Professor er ikke i tvivl: Grise, køer, får og høns har oplevelser, følelser og forventninger, som ikke adskiller sig meget fra menneskers

Det var en skræmmende oplevelse, Per Jensen var ude for, da han var omkring fem år. Det er næppe mange børn, der havde tænkt nærmere over episoden, men for ham var den så skelsættende, at den skulle vise sig at præge hans videre liv mod en karriere som professor i etologi - læren om dyrs adfærd - på Linköpings Universitet i Sverige.

Han var på besøg med sin familie hos en nær slægtning på landet. Dagen blev tilbragt udenfor sammen med gårdens dyr, hvor han løb med smågrisene, mens hønsene spankulerede rundt omkring og skrabede, hvor de havde lyst, og en schæferhund nøje fulgte med i, hvad der foregik. For Per Jensen føltes det som himmeriget.

Da de skulle hjem, bad hans far ham om at spørge, om de kunne få en høne med hjem. Per Jensen blev fyldt med en ubeskrivelig glæde og begyndte straks at forestille sig, hvordan livet ville være med en høne i lejligheden; kunne han mon gøre den så tam, at den kunne komme med på gåture? Måske kunne den bo i en skuffe i køkkenet? Og hvad med fodringen?

Lykken var total, da hans slægtning uden videre sagde ja og fandt en høne frem. Chokket kom, da slægtningen herefter vred nakken om på hønen og fortalte, hvordan den skulle tilberedes.

»Måske var det dér og da, at jeg på et ubevidst plan fik fastlagt min fremtidige levevej. Som voksen har jeg brugt årtier på at studere, hvordan vores husdyr tænker, føler og opfører sig«, skriver han i sin bog ’Dyrenes følelser og vores følelser for dyr’, der netop er blevet oversat til dansk.

Ikke på en vegansk mission

Bogen har ikke til hensigt at omdanne folk til at blive vegetarer eller veganere, men har til formål at informere forbrugerne, så de kan træffe et informeret valg, næste gang de køber ind.

»Min mission er at vise den forskning, som faktisk er udgivet om dyr; hvad de føler, og hvad de har af indre liv. Jeg tror, der hersker mange misforståelser om, at for eksempel kyllinger eller fisk ikke har følelser, men bare er proteinmaskiner for os,« siger Per Jensen.

Han ser det som sin opgave som forsker at informere - derefter er det op til politikerne at sætte de lovmæssige rammer og detailkæderne at tage ansvar for, hvad de sælger. Og netop det sidste, mener han ikke, at de lever op til.

»Hvis jeg køber nyt tøj, går jeg ind i en butik og regner med, at tøjet ikke er lavet af børnearbejdere, men at nogen har taget ansvar og sikret en række minimumskrav. Den enkelte forbruger kan jo ikke tage det ansvar, for de har ikke en chance for at vide alt om, hvordan tingene er produceret, eller hvordan dyrene fungerer,« forklarer han.

Bogen på knap 200 sider er en videnskabeligt underbygget beskrivelse af, hvad forskningen viser om de mest udbredte landbrugsdyrs følelser og adfærdsbehov, og det er følelser og behov, der langt fra altid tilgodeses i husdyrproduktionen, uanset om den er økologisk eller konventionel. Per Jensen selv er ikke i tvivl: Grise, køer, får og høns har oplevelser, følelser og forventninger, som ikke adskiller sig meget fra menneskers. Også fisk har et mere komplekst følelsesliv, end man hidtil har troet.

Dyrene bliver apatiske og deprimerede, når de lever i et kedeligt, ensartet miljø, og de har behov, som de vil kæmpe for at få opfyldt. De oplever ikke kun tørst og sult, men også frustration, angst og glæde. Høns kan kede sig, får føler samhørighed med andre i flokken, og koen længes efter den kalv, der blev taget fra den lige efter kælvningen. Altsammen er påvist gennem forskningen, hvor man har observeret dyrenes adfærd og målt deres fysiologiske respons ud fra puls, hjerteslag, kropstemperatur, hjerneaktivitet og pupillerne.

