’Mr. Økologi’ takker af efter 25 år: »Det har været som at stille et telt op midt i en orkan«

Paul Holmbeck står og ser ud ad spisestuens store vinduesparti, da han pludselig udbryder: 

»Hey, er det en dompap? Lige dér i tempeltræet?« 

Han henter en kikkert for at se nærmere på fuglen, der sidder godt skjult mellem de nøgne, brune grene – ja, næsten helt kamufleret, havde det ikke været for den røde farve på brystet. 

Så går han hen til en bogreol, som er bygget op ad væggen og rundt om døråbningen mellem husets to stuer. Han tager en bog om fugle ned fra en hylde og begynder at bladre i den. 

»Er det ikke vores ven dér?« spørger han og peger på billedet af en fugl, der umiskendeligt ligner den samme slags fugl, som sidder i træet ude i hans have. 

Bogen viser også, i hvilke dele af verden de forskellige arter lever. 

»Nogle gange tror jeg, at jeg har fået øje på en bestemt fugl, men når jeg så slår op i bogen, kan jeg se, at den slet ikke lever i Danmark,« siger han og griner. 

Begejstringen bliver dog udskiftet med eftertænksomhed, da han bliver spurgt om, hvordan han har det. Paul Holmbeck har sat sig ved stuens lange plankebord og ser ud på sin have, der er vild med vilje. 12 store kvadrater på græsplænen har fået lov at vokse sig lange og bliver derfor kun slået én gang om året. Rundt omkring står frugttræer; blomme, æble, kvæde og kirsebær. 

Som politisk direktør i Økologisk Landsforening har han viet sit liv til at arbejde for en verden, der handler mere bæredygtigt. Det indebærer, at naturen får bedre betingelser i hans egen have – også selvom den kun er en dråbe i havet. Så hjælper det til gengæld, at han har inspireret sin nabo til at gøre lidt af det samme. 

Efter 25 år har hans arbejde i foreningen dog nået sin ende. Han når akkurat at få sit jubilæum med, og så siger han farvel til den forening, der ikke engang eksisterede i sit nuværende format, da han i sin tid begyndte i den. 

»Jeg er mættet med følelser og har virkelig mange positive refleksioner og tanker om det næste, men jeg har også en følelse af tab. At jeg lige om lidt taber det fantastiske fællesskab, der har været i foreningen, og alle de daglige ting, hvor man oplever positivt samspil og inspirerer hinanden,« siger han tilbagelænet i stolen og med benene lagt hvilende over hjørnet af bordet. 

»Der er også fællesskabet uden om foreningen—alle de gode partnere i politik, organisationer og handlen, « fortsætter han, mens han ser ud ad vinduespartiet, som giver udsigt til Aarhus bugt. 

Solen skinner lige ind på ham.

»Vi har opnået virkelig meget. Vi har sammen gjort økologien folkelig og sat en global standard for, hvordan man udvikler markedet og politikken. Det er nogle erfaringer, der kan bruges i hele verden, og som bliver efterspurgt. Men tiden er inde. Jeg er ikke en glad mand, jeg er en afklaret mand, som er klar til at arbejde videre ud fra de samme værdier.«

Når han fortæller om, hvor afklaret han er, hænger det sammen med, at han allerede begyndte at overveje at stoppe, da han for fire år siden fik en hjernerystelse. Han var på ferie i USA og ville på kajaktur alene, men en bølge ramte ham, da han stod i vandet, så han - uden hjelm – slog baghovedet ind i badebroen. Han lå bevidstløs på ryggen i vandet, og da han kom til sig selv, stod han op i vandet og var drivvåd.

Han fik senere fortalt, at han havde talt meget usammenhængende efter episoden. Alligevel gik der to dage, før han tog på hospitalet.

»Jeg havde alle de klassiske symptomer. Jeg udviklede en hovedpine, som bare blev værre og værre. Det satte gang i en nedadgående spiral, og igangsatte en del tanker,« fortæller Paul Holmbeck, der endte med at være sygemeldt i knap et halvt år.

Han døjer stadig med hovedpine og har svært ved at se på blinkende lys og mosaikker. Han betragter hændelsen som et slags wake-up call. Konsekvensen blev, at han afleverede en beskrivelse af tre modeller for den fremtidige ledelse i Økologisk Landsforening, hvilket i sidste ende førte til, at han trådte tilbage som foreningens direktør til fordel for Helle Borup Friberg og i stedet blev politisk direktør. 

Hvor meget har du egentlig arbejdet gennem årene? 

»Meget. Det har været et 24/7-job på mange måder. Det var ikke altid bæredygtigt.« 

Behovet for at uddelegere opgaver var et af de råd, han fik fra foreningens tidligere formand Knud Erik Sørensen.

»Han ville have alt over sit bord. Han var ikke god til at give opgaver fra sig,« siger Knud Erik Sørensen, der var formand fra Økologisk Landsforenings stiftelse i 2002 frem til 2007.

For ham er Paul Holmbeck ikke bare en medarbejder, der stopper på sin arbejdsplads.

