Annonce

Annonce

En chauffør tanker mælk fra Arla på sin lastbil

Verdens største økologiske andelsmejeri, Arla, er ikke længere medlem af Økologisk Landsforening. Det skyldes rapporten 'Fra Foder til Føde II', som ØL var medforfatter til. Foto: Arla Foods

Arla og Friland melder sig ud af Økologisk Landsforening efter visionsrapport

De to store producenter har valgt ikke at forny deres medlemskab af Økologisk Landsforening, da de ikke deler den vision, som foreningen har fremsat om fremtidens landbrug.

Arla og Friland har begge valgt at melde sig ud af Økologisk Landsforening. Det sker på baggrund af visionsrapporten 'Fra Foder til Føde II', som foreningen var medudgiver af i november.

Rapporten satte tal på, hvor mange husdyr der er plads til, hvis dansk landbrug skal leve op til sine miljø- og klimakrav, og viste, at bestanden af kvæg, fjerkræ og grise skal reduceres med hhv. 65, 75 og 95 pct., hvilket ifølge rapporten bør være en målsætning frem mod 2040.

"Selvom vi deler ambitionerne for en grøn omstilling af fødevareerhvervet, kan vi ikke se os selv som medlem af en forening, som foreslår en så vidtgående reduktion af kvægbestanden i Danmark i 2040. Som en konsekvens af dette ønsker Arla ikke længere at være betalende virksomhedsmedlem i foreningen. Vi håber, at vi kan fortsætte den gode og konstruktive dialog, som vi har haft med ØL gennem mange år," skriver Jesper Skovlund, pressechef i Arla, i en skriftlig kommentar til LandbrugsAvisen.

Heller ikke Friland kan se sig selv i den vision, som Økologisk Landsforening har fremsat, lyder det fra presseansvarlig hos Friland Søren Eibye Svenstrup i en mail til landbrugsmediet.

Udmeldelserne ærgrer Louise Køster, forperson i Økologisk Landsforening.

"Vi er rigtig kede af, når nogen melder sig ud af vores forening. Det skal jeg være den første til at beklage. Udmeldelserne kommer på baggrund af rapporten, og vi havde rigtig gerne set, at de havde taget imod rapporten som et indspark til, hvordan landbruget skal se ud i fremtiden," siger hun til LandbrugsAvisen.

Flere artikler fra samme sektion

Det vil koste op mod 15 billioner kroner, hvis vi vil fjerne giftige PFAS-stoffer fra miljøet

Et hold af internationale journalister og eksperter har beregnet, hvad det vil koste at fjerne de skadelige PFAS-stoffer, der bl.a. stammer fra pesticider, fra miljøet. Samtidig kæmper industrien imod et PFAS-forbud og bruger en taktik, som er kendt fra tobaksindustrien.

17-01-2025 6 minutter PFAS,   EU,   Miljø,   Drikkevand

Kristian Andersen og hans køer blev gravet frem på et gammelt sort-hvid billede - her er, hvad han laver i dag

Museumsinspektører fra Det Grønne Museum fandt et flot billede fra økologiens spæde start i 1990, og så viste det sig, at hovedpersonen på billedet Kristian Andersen stadig er i fuld gang – men han er trådt ind i et nyt kapitel i hans egen økologiske historie.

15-01-2025 4 minutter Økologiens historie

Nu er tiden inde: Økologien skal på museum

Økologisk Landsforening og dansk økologi kommer nu på museum. Ikke fordi økologien er et stykke støvet forhistorie, der skal arkiveres og gemmes væk, men tværtimod fordi den har spillet – og stadig spiller – en historisk rolle i dansk landbrug og for danskernes valg af fødevarer.

15-01-2025 6 minutter Økologiens historie,   Økologisk Landsforening