Annonce

Annonce

Både kvægproducenterne og de professionelle køkkener skal blive bedre til at fortælle om fordelene ved at benytte naturkød, hvis der skal mere gang i kødsalget til priser, som landmanden kan leve af. Foto: Søren Gammelmark

Nu skal der mere naturkød på menuen

Økologisk Landsforening er vært for to temadage om oksekød. De skal slå bro mellem producenter af naturkød og de professionelle køkkener og være med til at forhindre, at kødet lider en stille klimadød.


Julie Cherono Henriksen håber, at temadagen i Aarhus kan fungere som matchmaking mellem små producenter af naturkød og de professionelle køkkener. Foto: Økologisk Landsforening

Der kan i mere end én forstand være lang vej fra det økologiske kødkvæg, som laver naturafgræsning, til de køkkener, som gerne skulle blive endestationen for dyrene, når de bliver slagtet

Megen viden kan gå tabt undervejs, og i en klimafokuseret tid, hvor mantraet hedder 'spis mindre men bedre kød', er der ifølge Økologisk Landsforening god grund til at skabe tættere relationer mellem kødproducenter og de professionelle køkkener. To temadage i august skal bidrage til at forhindre, at historien om køernes vigtige rolle som naturafgræssere går tabt, før kødet lander på tallerkenen.

"Vi er nødt til at sætte fokus på oksekødet og tale det tilbage på tallerkenen med de fordele og ulemper, det har, så dansk oksekød ikke risikerer at lide klimadøden," siger Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.

Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening, er vært for en kødfrokost, hvor kokkene får serveret gode argumenter for at servere økologisk naturkød. Foto: Økologisk Landsforening

Han er oplægsholder på begge temadage og har rollen som tovholder på temadagen 'Kødfrokost'. Den er målrettet landets kokke og bliver afholdt som en samtalefrokost hos Hahnemanns Køkken i København under Copenhagen Cooking, og han oplyser, at der allerede er optaget ved frokostbordet.

Stævnemøde mellem kokke og kødproducenter

Der er til gengæld stadig ledige pladser på en inspirations- og dialogdag 15. august i Aarhus, hvor der bl.a. er fokus på produktion og salg af naturplejekød. Målet med dagen er at styrke kommunikationen mellem kødprocenterne og de kokke, der skal købe deres kød, og det er der et stort behov for, mener Julie Cherono Henriksen, som er landbrugsfaglig projektleder med speciale i kvæg hos Økologisk Landsforening.

Hun er projektleder for den danske del af det tre-årige EU-støttede kødprojekt Interreg, som finansierer de to temadage.

Interreg-projektet

Begge temadage er arrangeret som led i kødprojektet Interreg - efterspørgselsdrevet innovation for øget kvalitet på okse- og lammekød. Det er et treårigt, EU-medfinansieret projekt med deltagere fra Sverige og Danmark.

Agroväst Livsmedel AB i Sverige, leder projektet, mens Økologisk Landsforening har den koordinerende projektlederrolle i Danmark.

"Hvis forbrugerne skal have mulighed for at tage et kvalificeret, økologisk og klimarigtigt valg, som også tager højde for dyrevelfærden, er vi nødt til at skabe tættere relationer mellem producenterne og de køkkenprofessionelle og forklare kokkene, hvad de skal kigge efter, når de køber kød. Oksekød er ikke bare oksekød. Det handler om at vælge det rigtige kød, og når kokkene sætte naturkød på menukortet, er de både med til at skabe større biodiversitet og sikre en produktion med større dyrevelfærd," siger hun.

Større biodiversitet og bedre dyrevelfærd

I Aarhus frister hun med et fagligt arrangement, som om formiddagen er opdelt i to spor. Et for kødproducenter med oplæg om produktion og afsætning af naturkød med høj spisekvalitet. Det andet spor henvender sig til ansatte i de professionelle køkkener, og oplæggene skal få kokke og indkøbsansvarlige til at forstå, at kvæg ikke bare er klimasyndere.

De to spor smelter sammen ved frokostbordet og eftermiddagens oplæg og debat, som ifølge Julie Cherono Henriksen er en oplagt mulighed for at deltagerne kan finde nye kunder eller kødleverandører.

"Hvis vi skal sikre en bedre økonomi i fremtidens oksekødsproduktion, er det vigtigt, at kokkene forstår, at når de køber naturkød hos økologerne, så bidrager de både til større biodiversitet og bedre dyrevelfærd," siger hun.

Se hele programmet her

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding senest den 8. august.

Flere artikler fra samme sektion

Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort

ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.

Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige

Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.

20-11-2024 7 minutter Næringsstoffer,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal

DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.

13-11-2024 7 minutter Klima