Annonce
Annonce
Klovbeskæring øger risikoen for abort hos højdrægtige køer
Det øger risikoen for abort, hvis man klovbeskærer malkekøer inden for de sidste fire uger af drægtigheden, viser en ny undersøgelse.
Risikoen for abort stiger med 2,4, hvis køer klovbeskæres inden for de sidste fire uger før kælvning. Foto: Colourbox
Der er en markant forhøjet risiko for abort hos drægtige køer, hvis de får beskåret deres klove inden for de sidste fire uger af drægtighedsperioden. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, hvor man har trukket registreringer fra Kvægdatabasen ud på alle drægtige køer i perioden 2012 til 2018.
"Køer, som var blevet klovbeskåret inden for de sidste fire uger før kælvning, havde 2,4 gange større risiko for at abortere, sammenlignet med køer som var blevet klovbeskåret mere end otte uger før kælvning," fortæller Peter T. Thomsen, seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, på universitetets hjemmeside.
Selvom data kun viser en sammenhæng og ikke, at klovbeskæring er den direkte årsag til aborterne, er datagrundlaget klart nok til, at Peter T. Thomsen råder landmændene til at være ekstra forsigtige med at klovbeskære sent i drægtigheden og overveje grundigt for og imod, inden de vælger at gøre det på en højdrægtig ko.
"Der er selvfølgelig situationer, hvor det er nødvendigt at klovbeskære en højdrægtig ko. I disse situationer bør koen håndteres så skånsomt som muligt, og vi anbefaler, at man kun løfter ét ben ad gangen for at begrænse det fysiske pres på børen (livmoderen, red.) under klovbeskæringen," siger han.
Klovbeskæring sker rutinemæssigt i malkekvægsbesætninger for at forebygge klovlidelser og forbedre køernes gang, og sunde klove er en væsentlig faktor bag køerne velfærd og holdbarhed. Senest har forskning ved Aarhus Universitet vist, at klovbeskæring omkring afgoldning er forbundet med en lavere forekomst af sålesår i den efterfølgende laktation.
"Men når det er sagt, er det også vigtigt at have for øje, at klovbeskæring kan være stressende for køerne. Når en ko er i klovbeskæringsboksen, bliver hun løftet med stropper under maven. Det kan medføre tryk på koens indre organer herunder børen. Derfor er det en nærliggende tanke, at klovbeskæring af køer sent i drægtigheden kan være med til at øge risikoen for abort," forklarer Peter T. Thomsen.
Flere artikler fra samme sektion
Ingen genveje til flotte økojordbær: ”De skal luges i bund i foråret”
En jordbæravler i Norddjurs er en af de økologiske jordbæravlere, der holder stand trods en generel nedgang i branchen. Jordbæravler Dennis Weigelt Pedersen er samtidig planterådgiver i Innovationscenter for Økologisk Landbrug med ’hands-on’ erfaring fra egen avl. Her er hans bud på, hvordan man sikrer en stabil afgrøde.
Den 22-årige grisehvisker kan stadig lære sin snart 60-årige far noget om grise
Mathilde Munch har lært sin far meget om dyrevelfærd, selv om han har haft griseproduktion i over 25 år. Hun har et helt særligt blik for dyrene, mener hendes forældre.
15 års erfaring har bekræftet husdyrekspert i, at grise sætter pris på en høflig tone
Omsorg for grisene og naturlige forhold giver gode vilkår for, at relationen mellem landmand og dyr trives, men der er også dilemmaer i den økologiske produktion. Heldigvis er der fremskridt i arbejdet med at løse det formentlig største dilemma: Pattegrise, der dør i farehytterne.