der rækker flere meter op i luften og er fyldt med gyldne blade, klar til at falde ned og dække græsplænen som en efterårsdyne.
Hun var også helst fri for at fremvise køkkenhaven, for den har været så plaget af skov- og dræbersnegle, at hun efterhånden har givet op på årets høst. Det går bare ikke at lave et portræt af en nu forhenværende direktør for Økologisk Landsforening uden at se, hvordan hun selv dyrker jorden.
Da vi går ud i haven med duften af vådt græs og efterår omkring os, viser det sig da også, at det ikke står helt skidt til: Midt i højbedets bare jord, ved siden af en plet af jordbærplanter, står bladbeder ranke i forskellige nuancer af grøn og rød.
»De er større end sidste år, men da plukkede jeg dem nok også for tidligt,« siger hun.
Men indrømmet: Sporene fra de næsten altædende snegle kan ses. Ved siden af højbedet er høsten imidlertid anderledes succesfuld, for her strækker hindbærbuske sig i alle retninger med fine, modne bær på grenene.
»Jeg går herud hver morgen og plukker friske hindbær til min morgenmad,« siger hun og rækker et par stykker frem til en smagsprøve, inden hun går hen til hjertetræet.
En stærk sag
Helle Borup Friberg bor i et parcelhuskvarter i Kolding, hvorfra hun gennem syv år har pendlet frem og tilbage til Økologisk Landsforening i Aarhus. Hun tøver ikke, da hun bliver spurgt, hvad det bedste ved jobbet har været.
»At få lov til at arbejde ledelsesmæssigt med en vigtig sag. Det er ikke, fordi det ikke også har været fantastisk at arbejde med nogle virkelig dygtige medlemmer i en vildt fed organisation, og det politiske har været spændende, men ud fra et professionelt perspektiv har det bedste været at bruge en stærk sag som løftestang rent ledelsesmæssigt. Jeg er meget optaget af at arbejde med flere bundlinjer, og jeg tror, at det er fremtiden at tænke i hele økosystemer, uanset om man er en organisation eller virksomhed,« siger hun.
Bevidstheden om klodens ressourcer og måden vi forvalter dem på – det hun betegner som ”flere bundlinjer” - har fulgt hende helt fra barnsben:
»Mine forældre er begge vokset op på gårde, og de kommer fra en nøjsom baggrund, hvor de var vant til at være selvforsynende en stor del af tiden. Så jeg kommer fra et hjem, hvor der blev plukket 90 kg jordbær om sommeren og høstet kartofler til halvdelen af året. Det ville jeg jo gerne give videre til mine børn, men mit arbejdsliv har ikke altid givet plads til det.«
Hvad nu hvis?
Hun virker fuldstændig afklaret med sin beslutning om at stoppe i foreningen. Der er godt nok lidt uro i maven, siger hun; på den ene side en følelse af at være glad og spændt på det næste kapitel i livet, og på den anden side en smule sorg over at have taget afsked med noget, som hun har været så glad for.
»Og så er der da også en usikkerhed om, hvad nu hvis der ikke er nogen, der kan bruge mig? Hvad nu hvis mine egne tanker om, at jeg kan tage alt det, jeg har lært, med ind i en ny kontekst, ikke er noget, som andre mener er en god idé?«
Da hun offentliggjorde sin beslutning over for de ansatte, forklarede hun, at den bunder i et ønske om at prøve sig selv af som leder i andre sammenhænge.
Hun griner, da hun bliver spurgt, om der er noget bag hendes opsigelse, hun endnu ikke har delt med offentligheden.
»Nej, det er der ikke. Jeg har jo en gang tidligere truffet sådan et valg om at stoppe (da hun var hos Lego Education, red.). Dengang handlede min beslutning både om ønsket om mere ledelsesansvar og en utålmodighed i forhold til virksomhedens arbejde med sit planetære aftryk. Denne gang har jeg givet mig selv god tid til at tænke mig om, og så kunne jeg bare mærke, at det var det rigtige at gøre nu,« siger hun.