For eksempel ved man nu, at dyr kan være både optimister eller pessimister, alt efter hvad de har været udsat for. Forskere har fundet ud af, at kalve bliver væsentligt mere pessimistiske efter at have fået brændt hornanlæggene af, eller når de er blevet taget fra moren.

Køer hader skældud

Hvordan måler man så pessimisme? En udbredt metode er at lære dyrene at koble et bestemt signal med noget positivt, for eksempel mad, og et andet med noget negativt som en tom madskål. Når dyret har forstået det, bliver det så præsenteret for et tredje og ukendt signal. Vil dyret nu tolke det som en fyldt eller tom madskål? De optimistiske dyr vil normalt tolke tvetydige signaler positivt og gå hen til den ukendte skål i forventningen om at få mad. De pessimistiske dyr vil holde sig væk - det er, som om de ser glasset som halvt tomt snarere end halvt fyldt.

I et lignende forsøg testede forskere grises optimisme og pessimisme under opdrætsperioden og obducerede dem efter slagtningen. Det viste sig, at både hjernen og muskler så anderledes ud hos de pessimistiske grise; hjernen var mere følsom over for stress, og musklerne gav dårligere kød.

Dyrene kommunikerer også meget mere, end de fleste nok bemærker. Høns har mindst 30 forskellige lyde, der bruges til at kommunikere; en af dem er en såkaldt ’godbidslyd’, hvor hønen fortæller sine unge kyllinger, at hun har fundet føde.

Soen guider sine unger igennem diening, og de fortæller hende, hvis hun skal blive liggende i længere tid.

Det betyder også noget, hvordan vi taler til dyrene. Er der noget, som køer hader, er det en skinger, aggressiv menneskestemme - det hader de mere end eksempelvis larmen fra en maskine og voldsom håndtering. Et studie har vist, at mælkeydelsen falder til under halvdelen, samtidig med at stresshormonerne og pulsen øges, hvis køer oplever, at mennesker, som har råbt af dem og behandlet dem ublidt, kommer ind i stalden.

Per Jensen nævner også forskning, der viser tegn på empati hos dyr; at de reagerer negativt, når de ser unger eller andre i flokken blive udsat for en stressende handling, at forventningen hos ét dyr kan smitte de andre, og at de kan kopiere og lære af hinandens handlinger. Grise er bevidste om, at det er dem selv, de ser i et spejl og kan lære at spille simple computerspil med snuden. Får kan genkende artsfæller og mennesker alene ud fra ansigter og huske dem i flere år, efter de er fjernet fra flokken. Kyllinger forstår proportioner som fx, at fire prikker er flere end to, og at otte er flere end fire. Dyreunger føler glæde ved leg, og adfærdsbehov såsom hønsenes støvbad og grisenes trang til at rode i jorden og bygge rede sidder stadig dybt i dem trods domesticeringen.

Bedre i økologien, men...

Derfor er naturlighed også vigtigt for dyrs velfærd, påpeger Per Jensen, og på det punkt klarer økologien sig trods alt bedre end det konventionelle, for de kommer ud under åben himmel, fravænningsperioderne er længere, og de har mere plads. Men økologien er stadig langt fra at opfylde en lang række vigtige naturlige behov hos dyrene, vurderer han og nævner den tidlige fravænning mellem ko og kalv, at kyllingerne udklækkes på rugerier og aldrig ser deres mor, som de ellers ville følge tæt, og høns, der går i alt for store flokke.

»Jeg tror, at økologerne har kopieret det konventionelle for meget. Vi ser den samme form for specialisering, de samme store enheder, og avlen kan man ikke komme væk fra. En økologisk mælkeproduktion har de samme intensive køer som den konventionelle. Hvis man sammenligner økologiske dyr med konventionelle, så har økologerne en pointe, når de taler om, at økologi har høj dyrevelfærd, men hvis du sammenligner det med, hvad dyrene faktisk har af behov, er påstanden en smule overdrevet,« siger han.

Hvilken økologisk dyreproduktion kommer tættest på det naturlige liv?

