Ny forskning: Organisk gødning kan gavne afgrøderne på lang sigt og mindske klimaaftrykket

En ny computersimulering fra Aarhus Universitet viser, at organisk gødning over tid gør udbytterne af hvede, byg og kartofler mere stabile fra år til år. Gødningens klimaeffekt afhænger dog i høj grad af, hvordan den håndteres.

30. september 2026
Læsetid: 5 minutter
Nyoptagne kartofler læsses på vogn
Ifølge en ny computersimulering fra Aarhus Universitet kan brugen af organisk gødning over tid mindske udsvingene i udbyttet af hvede, byg og kartofler fra år til år trods tiltagende klimaforandringer. Foto: Økologisk Landsforening

Den gødning, der bruges i økologisk landbrug, kan være med til at modvirke nogle af klimaforandringernes negative følger for tre af Danmarks vigtigste markafgrøder: hvede, byg og kartofler.

Det viser en ny computersimulering fra Aarhus Universitet. Den bygger på data fra markforsøg på universitetets forsøgsstation Foulumgård i Midtjylland.

Ifølge resultaterne stabiliserer organisk gødning over tid udsvingene i udbyttet af hvede, byg og kartofler fra år til år. Gødningens samlede miljøeffekt afhænger derimod af, hvordan den håndteres. Gøres det rigtigt, kan det give lavere drivhusgasudledninger end den handelsgødning, der bruges i konventionelt landbrug, mens forkert håndtering risikerer at gøre den til en betydelig kilde til drivhusgasser.

Omvendt kan udbyttet ved konventionel kvælstofgødning – handelsgødning – fortsat svinge fra år til år, med skiftende konsekvenser for den endelige produktion.

Samtidig er der større risiko for udvaskning af næringsstoffer fra handelsgødning end fra organisk gødning, hvis gødningen ikke håndteres korrekt.

Ved konventionel gødskning brugte forskeren for eksempel en optimal kvælstofmængde på 140 kg N pr. hektar i vårbyg (tildelt ved såning). Ved organisk gødskning tildelte han 2 ton husdyrgødning pr. hektar.

Kan retfærdiggøre tilskud

Studiet, som endnu ikke er fagfællebedømt, giver foreløbig dokumentation, der kan understøtte en dansk politik, som tilskynder til øget brug af organisk gødning og stedspecifik næringsstofstyring. De mulige langsigtede fordele ved organisk gødskning kommer oven i lavere drivhusgasudledning og mindre risiko for næringsstoftab.

Tilsammen kan det retfærdiggøre målrettede tilskud, landbrugsmiljøordninger og betaling for økosystemtjenester, der belønner de landmænd, som bruger den.

»Organisk gødning kan forbedre jordens frugtbarhed på lang sigt. Men det er stadig en central udfordring at opnå samme udbytteniveau som i konventionelle systemer og at sikre, at gødningen håndteres agronomisk korrekt,« siger studiets forfatter, Davide Cammarano, som er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Formålet med studiet var at isolere og forstå, hvordan systemer med organisk gødskning reagerer på ændrede klimaforhold. I modellen blev jord, afgrøde og dyrkningspraksis holdt konstant, mens kun klimaet blev ændret. Det gjorde det muligt at analysere klimaets effekt uden påvirkning fra andre faktorer.

Biologisk liv forbedres

Forklaringen på den langsigtede fordel er de mindre udsving i udbyttet fra år til år. De skyldes, at organisk gødning forbedrer jordens biologiske liv, gradvist øger tilgængeligheden af næringsstoffer og fremmer jordens generelle sundhed. Konventionel kvælstofgødning giver hurtige resultater, men over tid kan den føre til forringelse af jorden og skabe ubalance mellem næringsstofferne.

Dertil kommer klimadimensionen. Simuleringen viser, at den samlede udledning af lattergas (N₂O) – en kraftig drivhusgas – kan være lavere på marker gødet med husdyrgødning end på konventionelt gødede marker. Lattergas dannes typisk, når der tildeles kvælstof, og er et af landbrugets største klimaproblemer. Det vigtigste indfanger det aktuelle studie dog ikke: Måden, som husdyrgødningen opsamles, opbevares, behandles og anvendes på, har større betydning for miljøet.

Udbyttegabet mellem økologisk og konventionelt landbrug er fortsat markant. I simuleringen producerer det konventionelle areal næsten dobbelt så meget som det økologiske.

»Det er svært at lukke udbyttegabet på kort sigt. Det skyldes primært, at næringsstofferne i organisk gødning frigives langsommere, og at koncentrationen af næringsstoffer ofte er lavere. På længere sigt kan en bedre jordfrugtbarhed hjælpe, men det kræver målrettet dyrkningspraksis og er ikke en hurtig løsning,« forklarer Davide Cammarano.

Tildel efter behov

Et særligt element i det nye studie er en kortlægning af udbyttevariationen inden for samme mark, gødet med henholdsvis handelsgødning og organisk gødning. Kortene viser store forskelle på, hvilke dele af marken der reagerer bedst. Variationen hænger tæt sammen med jordtype og vandindhold.

Ifølge Davide Cammarano peger det på potentialet i stedspecifik gødskning. Det vil sige at tildele gødningen mere præcist efter behovet i markens enkelte zoner i stedet for at behandle hele marken ens.

Han mener, at der er brug for forskning og politik på to fronter: forståelse af, hvordan husdyrgødningen håndteres, før den kommer ud på marken, og brug af digitale teknologier til at optimere udbringningen på selve marken. Studiet viser dog også, at der fortsat er behov for investeringer i forskning og rådgivning for at mindske udbyttegabet. Det gælder især for byg og kartofler i det økologiske system.

Studiet har ikke undersøgt plantebaseret organisk gødning. Det er efter hans vurdering et relevant næste skridt at se nærmere på.

Artiklen er skrevet i projektet 'LivOrganic'.