»Han er den danske Mr. Økologi. Jeg vil påstå, at i min tid som formand, blev der ikke udbetalt en eneste krone til økologien i Danmark, uden at Paul havde haft en finger med i spillet. Han er en eminent lobbyist, der sætter sig ind i tingene, graver ned i materien, finder pengene og gør politikerne opmærksomme på, hvor de er, og hvordan de kan tilgodese økologien,« forklarer han.

Paul Holmbeck, der har en bachelor i political science – en form for statskundskab - fra Duke University, er opvokset i Rockford, Illinois i USA. En del af den region, der betegnes som rustbæltet, som engang husede en prægtig industri, men i løbet af 1980’erne oplevede stor økonomisk tilbagegang, som mange byer stadig døjer med.

Hans mor var demokratisk politiker og faren konservativ investor – begge lever stadig – og det var især morens politiske arbejde, der prægede Paul Holmbecks opvækst, da han allerede fra barnsben var tæt på det politiske og organisatoriske arbejde. Farens interesse for naturen var et andet aspekt, der prægede opvæksten.

»Det var et fattigt område med racekonflikter. Som skolebarn skulle jeg finde ud af at have gode relationer, udforske hvor andre kom fra for at undgå konflikter og finde sammen på tværs. Det var…«

Han tøver lidt, mens han lader til at tænke over ordvalget.

»Det var tungt.«

Erfaringerne med at finde sammen på tværs af race og klasseskel brugte han senere i sit arbejde i North Carolina, hvor han arbejdede i et årti for at skabe bedre sociale og økonomiske vilkår i fattige bydele. Sammen med andre borgere stiftede han en organisation, som satte boliger i stand med frivillige kræfter, og som formand for en koalition af kristne, muslimske og jødiske grupper og græsrodsorganisationer forhandlede han med lokale banker og byrådet om massive investeringer i boliger og et af USA’s første mikrolånprogrammer. 

Koalitionen fik valgt repræsentanter ind i byrådet og indførte bl.a. sydstaternes første genbrugssystem, grønne indkøb, andelsboliger og sikrede rettigheder for homoseksuelle.

Løbende begyndte han at arbejde som journalist, hvor han særligt dækkede det sociale område, og skrev for bl.a. New York Times, The Leader, USA Today og National Public Radio. Det var et socialt og meningsfyldt arbejde, han havde gang i, og han havde absolut intet ønske om at forlade USA. Dét ændrede en rundrejse i Europa på. 

Ombord på en færge i Grækenland mødte han danske Helle, og efter nogle års langdistanceforhold flyttede hun til USA. Hun var dog ikke glad for at bo der og fik ham overtalt til at prøve livet i Danmark. Han indvilgede på den betingelse, at det kun skulle være i ét år. 

Et år blev til to, og selvom han savnede sin familie og venner og ikke mindst det organisatoriske arbejde i USA, søgte han alligevel en stilling, som en veninde gjorde ham opmærksom på: politisk analytiker hos det, der i dag hedder Økologisk Landsforening med ca. 60 ansatte. Dengang var de syv, som arbejdede for forskellige økologiske landbrugsforeninger under fælles tag på Strandvejen i Aarhus. 

Med jobbet fandt han noget velkendt. Kontorerne lignede, hvad han betegner som et typisk amerikansk græsrodskontor: Der var papirer overalt og ingen rigtige møbler eller fokus på æstetik. Alt var skabt af noget andet; bordene var døre, som var lagt oven på bukke. Der var et fællesskab og en sag at kæmpe for, som på én gang handlede om både miljø, bæredygtighed, mennesker og mad. 

»Det var spændende, men hårdt. Jeg kunne se, at vi havde et enormt potentiale, men havde behov for at organisere os anderledes og være mere i kontakt med omverdenen,« forklarer han. 

Fra han tiltrådte og frem til i dag har økologien gennemgået en ekstrem vækst fra godt 21.000 ha i 1995 til nu knap 300.000 ha, samtidig med at danskerne er det folkefærd med den største økologiandel i forbruget. Men vejen dertil har været hård. 

»Det har været som at stille et telt op midt i en orkan. At prøve at forankre nogle ting, som kan holde, og der har været masser af glæde og resultater, kriser og bekymringer. Men vi har haft så mange dygtige, motiverede mennesker, såvel medarbejdere som medlemmer, der har skabt en forandring, hvor økologien er gået fra at være ingenting til at være en del af normen,« siger han og smiler. 

Adspurgt om hvad han er mest stolt af, er eksemplerne flere. Der er først og fremmest FN’s Future Policy Award i sølv, som Danmark modtog i 2018 for et af verdens mest effektive økologipolitiske initiativer. 

Prisen modtog han sammen med Mette Gjerskov (S), der var fødevareminister, da den prisvindende plan blev sat i verden. Den satte som mål at fordoble det økologiske areal frem mod 2020 i forhold til 2007, og Økologisk Landsforening var dybt involveret i udviklingen. 

»Det er alligevel noget,« siger Mette Gjerskov om FN’s anerkendelse af økologipolitikken. 

»Den er blevet til i samarbejde med Paul. Han er saglig, ordentlig og leverer tingene rigtigt. Der er altid styr på det. Han er super professionel og god til at sørge for at holde fast i kontakter, og han forstår at give de saglige input, når de er nødvendige, « uddyber hun.