»Det økologiske oksekød, hvor man har dem til at gå ude året rundt, og de har kalvene med sig indtil den naturlige fravænning. Det er en temmelig ekstensiv dyreproduktion og sandsynligvis den, der kommer nærmest et naturligt liv.«

Det er dog ikke den enkelte landmand, der kan bebrejdes for intensiveringen og presset på dyrene, mener Per Jensen: Det er et resultat af samfundets opbygning og de lavere priser på fødevarer. Vil man overleve som producent, må man følge med strømmen, som han siger.

»Spørgsmålet er snarere, hvad samfundet skal gøre, og der handler det desværre meget om, hvad vi skal betale. Inflationen fylder meget nu, men faktum er, at maden aldrig har været så billig som nu trods inflation. Kylling er for eksempel ekstremt billigt. Kigger man på prisudviklingen på kylling, koster den i dag under 20 pct. af, hvad det kostede i 1960.«

Forbrugerne er simpelthen nødt til at betale mere for mad, hvis dyrevelfærden skal højnes, konstaterer han.

Slagtning er stressende

Bogen omtaler også forskningen i dyrenes reaktion på tiden op til slagtningen, og ser man bort fra de enkelte gård- eller mobile slagterier, er økologien ikke bedre end det konventionelle system: Dyrene bliver fjernet fra deres trygge miljø og gennet ind i et mørkt ukendt miljø: Lastbiler, hvor dyrene står tæt, konfronteres med fremmede og køres over længere strækninger. Mange dyr viser tegn på køresyge, varmen er et problem, og lugten af blod på slagteriet har vist sig at gøre dyrene utrygge, stressede og ængstelige. Endnu værre er det, hvis de kan se deres artsfæller blive aflivet.

Undervejs i læsningen af bogen kan man få indtrykket af, at han selv er veganer, men det er ikke tilfældet.

»Jeg er hverken veganer eller vegetar, men en meget bevidst forbruger. Jeg spiser ganske lidt kød og er fuldt informeret om, hvordan kødet, jeg køber, er produceret. Jeg har kontakter med små producenter, som har få dyr og slagter dem under gode forhold. Jeg har ingen store problemer med, at man afliver dyr, men jeg har et stort problem med, hvordan de har det, og hvordan man afliver dem,« forklarer han og siger, at dyret næppe har begreb om døden, og derfor kan det under de rette forhold godt lade sig gøre at opdrætte og slagte dyr, uden at de udsættes for stress og rædsel.

Udviklede stressfri metode

Han har selv været tilknyttet et projekt, hvor en landmand ønskede at aflive dyrene på den mindst stressende måde på gårdens eget slagteri. Slutresultatet endte - med Per Jensens ord - »over al forventning«: Når dagen var inde, blev grisene nænsomt drevet fra deres indhegninger og gik selv hen til porten mod gårdslagteriet. Miljøet var velkendt; der var ingen distraherende lyde eller nye lugte. Når de smækfri porte blev åbnet, blev lyset i det første rum tændt, for grise bryder sig ikke om mørke rum - derimod vækkes deres nysgerrighed af lyset.

Når grisene var gået indenfor, blev dørene lukket stille, og lyset langsomt dæmpet, hvorefter en anden dør til en korridor blev åbnet, og nyt lys blev tændt. Grisene fulgte automatisk det mere oplyste rum og blev så lokket med duften fra en foderautomat i den fjerneste ende af korridoren. Når de nåede frem til foderet og begyndte at spise, fik de et kraftigt elektrisk stød, som øjeblikkeligt bedøvede dem.

»Man kan altså godt opdrætte og slagte dyr, uden at de udsættes for stress og rædsel«, skriver Per Jensen i bogen.

Men når man som ham ønsker at tage alle hensyn til dyrene, hvad så med de tilbageværende dyr i flokken? Forskningen, som han selv omtaler, viser jo, at andre dyr udviser tegn på sorg og savn, når artsfæller forsvinder, og at fx får kan huske individer i to år, efter de sidst har set dem.

Adspurgt om det ikke ud fra hans principper er problematisk at aflive dyr, hvis andre lider under det, samtidig med at dyrene slagtes i en meget ung alder, tøver han og nikker anerkendende:

»Det er et godt spørgsmål. Det har jeg ikke noget godt svar på.«