Pløjefri økolog Gert Glob Lassen er en pionér, siger konsulent - men fraråder generel bandlysning af ploven

I Midtjylland dyrker Gert Glob Lassen omkring 500 hektar jord. Heraf er 400 hektar græsmarker, hvor han høster græsfoder og hen over sommerhalvåret lader gårdens 380 mælkekøer græsse. På den øvrige jord dyrker han enårige afgrøder som havre, rug og majs.

Det særlige ved hans landbrug er, at han som økolog driver det pløjefrit, hvilket er atypisk i økologien, fordi man ikke kan ty til syntetiske pesticider for at holde ukrudtet væk.

Vi har bedt Jon Aagaard Enni, konsulent med speciale i regenerative metoder hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug, forholde sig til Gert Glob Lassens metoder, både hvad angår jordbearbejdning og holistisk afgræsning.

Hvad viser Gerts eksempel dig?

Gert er én af pionererne inden for pløjefri, økologisk dyrkning. Han har mange jern i den regenerative ild, og det er fedt at høre, at han har reduceret sandflugt. I forhold til at udbrede hans erfaringer er det vigtigt at sige, at han som mælkeproducent kan tillade sig at have rigtig meget græs i sædskiftet. Hans meget sandede jord er også nemmere at bearbejde til et godt såbed, mens dyb jordbearbejdning ofte er nødvendig i en tungere jord. Den positive udvikling, Gert ser i sin jord, tror jeg primært kommer af, at hans græsmarker får lov til at ligge så længe, og at han har valgt en adaptiv afgræsningsstrategi. En form for rotationsafgræsning, hvor mindre folde afgræsses intenst i kort tid og efterfølgende får lov at ligge urørt længe nok til, at planterne udnytter deres vegetative vækstpotentiale bedst muligt. Altså noget der ligner holistisk afgræsning.

Hvordan foregår afgræsning ellers?

Især som storfoldsafgræsning. Her har køerne adgang til et stort areal, hvor de kan spise det, der smager dem bedst, og foldskift sker få gange i løbet af sæsonen. Det er især friske skud med et højt sukkerindhold. Det giver en hyppig genafbidning, hvor græs og kløver kan blive ædt i bund. Det er et problem for græssets roddybde, og for sammensætningen af arter i marken, fordi dyrenes foretrukne planter bliver holdt nede, mens de mindre interessante planter får en konkurrencefordel.

Hvad er fordelen ved holistisk afgræsning?

Den teoretiske fordel er, at planterne får lov til at blive meget højere, og rødderne dermed dybere. Når der er flere dyr på et mindre areal, er køerne tvunget til at tage det, de kan få og ikke være så kræsne. Håbet er, at planterne på marken bliver bidt mere ensartet ned, og at hver enkelt plante kun bliver bidt af én gang, så betingelserne for genvækst optimeres. Samtidig tramper køerne en del af græsset ned. Ser man på et græstæppe, er det optimalt, hvis der er planter overalt, så jorden er dækket helt, men det holder langtfra altid i virkeligheden. Det næstbedste er, at jorden er dækket med dødt plantemateriale. Når køerne tramper græs ned, danner de værn mod sollys og kraftigt nedbør. Regnorm trækker så det nedtrampede græs ned i jorden, og deres afføring er en højt skattet gødning. Ormekompost har både en god gødningsvirkning, og adskillige biostimulerende virkninger, og ormenes gange giver god afdræning og godt luftskifte i jorden.

Kan alle andre økologer stoppe med at pløje – som Gert har gjort?

Faktisk bør de fleste slet ikke stoppe efter min mening. I den regenerative jordbrugsbevægelse cirkulerer der en grov forsimpling om, at landbrugere ikke bør pløje overhovedet. Men under danske vilkår er ploven altså ikke den klimaskurk, den bliver gjort til – det viser en del forskning. Noget af det afgørende er, hvornår, hvordan, hvor tit og hvor godt, der pløjes.

Hvad er skurken så?

Valget af afgrøder har en kæmpestor indflydelse på jordens udvikling, og navnlig hvor stor en del af året, landmanden har grønne planter på en mark. I en mark, hvor man især dyrker korn og andre enårige afgrøder i renbestand, falder kulstofindholdet normalt gradvist år for år. Det er fordi, kornet ikke bidrager med mere kulstof, end der forsvinder ved dyrkningen. Det er nemlig kun i et kort vindue på cirka to-tre måneder for vårkorn, og lidt mere for vinterkorn, at planterne for alvor laver fotosyntese. Allerede når kornet begynder at afmodne og bliver gult, går fotosyntesen i stå. Det problem kan i nogen grad imødekommes med tiltag såsom samdyrkning, udlæg og undersåede efterafgrøder, så kornet ikke er de eneste plantearter på marken. Når man har flerårige græsmarker i sædskiftet, går kulstofindholdet typisk opad igen. Med en græsmark har du grøn jord året rundt – og en langt større plantetæthed. Udfordringen kan være at afsætte græsset, men driver man ren planteavl, kan det måske sælges til biogas eller til husdyrproducenter i nærheden.

Hvor er det oplagt for økologer at tage fat?