Blå bog
Navn: Helle Borup Friberg
Alder: 54 år
Født i: Faaborg
Uddannelse: Cand.negot fra SDU og bestyrelsesuddannelse (Executive Board Leadership Program) fra CBS
Gift med: Peter Friberg
Børn: Astrid (26 år), Georg (23) og Sigrid (20)
Job:
2017-2024: Økologisk Landsforening: adm. direktør
2010-2017: Lego Education: Head of Operations and Digital platform
2008-2010: Lego System A/S: Director, New Business Group
2005-2007: ScanCom International A/S: Group Project Manager i Vietnam
2002-2005: Anker Andersen: Deputy CEO
1998-2002: Velfac A/S: Market and Customer Development/Executive Assistant
1995-1998: Georg Jensen Damask: Regional Sales Manager i Tyskland
Kom til en anden verden
Da Helle Borup Friberg kom fra den kommercielle gigant Lego til græsrodsorganisationen Økologisk Landsforening i 2017, vidste hun godt, at det ville være en helt anden verden at træde ind i.
Derfor var hun heller ikke overrasket over at konstatere, at der efter hendes vurdering manglede en rød tråd i foreningens kommunikation og interne strategi.
Det var omstændigheder, hun allerede havde forberedt sig på, da hun søgte jobbet.
»Det var jo et udtryk for, at man var en græsrodsorganisation, og jeg kom ind i en organisation med meget passionerede mennesker, som virkelig brænder for sagen,« påpeger hun.
Hvad hun derimod ikke havde forberedt sig på, var foreningens økonomiske situation, som betød, at den var nødt til at rejse fire mio. kr. for at dække et stort underskud og genopbygge den smuldrende egenkapital.
»Det var jeg overrasket over. Jeg vidste godt, at vi ikke havde en stærk økonomi, men jeg havde jo selvfølgelig været inde og kigge på regnskaberne, inden jeg søgte jobbet, og der kunne jeg godt se, at man lavede nulresultater. Jeg var bare ikke klar over, hvor stor en risiko der var bygget ind i foreningens økonomi med de mange projekter. Jeg fik hurtigt en følelse af, at vi stod på gyngende grund, og mit første halvandet år i jobbet var ren krisestyring.«
Det er dog samtidig den oprydning og efterfølgende professionalisering af foreningen, hun måler sig selv på, når hun skal pege på, hvad hun har opnået i sin direktørtid. Med professionalisering mener hun en mere klar kommunikation og kortere formuleret strategi, som skal få alle til at arbejde mod det samme mål, og et øget fokus på at tjene egne penge frem for at være så afhængig af fondsfinansierede projekter. Men forløbet har bestemt ikke været gnidningsfrit.
»Jeg har nok været overrasket over, hvor svært det har været at få alle til at forstå behovet for en ny strategi. Både i organisationen og i baglandet. Selv et par år efter, at vi havde vedtaget den første strategi, oplevede jeg, at der var folk, som ikke forstod, hvad vi skulle, og hvorfor vi skulle det. For at være ærlig var jeg lidt frustreret over det, for jeg synes, det var ret åbenlyst, hvad der var galt,« siger hun med henvisning til den økonomiske risiko forbundet med at være så afhængig af projektmidler.
Hun er også ærlig om det, hun ikke føler, hun er lykkedes med: Medlemstallet.
»Det er det, jeg ærgrer mig mest over,« fastslår hun.
Ser det fra begge sider
Hun tænker generelt kun ganske kort tid, før hun svarer på spørgsmål, men det virker aldrig uigennemtænkt. Det er snarere, som om hun allerede har analyseret alle tænkelige spørgsmål i hovedet, og selvom det kan virke til, at hun i et længere svar er på vej ud ad en tangent, vender hun altid tilbage til udgangspunktet og får besvaret spørgsmålet.