En anden, som Paul Holmbeck gennem årene har samarbejdet med, er Thomas Roland, der er CSR-chef hos Coop Danmark. Han beskriver Paul Holmbeck som både »idérig« og »visionær«. 

»Han har været god til at læse de aktører omkring økologien, så den ikke udvikles i trods, men af respekt for hinandens modsætninger baseret på en ordentlig dialog. Han er meget demokratisk anlagt på den måde,« siger Thomas Roland.

Netop respekten for modsætninger og den ordentlige dialog er noget, som Paul Holmbeck selv er inde på flere gange i løbet af interviewet. Det er nærmest en grundpille i hans politiske arbejde. Man slår ikke efter de andre, men finder ud af, hvad man har til fælles. 

»Vi skal ikke kun snakke med dem, der er enige med os. Vi skal snakke med alle partier, og alle organisationer og handelsaktører, og sammen finde ud af, hvad økologi kan gøre for dem og deres dagsorden, og hvad vi kan lave sammen. Vi er altid gået ud med respekt for andre og har snakket med alle. Det har sikret en bred støtte til økologien og har reddet vores røv så mange gange med skift af regeringer, ordfører og ledere i detailhandelen,« siger Paul Holmbeck.

Et konkret eksempel var, da Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som statsminister i 2001. Paul Holmbeck tager fødderne ned fra bordet og retter sig op i stolen, da han fortæller om det, der blev startskuddet til en kritisk periode for foreningen. 

Da stod økologien og dermed også ØL til at blive kraftigt nedprioriteret både politisk og finansielt – foreningen skulle fyre en tredjedel af sine medarbejdere. Men en god relation til Dansk Folkeparti og et opkald fra Paul Holmbeck til DF’s fødevareordfører Christian H. Hansen og Berlingske ændrede situationen; kort efter stod ordføreren på forsiden af Berlingske med gulerødder i hånden og sagde, at de ikke ville tryne økologien. Der var ikke flertal for planerne om at nedprioritere økologi. 

Han er også særligt stolt af foreningens politiske resultater som EU-forbuddet mod GMO i økologi, økologiomstillingen i danske offentlige køkkener og aftalen i C40 - en sammenslutning af klimaambitiøse byer rundt om i verden - om at prioritere økologi og mere plantebaseret kost i deres offentlige køkkener. 

Hvad er så din største skuffelse?

Han klør sig i øjnene og tøver et øjeblik. Så læner han sig frem og lægger hænderne fladt på bordet. 

»Med al vores fokus på at skabe gode betingelser for økologien har vi ikke formået at skabe tætte relationer til nok af de nye økologer. Det er afgørende, at de kan mærke os, at vi bringer nye ideer og ny viden, som de kan bruge. Vi troede nok, at fordi vi skaber sikkerhed for afsætningen af deres varer, og fordi vi skaber verdens bedste økologipolitik, ville landmændene automatisk melde sig ind i vores forening,« siger han. 

Snakken går videre om hans syn på behovet for en fundamental forandring af samfundet for at gøre det bæredygtigt og hans seneste arbejde for foreningen i regeringens klimapartnerskaber, men noget i hans tankestrøm får ham til at vende tilbage til spørgsmålet om skuffelse. 

»Der er faktisk to ting,« begynder han og gentager den manglende relation til nye økologer. 

»Det andet er mere internt,« fortsætter han så; 

»Vi har i perioder kørt for hårdt på, hvor jeg selv og andre blev trykket af det. Hvor vi har forsøgt med for mange ting på samme tid. Jeg synes, vi har mistet nogle medarbejdere, som vi ikke havde råd til at miste. Som økologien ikke havde råd til at miste. Ligesom man ikke skal brænde Jordens ressourcer af, skal man heller ikke brænde mennesker ud, så det er et område, hvor jeg kunne have gjort det bedre i nogle bestemte perioder.« 

Hvor du føler et ansvar?

»Ja - som leder. Når man har en organisation, hvor folk er drevet af deres motivation for en sag, kræver det, at man også viser ansvarlighed ved ikke at lade dem køre for langt ud. Det er hverken godt for dem eller sagen.« 

Når han træder ud af Økologiens Hus for sidste gang, er det dog ikke slut med at arbejde for økologien. Han har planer om bestyrelsesarbejde – blandt andet vil han efter opfordring stille op til World Board hos den internationale økologisammenslutning Ifoam – Organics International, og han er blevet bedt om at træde til i et såkaldt advisory board i en kapitalfond, der vil investere 100 mio. euro i økologiske virksomheder. 

Derudover planlægger han at starte som selvstændig konsulent med fokus på strategisk rådgivning i politik, kommunikation og partnerskaber inden for bæredygtighed. 

Er du nervøs?

»Det er en lille smule scary, når man har været et sted i 25 år. Jeg er ikke nervøs med hensyn til at finde arbejde og tjene penge – det skal jeg nok finde ud af – det er mere tabet af det unikke fællesskab. Det har betydet så meget for mig at have i dagligdagen.«