Regnorme trives langt bedre i blomsterstriber end korn- og rapsmarker

I et nyt tysk forsøg har man fundet langt flere regnorme i jord under blomsterstriber sammenlignet med jord under raps- og kornmarker.

24. januar 2025
Læsetid: 2 minutter
Nærbillede af en regnorm i jord
Jord med blomsterstriber tiltrækker langt flere regnorme end jord med vinterraps og kornafgrøder. Foto: Colourbox

Både antallet af regnormearter og -individer er mærkbart større i jord med flerårige blomsterstriber end i nærliggende jord med vinterraps og kornafgrøder.

Det viser et nyt tysk studie, hvor forskere ved Julius Kühn Institute har indsamlet i alt 7.526 regnorme fra 46 parceller.

I gennemsnit fandt forskerne tre gange så mange regnorme i jorden med blomsterstriber som i den tilstødende agerjord, og jorden med blomsterstriber havde desuden flere regnormearter. På prøvetidspunktet blev der på agerjorden enten dyrket byg, raps, rug, spelt, triticale eller hvede.

"Da regnorme opfylder en række vigtige økosystemfunktioner i jorden, er dette resultat relevant på mere end én måde og viser det potentiale, som flerårige blomsterstriber har for jordbundsbeskyttelse," forklarer dr. Lukas Beule, der er leder af undersøgelsen, til universitetets hjemmeside.

Vil undersøge det videre potentiale

Regnorme anses som en indikator for jordens generelle sundhedstilstand. De bidrager til en bedre næringsstofforsyning for planterne, og deres gange hjælper med at aflede regnvandet og forhindre erosion.

"Der er stadig en række ubesvarede spørgsmål, som vi er nødt til at besvare for fuldt ud at kunne udnytte potentialet med flerårige blomsterstriber for jordlivet i fremtiden," tilføjer Lukas Beule.

I det næste skridt vil hans team undersøge, hvor langt de positive effekter af blomsterstriberne rækker ud i marken. De vil også undersøge, hvordan blomsterstriber kan optimeres yderligere, f.eks. gennem tilpassede planteblandinger, for at opnå den bedst mulige fremme af jordlivet, selv på forskellige jorde.

Studiet er publiceret i tidsskriftet npj Sustaniable Agriculture.

Ormene blev efter undersøgelserne sat fri igen, så de kunne fortsætte deres for jorden gavnlige aktiviteter.