Høns tilbage i stalden efter fugleinfluenza
Kort før jul blev Lars Bredahls økologiske hønsebesætning ramt at fugleinfluenza, og besætningens 14.000 høns måtte aflives. Efter en omfattende rengøring og desinficering kom der i dag nyt liv i stalden, og de første æg er allerede lagt. Nu håber forpersonen i Æg- og Fjerkræudvalget, at en vaccine snart kan fremtidssikre hønsenes helbred – så de igen året rundt får udsyn til åben himmel.
Vogn efter vogn efter vogn med økologiske høns blev i hast trukket ind i Lars Bredals stald.
Fire professionelle hjælpere arbejdede hurtigt og effektiv, så 14.000 nye høns kunne komme hurtigt ud i friheden i stalden.
”De sidder lidt tæt i kasserne, men ellers flakser de rundt i lastbilen, og de har haft en kort transporttid fra Holstebro,” forsikrer Lars Bredahl, da hønsene endelig lander i stalden, og udstøder små, forsigtige kavlen, mens de sidder stablet i trådvognenes lag.
Deres nye stald har længe været ganske tom og ekstremt rengjort, efter at den tidligere besætning kort før jul blev ramt af fugleinfluenza.
Men i dag blev staldene så fyldt op igen – og der gik ikke lang tid, før unge høns kvitterede med de første æg.
”De første æg fra de unge høns kalder vi ”jomfruæg”, forklarer Lars Bredahl, men de få æg i stalden er stadig for små til at blive sendt ud til kunderne.
Men de små æg er et tegn på en ny start for besætningen efter en voldsom oplevelse for Lars Bredahl.
I starten af december var flere af hønsene var begyndt at skrante, og dyrlægen kunne hurtigt konstatere, at det værst tænkelige havde ramt besætningen: Fugleinfluenza.
Styrelsen overtog stalden
Derfra gik det stærk. I løbet af kort tid fik Lars Bredahl besøg fra fødevarestyrelsen, der hjalp med at slå samtlige af besætningens 14.000 høns ned. Og som Lars Bredahl siger, har de desværre en vis erfaring i at håndtere det.
”I processen har de været meget opmærksomme på, hvordan jeg ligesom har haft det med det. Så det er ikke noget, jeg føler, der er blevet gjort hen over hovedet på mig. Det har været en proces, hvor man har taget sig rigtig godt af både høns og ham, der passer hønsene. Så det har været betryggende,” forsikrer han.
”Det betyder meget i sådan en proces, at man føler, at man hele tiden er med, for der er jo i princippet nogen, der overtager ens stald.”
Da dyrene var slået ned, gik holdet fra Fødevarestyrelsen i gang med at desinficere staldene, så det blev sikret, at alle smittekim var fjernet fra bygninger og inventar. Derefter blev staldene grundigt rengjort – og desinficeret endnu engang. En mere grundigt og detaljeret proces end når Lars Bredahl selv rengør staldene.
”Der er flere ting, som jeg normalt ikke adskiller, som de rengør i adskilt tilstand. Og så er der jo så desinfektionsprocessen bagefter, som også har været noget mere omfangsrig, end den plejer at være,” forklarer han.
Besætning skiftes hver andet år
Selv om hele gårdens besætning normalt skiftes ud cirka hvert halvandet år, var det alligevel en særlig og voldsom oplevelse for ham, da mistanken om smitte blev bekræftet.
”I den situation har min største opmærksomhed jo været omkring dyrene - da de blev syge. Det er billeder af de syge dyr, der sidder mest i mig,” siger han.
Den seneste tid har Lars Bredahl haft travlt beskæftiget med klargøringen af de tomme stalde.
”Det er noget med at få tingene til at fungere, fordi det jo har stået stille et stykke tid: Foderanlæg, vanding og æg-båndet og alt det her kan godt drille lidt, når man skal have sådan noget i gang igen. Så det har jeg arbejdet på, så vi var rigtig klar til de nye damer, der skulle komme,” fortæller Lars Bredahl.
Nu er der altså nye damer i staldene. Men truslen fra fugleinfluenzaen betyder stadig, at hønsene endnu ikke får adgang til udearealer, som dyrevelfærdsbetemmelserne for økologiske besætninger ellers foreskriver.
”Det har jeg det meget blandet med. På den ene side ligger det selvfølgelig dybt i mig, at vi gerne skal have dyrene ud under åben himmel og nyde vores hønsegårde. Det burde være en væsentlig del af deres liv. På den anden side set raser fugleinfluencerne stadig meget voldsomt i vores natur,” siger han.
Højt trusselsniveau i årevis
Myndighederne har de sidste seks vintre hævet trusselsniveauet for fugleinfluenza fra sidst på efteråret og frem til omkring maj. Det betyder udgangsforbud for de økologiske høns i lange perioder.
Derfor håber Lars Bredahl, at der snart bliver mulighed for at vaccinere dyrene mod fugleinfluenzaen, som man gør mod mange andre sygdomme i besætningerne. Men det har desværre nok lange udsigter.
“Nu hvor jeg selv har været igennem det og også kan se, at det rammer mange andre i Danmark, og vi i lange perioder er nødt til at holde vores fjerkræ indespærret, håber jeg virkelig, at vi snart kan se frem til vaccination mod fugleinfluenzaen,” siger Lars Bredahl.
Vaccinering i andre lande
Enkelte andre lande er begyndt at lave forsøg med vaccination mod fugleinfluenzaen, og ifølge Lars Bredahl er meldingerne at vaccinerne er meget effektive.
Han er dog godt klar over, at det ikke er muligt at starte vaccinationen af alle dyr i de danske besætninger i morgen.
”Lad os da prøve at få den proces speeded lidt op. Det synes jeg, vi først og fremmest skylder dyrene, men også dem som ejer dyrene. Og skatteborgerne, der med til at betale de meget omkostningsfulde saneringer. Der er mange ting at vinde ved at starte vaccinationen, mener Lars Bredahl, der også er forperson for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening.
Sø med svaner
Få hundrede meter fra stalden og hønsegårdene ligger der en stor sø, der er populær blandt svaner, der ofte trækker lavt hen over hønsegårdene, og Lars Bredahl kan godt frygte at smitten er kommet ind i besætningen via dem.
”Der er fyldt med svaner dernede, og det gør mig selvfølgelig sådan lidt ængstelig, fordi det jo ville være træls at få fugleinfluenza en gang mere. Men lad os nu se, om ikke det går,” siger han.
Flaget hejses
Da lastbilen igen triller ud af gården, begynder de unge høns så småt at finde sig til rette i staldene. Og der kan allerede findes små jomfruæg i stalden.
Så for Lars Bredahl er fugleinfluenzaen fortid – og produktionen af økologiske æg hermed skudt i gang igen.
”Det her har jeg set meget frem til og har glædet mig helt vildt til de nye høns skulle komme, for det har været en lang tid at gå og have tomme stalde og ikke rigtig have noget at arbejde med. Så det er en dag, hvor vi hejser flaget.”