Blev Økologisk Landsforening stiftet alene for at sælge mere økologi, eller blev vi stiftet, fordi vi ønskede et bæredygtigt landbrug, der er bygget på de økologiske principper? Jeg har sagt hele vejen igennem, at jeg er med på den sidste.
I sine svar spiller hun ofte djævlens advokat over for sig selv ved at se en sag fra begge sider. For og imod. Det bliver tydeligt, da hun kommer ind de politiske kampe og den udskældte grønne trepartsaftale.
Selv mener hun, at aftalen er uambitiøs – både for økologien og den grønne omstilling generelt – og hun kan sagtens forstå de unge, der har sultestrejket foran Christiansborg i protest mod aftalen. Omvendt finder hun det unikt, at man overhovedet får indgået en sådan aftale med erhvervet – samtidig med at partierne skal tage hensyn til deres vælgere.
»Jeg er sådan set stolt over at bo i et land, hvor det kan lade sig gøre at have sådan en proces – også selvom jeg er skuffet over resultatet på nogle områder.«
Meldte sig ud i protest
Vi sidder ved spisebordet midt i stuen, mellem køkkenalrummet på den ene side og sofaområdet på den anden. Den ene halvdel af bordet er fyldt med afskedsgaver fra venner, kolleger og samarbejdspartnere. Forskellige økologiske fødevarer og en stak bøger fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Vegetarisk Forening. En masse små symboler på hvor omfangsrigt et netværk, hun har plejet gennem sin tid som direktør i foreningen.
Hun nævner bl.a. Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Vegetarisk Forening som gode samarbejdspartnere – men disse samarbejder kan også have deres omkostninger.
Det skete for eksempel, da Økologisk Landsforening og syv andre organisationer - heriblandt de tre førnævnte - var medforfattere på rapporten ’Fra Foder til Føde II’, der udkom i slutningen af 2023.
Flere store virksomheder, bl.a. Arla og Friland, meldte sig ud, og forperson Louise Køster valgte at gå af som konsekvens af det urolige bagland.
Står fast ved beslutning
På trods af konsekvenserne fortryder Helle Borup Friberg ikke, at Økologisk Landsforening var med i rapporten. Hun anerkender dog, at der blev begået fejl; repræsentantskabet og de faglige udvalg skulle være blevet inddraget tidligere og mere grundigt, man skulle have lavet en risikoanalyse og givet sig selv langt mere tid til at få arbejdet med sit bidrag til rapporten.
»Jeg forsøgte at guide os og bestyrelsen så godt igennem det, som jeg kunne, med den tid, vi havde. Vi er mange, der har lært rigtig meget af sagen, og vi har på den baggrund lavet en række vigtige tilpasninger af vores arbejde med foreningens politiske handlingsplan,« siger hun og kigger ned i bordet.
Vi ræser derudad med en fortælling om, hvordan fremtidens landbrug skal se ud, men vi mangler at få flere folk med på den rejse. Der er jo både en ung og gammel generation, som er forvirret over alle de nye bæredygtighedsbegreber og ikke kan navigere i dem.
Hun står stadig ved rapporten og tøver ikke, da hun bliver spurgt, om dansk landbrug skal have færre husdyr.
»Selvfølgelig skal det dét. De skal jo være økologiske, så det giver sig selv, for når man lægger om til mere økologi, så får vi færre husdyr, og udover at det giver langt bedre dyrevelfærd, beskytter vi derved både natur, grundvand, miljøet og klimaet.«
Og så spørger hun retorisk:
»Blev Økologisk Landsforening stiftet alene for at sælge mere økologi, eller blev vi stiftet, fordi vi ønskede et bæredygtigt landbrug, der er bygget på de økologiske principper? Jeg har sagt hele vejen igennem, at jeg er med på den sidste. Det kræver, at vi fremmer efterspørgslen og skaber gode og fair rammer for en markedsdrevet omstilling.«
Mange hensyn at tage
Rapportens konsekvenser for foreningen viste, hvor svært det er at tage samtidigt hensyn til den brede medlemsskare, som foreningen har.
