I tvivl om hvad 'midlertidig ekstensivering' går ud på? Få fakta her

FAGLIGT TALT: Bioordningen 'midlertidig ekstensivering' er til for at give levesteder og fødekilder til naturens dyrevildt samt nyttedyr. Her er en oversigt over kravene til ordningen.

10. marts 2026
Læsetid: 3 minutter
Nærbillede af blomster
Bioordningen 'midlertidig ekstensivering 2026' skal give flere levesteder og fødekilder til naturens dyrevildt og nyttedyrene. Foto: Julie Rohde Birk

Af: Sini Lampinen Jensen, junior planterådgiver, ØkologiRådgivning Danmark

Du har måske allerede hørt om det - hvis ikke så er her lidt læsning til overvejelse og drøftelse med din rådgiver: Bioordningen 'midlertidig ekstensivering 2026' er delvist videreført fra 'biodiversitet og bæredygtighed' fra 2025. Ordningen er, som tidligere, til dig, der ønsker at gøre lidt ekstra for biodiversiteten på dine landbrugsarealer.

Ordningen er til for at give levesteder og fødekilder til naturens dyrevildt samt nyttedyr. Som i 2025 kan der opnås tilskud ved at udlægge arealer til slåningsbrak, blomsterbrak og/eller småbiotoper. Forpligtelserne er de samme i 2026 som i 2025.

Der er to tilskudssatser:

-          Basistilskud på 1.350 kr./ha

-          Tillæg på 1.950 kr./ha

Tillægget til basistilskuddet kan opnås, hvis arealet er kulstofrige lavbundsjorder og/eller ligger inden for vådområde-potentiale.

Tilskuddet kan kun søges, hvis man opfylder GLM10-kravet om at udlægge mindst 4 pct. ikke-produktive elementer på sine omdriftsarealer, eller hvis man er undtaget fra kravet.

Ordningen er fortsat ét-årig, følger kalenderåret og kan gensøges, såfremt ordningen fortsætter fra år til år.

Der kan søges til arealer:

  • Hvor man har søgt og modtaget grundbetaling i foregående ansøgningsår

  • Arealet skal være berettiget til grundbetaling i indeværende ansøgningsår

  • Overholdelse af GLM10-kravet

  • Mindst 0,01 ha på enkelt mark og i alt 0,30 ha under ordningen

  • Der kan højst søges til 50 pct. af grundbetalingsarealet.

Der kan ikke søges til §3-arealer, eller hvor der er andre regler om, at arealet ikke må dyrkes.

Arealernes anvendelse:

  • Slåningsbrak – skal slås mindst én gang i perioden.

    • Slåningsbrak bremser ikke længere græsstatus – vær opmærksom på dette.

  • Blomsterbrak – jordbehandles og etableres senest 30. april.

    • Blomsterbrak nulstiller græsstatus og tælles som omdrift.

  • Småbiotoper – ingen landbrugsaktivitet i kalenderåret.

    • Arealet kan bestå af uslået græs, træer, buske eller våde områder.

    • Der må tilplantes på arealet i hele kalenderåret, så længe det ikke er med produktion for øje.

    • Småbiotoper kan i denne ordning udgøre en hel mark, men maks. være 1 ha stor og skal tegnes ind.

Husk at for arealerne til GLM10 og/eller midlertidig ekstensivering gælder, at de ikke må bruges produktionsmæssigt i hele kalenderåret. Derfor ingen afgræsning, slæt, gødskning eller jordbehandling. Kun småbiotoper må afgræsses, hvis de består af mindst 75 pct. kronedække og træer/buske ikke beskadiges.