Hvis vi kigger på jordens sundhed, så er skadelig jordpakning et godt sted. Det har stor negativ indvirkning på især røddernes udvikling og jordens luftskifte, når store, tunge maskiner trykker jorden. Det fokuserer man ofte ikke så meget på som landbruger, måske fordi skaderne i de dybe jordlag ikke umiddelbart er synlige. Her er der i mine øjne meget at komme efter for økologerne, især fordi gyllevogne er enormt tunge og fordi meget af gyllen køres ud i det tidlige forår. Ofte er den såkaldte akselbelastning for høj, og selv om jeg ikke kan dokumentere det direkte, tror jeg, at mange økologer kunne få meget ud af at arbejde med hvornår og hvordan, de kører ud med gylle.

Hvad kan økologen konkret gøre?

Har landbruget husdyr, og gylletanken er fuld i løbet af vinteren, så giver kapacitetsproblemet incitament til, at gylle køres ud tidligere, end jorden kan bære det. Fra 1. februar, hvor gyllen må køres ud, er jorden ofte for våd, og man risikerer at lave skader, der er meget svære at genoprette. Blandt løsningerne kan være større lagerkapacitet, så man har en større buffer i forhold til, hvornår man er nødt til at køre gyllen ud. En anden mulighed er gylleseparering, hvor gyllen deles op i en flydende og en fiberholdig fraktion. Så kan man gødske mere præcist. Derudover kan afsætning af gylle til biogasproduktion i nogle tilfælde aftales, så man først får biogasdigestat retur, når man har brug for det.

Hvilke regenerative genveje er der ellers?

Et fokuspunkt, som efter min mening får for lidt opmærksomhed, er diversiteten af plantearter i græsmarksblandinger og efterafgrøder. Ofte ser vi, at græsmarkerne kun indeholder alm. rajgræs og hvidkløver. Tilsvarende er det ikke unormalt, at efterafgrøder kun består af én eller to arter. Men meget forskning tyder på, at plantediversitet er afgørende for jordens mikroliv og dets sammensætning, og at en højere diversitet over og under jorden giver et mere robust og velfungerende økosystem. Desuden synes jeg, man bør være lige så ambitiøs med sine efterafgrøder, som man er med sine hovedafgrøder. Det vil sige, at man arbejder med timing, etableringsteknik, næringsstofforsyning, biomassens kvalitet ved nedmuldning osv. Jo bedre ens efterafgrøder gror, desto større regenerative fordele giver de. For økologer kan der også være en del at hente med den rigtige ukrudtsstrategi. De steder, hvor man jordbearbejder for meget, er ofte steder, hvor man ikke har helt styr på ukrudtet. Her skal man forebygge. Jo bedre man er til det – desto mere kan man reducere jordbearbejdningen.

Hvordan skal økologen forebygge?

I det forebyggende arbejde er sædskiftet særligt vigtigt. Landbrugeren skal have fokus på at finde den rette balance mellem vinter- og vårafgrøder. Der er også meget, der tyder på, at slætgræsmarker er en god måde at komme af med visse typer ukrudt på. Når det kommer til ukrudt, er hyppig slættagning mere effektivt end afgræsning. Og hvis man ikke kan tage slæt, er det værd at pudse marken af efter afgræsningen, hvis ukrudtskontrol er et fokusområde. Det ville være optimalt, hvis alle økologer havde flerårigt kløvergræs i sædskiftet, men det kræver, at man har noget at bruge græsset til. Én mulighed, hvis ikke man har dyr, er at lade græsset bioforgasse, ligesom der er flere lovende projekter med bioraffinering af græsproteiner.

Bør økologer også bruge mere kompost?

Ja og nej. Det er ikke nødvendigvis der, der er størst effekt, og der er klimaudfordringer ved at kompostere. Kompost kan dog være et godt middel til at forbedre jordfrugtbarheden, hvor den er udfordret. Der er mange måder at lave kompost på – og alle typer af kompost er ikke lige gode. Have- og parkkompost fra kommunernes affaldshåndtering bør mest tænkes som strukturforbedrende, men har en ringe gødningsvirkning nu og her, fordi næringsstofferne frigives over en længere årrække. Men komposten tæller jo med i gødningsregnskabet for udbringningsåret, så man skal tænke sig lidt om, før man rammer fosforloftet. Derimod er en god ormekompost ret potent som gødning og har gode, veldokumenterede virkninger på planterne. Til gengæld kan ormekompost ikke bidrage med lige så meget organisk materiale til jorden per år, fordi indholdet af næringsstoffer er så koncentreret, at det ikke er tilladt at køre nær så meget ud ad gangen. Man bør derfor overveje, hvad formålet med tildelingen af kompost er, for at kunne træffe det rette valg af type.

Hvor tæt er økologer på at være regenerative?

Økologisk landbrug er i mine øjne en form for regenerativt landbrug. Økologiens principper er ganske enkelt fundamentet for regenerativt landbrug. Tager man værdisættet bag dyrkningsformen alvorligt, så er man regenerativ. Men selvfølgelig vil der være økologer, der måske lige har lagt om og kun lige præcist lever op til minimumskravene.