Hun fremhæver sit gode samarbejde med skiftende bestyrelser og forpersoner, men det har ikke altid været ligetil at få alle medlemsgruppernes opbakning til foreningens beslutninger. Det kan være svært, når man både har landmænd og virksomheder med økonomiske interesser på den ene side og forbrugere, som måske ønsker billigere økologi eller en høj CO2-afgift i landbruget, på den anden side.
»Er vi altid lykkedes med at få hele baglandet til at bakke op om fælles beslutninger? Nej. Men det har ikke været et dilemma for mig og mine egne værdier og holdninger, for jeg har været omgivet af nogle meget ambitiøse mennesker, som virkelig har villet skabe forandringer i landbruget.«
Rigtig mange mennesker forstår ikke, hvor stor en del af vores areal vi bruger på foder.
Også her kommer hendes tilgang med at se et emne fra flere synspunkter til udtryk. For selvom hun og foreningen i en årrække har talt for et landbrug med langt færre husdyr, forstår hun til fulde den usikkerhed, det kan skabe hos de mange økologiske husdyrproducenter.
»Vi tegner jo pludselig en mere usikker fremtid for dem, så det er klart, at der har været reaktioner på det. Men jeg synes, det har stilnet lidt af de seneste år. Jeg tror, at flere og flere er blevet bevidste om, at vi er nødt til at ændre os, og at det måske er okay at spise anderledes og producere nogle andre afgrøder på vores arealer i fremtiden. Men jeg synes, det har taget meget, meget lang tid,« siger hun med henvisning ikke kun til branchen, men danskerne generelt.
»Rigtig mange mennesker forstår ikke, hvor stor en del af vores areal vi bruger på foder, eller hvor meget vi importerer, og kender ikke forskellen på økologi og konventionelt landbrug, hvis man skal tale om andet end sprøjtegifte.«
Flere skal med på rejsen
Og dermed kommer hun ind på det, som Økologisk Landsforening efter hendes mening skal arbejde særligt med den kommende tid – ud over at ansætte en »rigtig dygtig direktør«, som hun siger; økologien undersælger nemlig sig selv, og det må ikke ske i en tid med så meget fokus på grøn omstilling, mener hun:
»Vi ræser derudad med en fortælling om, hvordan fremtidens landbrug skal se ud, men vi mangler at få flere folk med på den rejse. Der er jo både en ung og gammel generation, som er forvirret over alle de nye bæredygtighedsbegreber og ikke kan navigere i dem. Samtidig udfordrer det os, når andre helst vil løse én krise ad gangen: Så vil man lave et dyrevelfærdsmærke, så vil man lave et klimamærke og så et biodiversitetsmærke og måske et regenerativt mærke. Hvorfor ikke i stedet arbejde med at udvikle og udbrede økologien, som netop rummer det hele?«
Flere artikler fra samme sektion
Vi bør fejre de økologer, der går en ekstra mil for Økologisk Landsforenings mærkesager
DEBAT: Gennem året har Økologisk Landsforening haft tre mærkesager, og vil foreningen skabe mere opmærksomhed om dem og virkelig forankre dem i samfundet, kunne den med fordel indgå partnerskaber med fx Dansk Vegetarisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening.
Når det bliver forår i november
FORPERSONENS ORD: De nye salgstal fra 3. kvartal i 2024 viser, at salget af økologiske fødevarer er steget med 13,6 pct. i forhold til salget i samme periode 2023. Det må da siges at være forårsstemning i en efterårsmåned.
Politikere vil have os til at få flere børn, men tillader samtidig fertilitetshæmmende pesticider
DEBAT: Politikerne mener, at vi skal føde flere børn i Danmark. Så kunne det jo være en god idé, hvis de stoppede med at tillade pesticider, som nedsætter fertiliteten og øger risikoen for skader i fostre, mener økolog Fie Graugaard.